Film

Serien der ikke vil dø

Dobbelt så gammel, halvt så sjov og mere fjoget end sej. Det er den korte dom over Bruce Willis’ præstation i den femte film om John McClane, »A Good Day to Die Hard«.

Bruce Willis fik et gigantisk gennembrud som actionhelt med »Die Hard« fra 1988 og de efterfølgende »Die Hard 2« og »Die Hard – Mega Hard«. De gjorde ham nærmest synonym med den sarkastiske og seje politimand John McClane, som det var umuligt at slå ihjel, og som ikke lod noget eller nogen stå i vejen for sig, når det gjaldt om at udrydde »motherfuckers« og »scumbags«. Yippie-kay-yay!

Det er dog efterhånden en del år siden, Bruce Willis var på sit højeste som actionhelt. Og selv om han gjorde en hæderlig indsats for at genoplive serien med »Die Hard 4.0« fra 2007, er det ganske fornuftigt, at vi nu bliver introduceret for næste generation i McClane-klanen. I »A Good Day to Die Hard« er John McClane blevet både mere grå og mere godmodig. I hvert fald udadtil. For da han opdager, at hans eneste søn, Jack, som han ikke har set i flere år, tilsyneladende har involveret sig med de helt forkerte og derfor er endt i et russisk fængsel, tager senior til Moskva for at klare ærterne – der viser sig at være en mere speget suppedas, end han i sin vildeste fantasi havde forestillet sig.

Æblet er nemlig ikke faldet helt så langt fra stammen, som John McClane troede. Jack er blevet CIA-agent, og farmand er i færd med at spolere hans karrieres største mission, der blandt andet går ud på at forhindre en atomkatastrofe. Så kender man McClane igen – altid i stand til a dukke op på det forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt!

Den næste halvanden times tid skaber McClane senior og junior mildest talt kaos i den russiske storby. Først bliver domhuset blæst til atomer, siden tager en heftig biljagt livet af i omegnen af 100 personbiler – med eller uden passagerer. Det hele akkompagneret af et bombastisk soundtrack, skabt til lejligheden af Marco Beltrami, der også leverede lydspor til »Die Hard 4.0«.

Bulder og brag

Det er, som om instruktøren John Moore har besluttet, at nu, hvor der er dobbelt op på McClanes, skal der også være dobbelt op på bulder og brag. Sjældent er så meget dyrt isenkram, fra luksusbiler til militærhelikoptere, blevet smadret på så kort tid. Det går så stærkt, at det er lige før, man overser, at der faktisk er et par effektive og ret flot koreograferede actionscener midt i kaos. Det er nemlig i meget høj grad stor ståhej for om ikke ingenting, så i hvert fald ikke særligt meget. Historien er forudsigelig, og dialogen er lidt for ofte klodset og uden det humoristiske swung fra de første Die Hard-film. John McClane veksler mellem sentimentale betragtninger om, hvilken dårlig far han har været, og en småflad tilbagevendende joke om, at han »jo bare er på ferie«. Det er, som om både Bruce Willis og resten af holdet er så overbeviste om hele konceptets status, at de ikke behøver gøre sig umage. Her mangler originalitet, de wauw-øjeblikke, som selv »Die Hard 4.0« var leveringsdygtig i. Og ikke mindst humoren.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.