7. april 2010, 23:00

Det er synd for Romeo og Julie, at de ikke må elske hinanden. Er det også synd for Lars og Jimmy?

Nej, det er det ikke. Forhindringen for deres kærligheds frie udfoldelse er ikke snerpede sociale konventioner eller blinde familiære fordomme, som de hverken er skyld i eller herre over, men derimod det enkle faktum, at Lars og Jimmy ganske frivilligt har valgt at blive nynazister. Og når man er det, skal man selvfølgelig helst hade bøsser og under ingen omstændigheder være det selv.

Det ved vores to hovedpersoner tilsyneladende - og underligt nok - ikke selv, at de er, da de møder hinanden i den lille gruppe af afstumpede nationalsocialister et forkølet sted i den danske provins. Lars har lige forladt hæren i protest, fordi han alligevel ikke kunne blive oversergent, og han er i begyndelsen forbeholden over for den primitive ideologi, som den lokale nazileder Michael præsenterer ham for. Men snart lader Lars sig overtale, og da han flytter ind på gruppens husmandssted for at reparere det sammen med Jimmy, som vi ingenting ved om, opdager de to mænd forskrækket, at de tiltrækkes af hinanden. Kraftigt endda.

Deres egen skyld

Puha, hvad nu? Michael ser et stort lys i den velformulerende Lars, men både hans sociale status og fysiske helbred vil naturligvis komme voldsomt i fare, hvis det hemmelige homoseksuelle forhold afsløres. Og her er det så, at den debuterende instruktør Nicolo Donato formentlig vil have os til at være bekymrede på de to hovedpersoners vegne, men det er vi ikke - vi er tværtimod bedøvende ligeglade med, hvordan det går dem samt deres idiotiske ideologi, og vi bliver ikke spor chokerede, da det i en temmelig konfus kulmination går dem rigtigt dårligt. Det er jo deres egen forbandede skyld.

Formentlig ville »Broderskab« have fungeret bedre, hvis Lars og Jimmy var blevet spillet af et par mere maskuline typer - folk som Kim Bodnia og Bjarne Henriksen - så den homoseksuelle tiltrækning havde virket mere overrumplende. Men med Thure Lindhardt og David Dencik i de to roller tror man gerne på, at figurerne er bøsser, hvorimod man umuligt kan finde dem overbevisende som medlemmer af så brutal og macho-baseret en bevægelse som den nynazistiske. Hvor glimrede de end spiller.

Tragisk kærlighed

Måske er man offer for en fordom her - den trinde Nicolas Bro som Michael ligner umiddelbart ikke en hadefuld nazileder, men det gjorde virkelighedens Povl Heinrich Riis-Knudsen jo heller ikke - og i så fald gør filmen det ikke nemt for én at blive fordomsfri, for hvad skal man hæfte sin medbragte sympati op på i dette grimme og afstumpede miljø, hvor de mest normale mennesker er Lars' ubegribeligt kedelige forældre?

Der er ingen grund til at anfægte de seriøse intentioner bag »Broderskab« eller at skælde voldsomt ud på filmen. Man må bare gøre opmærksom på, at dette er en tragisk kærlighedshistorie, som man ser med ligegyldighedens klamme kulde i hjertet.