Modige modne kalenderpiger

Film. Den autentisk baserede »Calendar Girls« er en opmuntrende og livsbekræftende komedie.

Julie Walters, 53, (til højre) hadede nøgenoptagelserne, mens Helen Mirren, 58, ville have haft det fint med at gå længere, end tilfældet blev. Her er de fotograferet på Cannes Festivalen 2003 af Maria Hedegaard.
Julie Walters, 53, (til højre) hadede nøgenoptagelserne, mens Helen Mirren, 58, ville have haft det fint med at gå længere, end tilfældet blev. Her er de fotograferet på Cannes Festivalen 2003 af Maria Hedegaard.
Smilende husmødre smider tøjet!

Det er vel en nyhed, der fanger interessen, og medierne bliver også helt vilde, da en gruppe midaldrende damer i Yorkshire lader sig fotografere nøgne til en kalender for at skaffe penge til det lokale hospital. Baggrunden er tragisk, idet en af kvindernes ægtemand er død af leukæmi på hospitalet, og billederne i kalenderen er ikke ligefrem frivole - potteplanter, køkkenredskaber og deslige dækker over de mest intime dele af damernes anatomi - men begge dele gør kun historien endnu bedre.

Her er med andre ord tale om en saftig sensation af ærbar karakter, men netop den opsigtsvækkende kalenders diskrete skildring af afklædthed gør den pikant på en sødmefuld og sexy måde, og Nigel Coles lifligt underholdende film fortæller om den i den muntre og livsbekræftende stil, som vi kender fra optimistiske socialrealistiske komedier som Peter Cattaneos »The Full Monty« og Stephen Daldrys »Billy Elliot«. Man kan ikke kalde »Calendar Girls« for eskapistisk, eftersom den er baseret på autentiske begivenheder, men den fungerer på samme måde som vellykket eskapisme, idet den for en stund får livet til at virke lysere og lettere.

Således er »Calendar Girls« en solstråle- og succeshistorie, men ikke uden knaster og konflikter, for berømmelse har jo sine omkostninger, især når den melder sig meget brat. De uforfærdede kvinder fra Yorkshire bliver så populære, at de hentes til Hollywood for at medvirke i The Jay Leno Show, og det betyder desværre, at filmen om dem kulminerer godt og vel midtvejs, da kalenderen bliver udsendt og helt uventet vækker kolossal opsigt. Den følgende rejse til USA rummer slet ikke samme følelsesmæssige punch og er faktisk tæt på at ligne et antiklimaks, men heldigvis kan det aldrig gå helt galt, når hovedrollerne spilles af Helen Mirren og Julie Walters i spidsen for et dusin af Englands bedste modne (og modige) skuespillerinder.

Genert fotograf
Mest morsom er filmen dog ubetinget i de tidlige sekvenser, hvor de djærve nordengelske husmødre diskuterer indbyrdes, om de virkelig vover at vise deres ikke særlig fotomodellignende kroppe frem, samt i de kostelige scener, hvor de opfindsomme nøgenbilleder bliver taget af en ung mandlig fotograf, der er mindst lige så genert som kvinderne. Her er både højt humør og godmodig satirisk brod (ægtemændene samles på den lokale pub og mukker tavst), mens andre elementer i historien - især reaktionen hos ledelsen af den dydsirede forening Women's Institutes, som kalenderkvinderne er medlemmer af - virker en anelse påklistrede for smil-gennem-tårer-effektens skyld.

Alt i alt er »Calendar Girls« dog en feel good-film, som virkelig sætter sin tilskuer i opstemt stemning, og hvis ikke hovedpersonerne var taget på den pokkers tur til Hollywood, havde man jublet af begejstring. Nu tvinges man til at tage et surt lille forbehold, men gør det alligevel med et lettere henført smil på læberne.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.