Avatar-elskere kan se frem til nye sælsomme skabninger på planeten Pandora og en helt ny actionscene.
24. august 2010, 11:01
Kasseapparaterne vil formentlig klinge lystigt - igen - når James Camerons i forvejen 2 timer og 42 minutter lange science fictionfilm "Avatar", der allerede har indspillet mere end 2,7 mia. kroner - på fredag bliver relanceret i en endnu længere version. Præcis otte et halvt minut er føjet til filmen med nye scener og skabninger fra planeten Pandora.
Og der kommer mere. Den 2D DVD og Blue-Ray Disc, som filmselskabet sender i handelen til november, bliver mindst 16 minutter længere end den oprindelige biograffilm.
- Vi har prøvet at se på folks reaktioner på filmen og givet dem mere af det, de gerne vil se, siger "Avatar"s producer, Jon Landau ifølge Reuters.
Helt nye figurer
De 16 minutter vil ikke føles, som om de er klistret på filmen, men optræder som en naturlig del, bl.a. som uddybning af forskellige centrale scener, forsikrer han. Der er imidlertid også tilføjet helt nye figurer og en ny actionscene.
- Ca. hver 15. minut vil man opleve noget, man ikke hidtil har set. Det er ret cool, siger distributionschef Bruce Snyder.
Herhjemme får "Avatar" version 2.0 "special repremiere" i Imperial i København den 16. september, oplyser salgs- og marketingchef Jacob Elkær-hansen fra Nordisk Film Biografer, som ikke har planer om at vise filmen andre steder i landet. Filmen spiller 14 dage.
3D DVD-versionen af "Avatar" kommer først på markedet i løbet af 2011, når flere private har anskaffet det nødvendige hjemmeudstyr til at se 3D, forlyder det fra Fox og James Camerons Lightstorm Entertainment.

































