Film:

Som en tikkende bombe

Den danske dokumentarfilm »Into Eternity« er fantastisk fascinerende.

Instruktøren Michael Madsen optræder selv i »Into Eternity« – filmen om at stuve farligt atomaffald af vejen – og taler i så lang tid, som det tager en tændstik at brænde ned.
Instruktøren Michael Madsen optræder selv i »Into Eternity« – filmen om at stuve farligt atomaffald af vejen – og taler i så lang tid, som det tager en tændstik at brænde ned.

Perspektivet er svimlende. Det drejer sig om mennesker, som forsøger at tænke 100.000 år frem i tiden og om muligt tage højde for, hvordan folk vil opføre sig i den fjerne fremtid.

Helt konkret handler det om, at man et sted i Finland er i færd med at indrette Onkalo, der er et gigantisk system af underjordiske grotter indrettet til verdens første permanente lager for atomaffald. Det pokkers ved den slags affald er jo, at man hverken kan gøre det ufarligt eller få det til at forsvinde, så hvis Jorden stadig eksisterer om 100.000 år, vil atomaffald fortsat ligge som en tikkende bombe.

Derfor er det selvklart vigtigt at få det stuvet af vejen et sted, der sandsynligvis ikke rammes af jordskælv eller vulkanudbrud, mens det er et mere åbent spørgsmål, om man skal informere fremtidens folk om det livsfarlige affaldsdepot. Er det bedst at skjule det, så ingen nysgerrige finder det og begynder at pille ved det, eller bør man tværtimod sætte advarselsskilte op? Og hvordan skal de i givet fald udformes, så man også kan forstå dem om 100.000 år?

Der er altså meget store emner på spil i danske Michael Madsens dokumentarfilm »Into Eternity«, og sandt at sige lyder det i referat også som temmelig tørre og teoretiske emner. Så meget mere imponerende er det, at dette er en fantastisk fascinerende film.

Strengt taget består den overvejende af samtaler med diverse finske og svenske eksperter, men Michael Madsen er fremragende som både journalist og instruktør, og ved at manipulere kreativt og konstruktivt med filmens billeder får han gjort den dybt original og voldsomt spændende. Nu og da ligner den skræmmende science fiction, i andre scener minder den om finske Aki Kaurismäki og svenske Roy Anderssons forunderlige former for visuel stilisering, og den er så vedkommende, at den nærmest vibrerer.

»Into Eternity« beviser, at også dokumentarfilm kan være stærk underholdning og stor filmkunst.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.