22. februar 2012, 22:30

I »Abepigerne« befinder vi os i et univers af teenagepiger. Den ny pige, Emma, begynder på rideskolen, hvor Cassandra regerer. Det gælder om at blive accepteret og om at komme på holdet i en art holddressur.

Historien om rivalisering og samtidig tiltrækning mellem den regerende dronning og tilflytteren lyder spændende nok på papiret, men efterhånden som filmen skrider frem, spekulerer man på, hvad der mon er galt med det sterile univers? Pigerne må være valgt på grund af deres ansigter frem for deres talent for skuespil. Indramningen af billederne og stemningen i dem er helt uden temperament og gearskifter.

Det kan måske nok være en fremmedartet og svær oplevelse at være teenagepige, men den idé smitter af på »Abepigerne«s form og udtryk i en så fatal grad, at den vil fremmedgøre størstedelen af biografpublikum. Hovedpersonen er en underlig neutral størrelse, og efter knap halvanden times ørkenvandring spekulerer man på, om der mon ikke lå en bedre historie og dermed film i hendes livlige lillesøster?