7. februar 2008, 22:30

»Jeg håber, han falder om og dør,« var George Clooneys kommentar, da han hørte, at Tom Hanks havde købt filmrettighederne til bestselleren »Charlie Wilson’s War« og selv skulle spille hovedrollen. Det kan man ikke bebrejde Clooney, for Charlie Wilson er en sjældent nuanceret og attraktiv karakter og det ikke bare i Hollywood-sammenhæng.

Charlie Wilson, medlem af den amerikanske kongres og valgt i Texas, var kendt for sine nætter med damer og kokain, for sine smukke kvindelige assistenter og mottoer som »Du kan lære dem at skrive på maskine, men ikke at få bryster« og »Jeg tager ikke på afvænningsklinikker, for de serverer ikke whisky«.

I 2003 udkom så CBS-journalisten George Criles beretning om, hvordan Charlie Wilson stort set egenhændigt havde orkestreret den største hemmelige operation i CIAs historie – at finansiere mujahedinernes krig mod Sovjetunionens røde hær, der fra 1979 og gennem 1980erne gjorde et overbevisende forsøg på at udrydde befolkningen i Afghanistan.

Charlie Wilson sidder omgivet af strippere i et boblebad i Las Vegas, da et nyhedsindslag fra Kabul fanger hans interesse. Tilbage i Washing­ton bruger han sin indflydelse i den såkaldte Defense Appropriations Subcommittee til at fordoble CIAs budget i Afghanistan. Kort efter har han Texas-milliardæren Joanne Herring i røret.

Den platinblonderede Herring er honorær konsul for Pakistan, kristen højreorienteret og en kvinde med yderst effektive overtalelsesevner. Før Wilson har nået at komme i tøjet igen, efter hun har argumenteret for sin sag, har hun arrangeret et møde med Pakistans præsident Zia ul-Haq og et besøg hos maltrakterede afghanske flygtninge.

Perfekt par
Kunsten for USA under Den Kolde Krig er at undgå direkte karambolage med russerne, og derfor må ingen våben produceret på amerikansk jord skyde på de russiske kamphelikoptere.

I bestræbelserne på at samle en hemmelig alliance af blandt andre Saudi-Arabien og Israel til det formål, slår Wilson sig sammen med den karriereforsmåede og idealistiske CIA-agent Gust Avrakotos. Og så har vi et af de mest umage og dog perfekte par i Hollywoods historie.

I mødet med Avrakotos konstaterer Charlie Wilson: »Du er ikke nogen James Bond«.

Og Avrakotos svarer: »Og du er ikke nogen Thomas Jefferson, så lad os sige, at vi står lige«.

På trods af at vi må undvære George Clooney, er det ikke så lidt af et drømmehold, der har forvandlet koldkrigseventyret til film. Joanne Herring spilles forførende af Julia Roberts, der dog er ti år for ung til rollen.

Rolle med kant
Tom Hanks er bedst, når han som her har en rolle med kant, og Philip Seymour Hoffman er simpelthen suveræn som Avrakotos’ hidsige hvalros af en agent. Hvordan den mand i den grad forener usødet realisme med star quality er en gåde.

Instruktøren er Mike Nichols, der har klassikeren »Fagre voksne verden« foruden intelligente film om krig og politik som »Catch 22« og Clinton-portrættet »Primary Colors« på samvittigheden. Og bag manuskriptet står Aaron Sorkin, forfatter til TV-serien »The West Wing«.

Dermed har alt været på plads til en virtuos politisk satire, men så let er det ikke gået i praksis. »Charlie Wilson’s War« er fremragende i scenerne mellem Tom Hanks og Philip Seymour Hoffman, hvor replikkerne fyger frem og tilbage som elegante serveesser. Inspirationen fra screwballkomedien går godt i spænd med lignelsen om, hvor meget en god mand kan forandre, når han har magten – som vi kender det fra politiske romantiske komedier som Ivan Reitnans »Dave« med Kevin Kline og »The American President« med Michael Douglas – der i øvrigt også er skrevet af Aaron Sorkin. Og med sin hjertelige komediestil er »Charlie Wilson’s War« umiddelbart en mere bred film end andre aktuelle politiske kommentarfilm som »Afsløringen« om CIAs fangetortur.

Helteepos
Filmen knækker uheldigvis i kombinationen af den charmerende satire og det amerikanske helteepos om Charlie Wilsons personlige indsats.

»Charlie Wilson’s War« udstiller USAs fatale fejltrin efter CIA-operationen i Afghanistan, der førte til, at talebanerne fik fodfæste i det forarmede land. Den entydige karikerede skildring af russerne som blodtørstige og den amerikanske handlingsmand som heltemodig er til gengæld lidt svær at få ned, i lyset af at amerikanske soldater få år forinden skød på alt, hvad der rørte sig i den vietnamesiske jungle, også kvinder og børn.

Den patriotiske hymne stikker underligt ud fra filmens ellers sympatiske selvironiske tone. Men lad det også være sagt, at vi har at gøre med et indtil for få år siden ukendt kapitel i verdenshistorien, et kapitel med underholdende hovedpersoner og en vigtig historie at fortælle.

»Charlie Wilson’s War« er noget så usædvanligt som en krigsfilm med både visdom, vid og charme, men også en ujævn præstation, der blander screwballkomedie med lemlæstede børn og amerikansk helteretorik.