Film

Svindleren og disciplen

Paul Thomas Andersons ambitiøse drama »The Master« er lagt lige så stort op som hans tidligere film og er lige så velspillet, men knap så fokuseret gennemført som mesterværkerne »Magnolia« og »There Will Be Blood«.

I årene efter Anden Verdenskrig stod man mange steder i den vestlige verden i et både politisk og åndeligt vakuum. Der var derfor frit slag til mystikere og plattenslagere som for eksempel Scientologys stifter, L. Ron Hubbard. Begavede svindlere, der var godt skåret for tungebåndet, og som mildt sagt havde alternative tanker og ideer om verden. Sådan en type er Lancaster Dodd (Philip Seymour Hoffman). Dodd fører sin lille trofaste flok mod et bedre liv i fremtiden ved at tage udgangspunkt i deres tidligere liv, og han har medvind med sin første bog i slutningen af 1940erne og begyndelsen af 1950erne. Siden går det knap så let.

En af hans mest trofaste disciple bliver en akavet ung mand ved navn Freddie Quell (Joaquin Phoenix), der som så mange andre fik dårlige nerver af at være soldat under krigen. Det virker dog samtidig, som om han altid har levet i sin helt egen verden. Bag et skjold, der beskytter ham mod alt for stærke indtryk fra omverdenen. I vore dage ville han have fået mindst èn psykiatrisk diagnose.

Freddie er også lidt af en ekspert i at mikse drinks med stærke kemikalier til eget forbrug, og dem kan Dodd også godt lide. De to fatter sympati for hinanden, og flere temaer tegner sig i en bredspektret historie. Anatomien af en kult og konturerne af et umage far/søn-agtigt forhold er blot to af dem.

Det er fascinerende at se to dygtige skuespillere satse 100 procent på deres talent i svære roller. Joaquin Phoenix leverer altid det helt store skuespillernummer, om så han iscenesætter sig selv til pressemøder eller spiller med i film, og her spiller han med en vibrerende og involverende nerve, der kompenserer for, at han som en forknyt mand ikke kan gøre brug af mange ord. Af og til ryger han i grøften, fordi han ligner en dårlig parodi på James Dean med alt sit mumleri, men man tilgiver ham for de andre sublime øjeblikke. Philip Seymour Hoffman tryllebinder ikke alene med sine ord som Lancaster Dodd. Han bruger også sang og dans.

Ingen ekstra dimension

Mod slutningen af den lange film bliver det dog stadig mere tydeligt, at »The Master« ikke har den ekstra dimension af følelser og forløsning, som Paul Thomas Anderson har haft i sine mesterværker. For eksempel i det forrykte faderopgør i »There Will Be Blood« eller i den intime og kaotiske hyldest til livet i »Magnolia«. Phoenix og Hoffman spiller ganske vist, som om det gjaldt mere end en Oscar, men de spiller lidt for ofte, som om de optræder i hver sin film. Hvorfor bliver de to gådefulde skikkelser så fascineret af hinanden, som tilfældet er? Det bliver aldrig særligt tydeligt.

Både temamæssigt og med sine bredformatsbilleder maler Anderson til tider med både vilde og udsøgte strøg. For eksempel har han en fin sans for bevægelserne i billedet og de store vidder. Samlet set overbeviser han os bare ikke helt. I »The Master« forsøger Paul Thomas Anderson både temamæssigt og teknisk at lave en ny filmklassiker. Han tænker stort og fylder gerne sin film med spørgsmål, men når så få af dem besvares, som det er tilfældet her, kommer slutresultatet til at virke en smule forceret. Og som en oplevelse, der ikke for alvor trænger ind i kroppen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.