Slå først, Bimse

»Bedrag« fortsætter sin spændende vej mod sæsonafslutningen.

Bimse tager affære: Lucas Hansen og Claes Ljungmark. Foto: Christian Geisnæs
Bimse tager affære: Lucas Hansen og Claes Ljungmark. Foto: Christian Geisnæs

Så brast boblen. I de afsluttende, hektiske scener af næstsidste episode af denne sæson af »Bedrag« skete der ting og sager.

Langt om længe fik de ihærdige opdagere tilsyneladende stukket en kæp i hjulet på den »karrusel, der er pumpet kunstigt op,« som vi hørte det tvivlsomme energiforetagende Energreen omtalt som.

Og den paralyserede direktør (Nikolaj Lie Kaas) med den skræmmende uudgrundelighed måtte se sine sterile glaskorridorer stormet af Bagmandspolitiet, der forlangte alle papirer udleveret, efter at bestyrelseformanden (Waage Sandø) offentligt havde talt om mistanke om kriminelle handlinger.

Hvordan skal det gå for Claudia?

Hvordan skal det nu gå for den ambitiøse chefjurist, Claudia? Til trods for alle de fejlslutninger, hun har begået gennem den første sæson, som snart er slut, har hun stadig vores sympati. Natalie Madueño havde i sidste afsnit så mange gode udtryk for tiltagende kvalme og galopperende tømmermænd, at følelsen af panik nærmest forplantede sig til seeren.

Efter en lidt langsom start – stilhed før storm – tog handlingen ellers fart i dette glimrende orkestrerede afsnit.

Det var mekanikerlærlingen Bimse (Lucas), der satte fut i foretagendet ved at pande den mystiske, fæle svenske håndlanger (Claes Ljungmark) ned, efter at han i stigende grad truede seriens uheldige småfuskere, der har tilranet sig to millioner euro.

Naturligvis var det utopi at tro, at vores uheldige helte forblev i denne førerposition ret længe, for svenskeren undveg, og Nicky blev sendt på flugt med familien.

Den truede familieidyl

I det hele taget spiller serien effektivt på den familieidyl, der hele tiden trues udefra. Hvem er det nu, der ringer på døren? Det gælder i boligblokken hos Nicky, det gælder i den mondæne lejlighed hos Claudia.

Og det gælder hos den glimrende Thomas Bo Larsen, der var lige på nippet til at finde sammen med sin sygdomsplagede hustru (Line Kruse), og som afsnittet igennem havde gode udtryk for Mads’ stædige og uautoriserede kamp for at fælde Energreen ved at få kreditorerne til at tvivle på likviditeten og erklære firmaet konkurs, inden det nåede at børsnotere sig.

Nervekampen stod godt at læse i Kurt Ravns bankdirektørs øjne, og må det i den forbindelse ikke være tilladt lige at hylde seriens velspillende bifigurer – ingen nævnt, bortset fra den ret så prægtige Henrik Noël Olesen, som låner Nickys svigerfar med de tvivlsomme forbindelser formidabel tyngde og autoritet.

Jo, i de seneste par afsnit har »Bedrag« strammet grebet om sin fortælling, så det gør næste søndags uforudsigelige sæsonafslutning endnu mere imødeset. Bedste replik?

Den havde selvfølgelig Bimse: »Jeg ved godt, han ligner en gammel svensker, men han er pissefarlig.«

Hvad: »Bedrag«, episode 9.

Hvor: DR1, søndag kl. 20.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.