12. november 2009, 22:30

Kaos og panik. Andet kan man ikke forvente, når Jorden er ved at gå under, og den på én gang meget virtuose og meget primitive instruktør Roland Emmerichs nye film handler da også lige præcis om bygninger (og byer), der bliver smadret, og om mennesker, som enten løber desperate rundt eller kynisk forsøger at redde deres eget skind.

Reddes kan det nemlig for de udvalgte få, selv om vores planet ødelægges af gigantiske jordskælv og enorme tsunamier på grund af en eksplosion oppe på Solen. Den indtræffer i 2009, og i overensstemmelse med en gammel maya-spådom skal Jorden ophøre med at eksistere i 2012, så der er tid til at forberede sig på totalkatastrofen - hvis man altså ved, at den vil finde sted, hvad kun ganske få videnskabsfolk og politikere gør. Der er jo ingen grund til at skræmme befolkningen i utide.

Effektjagende

At ufatteligt mange mennesker alligevel ender i panisk skræk, siger sig selv, og lige så selvfølgeligt rummer filmen et par helte, der holder hovedet koldt og moralen høj i nødens stund. De spilles fint af Chiwetel Ejiofor og John Cusack, og det er en kvalitet ved »2012«, at selv om den først og fremmest er hæmningsløst effektjagende, byder den også på så gode skuespillere som Danny Glover, Woody Harrelson og ikke at forglemme vores egen Zlatko Buric, der veloplagt oser af egoistisk upålidelighed som russisk oligark.

Spændingen i »2012« baserer sig på, at verdens førende regeringer i al hemmelighed og i stil med Biblens Noah har bygget nogle kæmpestore fartøjer, der ligger gemt i Kina - hvem kommer med dem under den globale katastrofe og redder dermed (måske) livet? Det tager sin tid at få afklaret, for med en spilletid på over to og en halv time er denne kulørte rabalderfilm afgjort for lang og i sidste ende udmattende, men kedelig kan man selv med sin værste vilje ikke kalde den.

Fra værker som »Independence Day« ved vi, at Roland Emmerich har et robust håndelag for historier om anarki og destruktion, og med »2012« har han konstrueret en kolos, som ligner den ultimative og definitive katastrofefilm. Ganske vist krummer man nu og da tæer, når filmens forkærlighed for det sentimentale og melodramatiske bliver til regulær kitsch, men det er vanskeligt ikke at lade sig imponere, når Los Angeles forsvinder ud i Stillehavet, eller når Vatikanet og Peterskirken styrter i grus - hvad der typisk for Emmerich selvfølgelig begynder med en revne i loftet på Det Sixtinske Kapel. Lige præcis mellem Guds finger og Adams hånd.

Sådan er denne overdimensionerede, larmende og strengt taget skamløst smagløse film hele vejen igennem. Men den rummer trods alt en form for moralsk-politisk holdning - banal, men behjertet - og først og fremmest byder den på flere dramatiske højdepunkter end 20 normale film tilsammen. Mere kan man ikke forlange, selv om mindre kunne have gjort det.