Film

»The Hateful Eight« er en af de meget gode film på Tarantinos CV

På knap et kvart århundrede er Quentin Tarantino med sine otte film gået fra at være et indlysende talent, der legede med filmhistorien, til selv at blive en mester. Og han kan endnu.

Kurt Russell og Samuel L. Jackson fra Quentin Tarantinos skuespillerensemble spiller to dusørjægere i kolde Colorado efter den amerikanske borgerkrig. Foto: PR
Kurt Russell og Samuel L. Jackson fra Quentin Tarantinos skuespillerensemble spiller to dusørjægere i kolde Colorado efter den amerikanske borgerkrig. Foto: PR

Da Quentin Tarantinos »Håndlangerne« gik sin sejrsgang over hele den filminteresserede verden i 1992 og 1993 følte filmelskere for alvor, at der skete noget nyt.

Her var en mand, der kunne kunsten at pege sit kamera helt andre steder hen, end man normalt ville gøre det i en film om et kup. Vi så ikke kuppet, men vi så følgerne af det. I den næste Guldpalmevinder fra Cannes, »Pulp Fiction«, sprang Tarantino Hollywoods sædvanlige fortællemodeller i luften og brød endog sin fortælling op, så man åbnede øjnene på vid gab og samtidig spidsede ører for ikke gå glip af et eneste lille guldkorn af dialogen.

Ordene var skrevet af en mand, der havde set næsten alle film i filmhistorie, både de højpandede og de fladpandede, og som samtidig havde et uhørt højt niveau af vid og bid og et mod til at hælde indholdet fra den helt store populærkulturelle blender ud over os på en ny og velgørende facon.

Siden har Tarantino ikke lavet en dårlig film. Overvej lige engang hvor sjældent det er for en instruktør.

»Jackie Brown« var en slackergangsterfilm, der er vokset i erindringen. »Kill Bill« og »Kill Bill vol. 2« var en actionfilm og en talefilm, der begge var gode, men havde man lagt de to film sammen og blandet action og ord, var den blevet et uomtvisteligt mesterværk.

»Death Proof« var fornøjelig, »Inglorious Basterds« var meget mere end det, og kvalitetskurven steg yderligere en smule op med den tre år gamle »Django Unchained«.

Tilbage til celluloid og bredformat

Tarantino skriver sine manuskripter selv, og han har fundet et hjemsted hos Harvey Weinstein med bror, hvor han har fået en sandkasse og kan lege med sit elektriske tog lige så vildt, han vil.

Denne gang har Tarantino insisteret på ikke alene at indspille sin film »The Hateful Eight« på gammeldags celluloidfilm, men han har også fået eksperter til at pudse gamle Panavision- objektiver og -kameraer af, så filmen kan vises i det helt brede biograffilmsformat, hvor billedet er 2,76 gange bredere end højden af billedet. Det er rundt regnet en halv gang mere end det mest typiske bredformat nu om dage, og det er det format, som man i gamle dage kunne se »Borte med blæsten«, »Lawrence of Arabia« og »Ben-Hur« i.

Instruktøren er ikke kun velgørende gammeldags, når det gælder filmgrejet, men også når det gælder en helaftenslængde på omkring tre timer, alt efter om man vælger de biografer, som viser den korte udgave på to timer og godt tre kvarter eller den, som er en god håndfuld minutter længere.

Den længste udgave vises med gammeldags pauseskilt og musikalsk ouverture som til helaftensfilmene i 1950erne og 1960erne.

Man næsten fryser i biografen

Der er således lagt op til en episk western, der foregår nogle år efter den amerikanske borgerkrig, der sluttede i 1865.

Vintervejret i Colorado er så gennemført af scenografen bag »Kill Bill«, Yohei Taneda, at man næsten fryser i biografen. Dels gør de hvide landskaber sig godt i bredformatet og de er blandet sømløst med indendørsscenerne, der er optaget i et filmstudie i Hollywood, hvor temperaturerne var holdt under frysepunktet, så man af og til kan se skuespillernes ånde.

Gennem landskabet kommer en diligence kørende med et umage par lænket til hinanden med håndjern. Dusørjægeren John Ruth (Kurt Russell) er på vej til næste by med Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh), som han kan få 10.000 dollar for. Død eller levende. Han generer sig ikke for at give hende en albue i hovedet, hver gang hun er for flabet, men han har også en vis etik omkring at bringe sine fanger levende til sheriffen, for »bødlen med galgen« skal jo også leve.

På vejen foran dem står pludselig en anden dusørjæger, Major Warren (Samuel L. Jackson), der umiddelbart virker blødere, men det skal snart vise sig, at han er en hård hund med kriller i aftrækkerfingrene. Han får sammen med sydstatssoldaten Mannix (Walter Goggins) et lift til den nærmeste handelsstation, hvor det imidlertid ikke er det velkendte værtspar, der kommer dem i møde. Resten af filmen foregår næsten udelukkende indendørs med skulende blikke, sylespidse replikker, rygende seksløbere og særdeles dårlige odds for at overleve.

Et underliggende racetema

Spændingen er let stigende på nær en periode midtvejs, hvor det vil gå for langsomt for de utålmodige, men man må beundre Tarantino for at føre sin vision helt igennem og være tro mod sin cocktail af vold, humor og hilsener til filmhistorien.

Det underliggende racetema fra »Django Unchained« kører videre med Ruth, der frit efter hukommelsen siger: »Vi hvide kan først føle os sikre, når de sorte føler frygt«, og Warren der til gengæld mener: »Vi sorte kan først føle os sikre, når de hvide ikke har våben«.

Sådan som historien udvikler sig, taler Tarantino igen de sortes sag, og hvis nogen stadig skulle finde på at klage over de voldsomme scener i Tarantinos film, må jeg blot sige, at forbryderne får deres bekomst og mere til, så den moralske side i historien er godkendt. Ingen af karaktererne i Tarantinos film har ren samvittighed, men det har instruktøren selv.

Tarantinos dialog svinger stadig på forkant med den populærkulturelle tidsånd og gode skuespillere får mulighed for at spille sig helt ud.

Samuel L. Jackson har nok aldrig været bedre. Han er faktisk så god, at man næsten glemmer hans lamme reklamefilm for Bet365.com. Men også kun næsten.

Kurt Russell har været den solide machomand i amerikansk film i snart fire årtier uden at blive prisbelønnet eller få særligt mange roser, og han stråler højst hos Tarantino. Alle skuespiller bliver bedre hos Tarantino. Dog lige på nær Michael Madsen, der altid er med, men som efterhånden ligner en ligegyldig amulet.

Instruktøren genopfinder til gengæld regulært set en intens Jennifer Jason Leigh, der var røget lidt ud af loopet i Hollywood, og som han tidligere har gjort det med John Travolta i »Pulp Fiction« og til dels Robert Forster i »Jackie Brown«.

Nykomponeret musik af Ennio Morricone

Tidligere brugte Tarantino typisk mere eller mindre kendte pop- og rockhits eller musik fra andre film, som han vidste virkede, men denne gang har han ladet Ennio Morricone komponeret lydsiden fra bunden, og ingen har formentlig fortrudt, at den 85-årige italiener fik frie tøjler.

Legenden har komponeret et listigt musikalsk hovedtema til Tarantinos spillefilm nummer otte, der cementerer det, som vi i mange år har haft på fornemmelsen: At den unge ivrigt talende filmentusiastiske fyr fra en videobutik i Hollywood nu har taget hele turen forbi at blive udråbt til at være det nye, store talent over at være stabil leverandør af drengerøvsunderholdning med mere end almindelig dybde til nu selv at være blevet en klassisk instruktør, som vi meget nødigt vil undvære.

Skiftevis hyldet og udskældt, men med filmene der står tilbage som uafviselige beviser på instruktørens talent.

Skulle man være i tvivl så se blot på, hvor ligegyldige kopiprodukterne virker i modsætning til Tarantinos CV, der er pletfrit og et af de flotteste i Hollywood med et skyhøjt bundniveau, hvor der kun er mesterværker og meget gode film på. »The Hateful Eight« er en af de meget gode film.

Hvad: »The Hateful Eight«.

Hvem: Instruktør: Quentin Tarantino. Medvirkende: Samuel L. Jackson, Kurt Russel, Jennifer Jason Leigh, Tim Roth, Michael Madsen, Bruce Dern.

Hvor: Premiere i hele landet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.