Film

Kunst og drama bag tremmer

Paolo og Vittorio Tavianis »Cæsar skal dø«, der vandt årets Guldbjørn i Berlin, varer kun 76 minutter, men bliver ved at rumstere i baghovedet længe efter takket være en fascinerende sammenblanding af virkelighed og fiktion.

En efter en dukker en flok barske, muskuløse mænd op på lærredet. Først grædende dernæst truende siger de deres navn, og hvor de er født. De er alle indsatte med lange domme i Rebibbia- fængslet i Rom og nu i færd med at kaste sig ud på ukendt vand som skuespillere i en fængselsproduktion af William Shakespeares »Julius Cæsar«.

Alle skuespillere er indsatte, bortset fra én, Salvatore Striano, der er tidligere straffet, men som nu ernærer sig som skuespiller.

Fængslet laver rent faktisk teateropsætninger, men denne her er sat i gang af instruktørerne Paolo og Vittorio Taviani, der på den måde blander virkelighed med konstruktion, på samme måde som de blander Shakespeares ord med fangernes egne.

Det gør »Cæsar skal dø« til et spændende bekendtskab. Ikke mindst fordi det faktisk lykkes brødrene Taviani at lave en virkelig interessant fortolkning af »Julius Cæsar« med de hovedsagelig uerfarne skuespillere, der lader sig opsluge af dramaet om magt, svigt og venskaber, som flere af dem udtrykker en genkendelse i. For måske er livet i mafiaen ikke så forskelligt fra livet i Cæsars følge for 2.056 år siden.

Filmen og stykket er iscenesat med det nedslidte fængsels mange rum og gange som kulisser, der fungerer som et fascinerende beton-ekko af Roms engang så smukt hvide bygninger. Det hele holdt i en blød sort-hvid toneskala, der sender tankerne tibage til den italienske neorealisme.

Angiveligt er fangerne i færd med at øve op til den store premiereaften, men når Brutus og Cassius kigger ud ad et vindue og kommenterer Cæsar og hans følge, bliver det tydeligt, at Paolo og Vittorio på samme tid er i færd med at lave en filmversion af »Julius Cæsar«, en filmatiseret teateropsætning og en fortælling om at være langtidsindsat i et fængsel og pludselig få øjnene op for kunstens skønhed. En enkelt fange udtrykker ligefrem, at mødet med kunsten for alvor har gjort hans celle til et fængsel.

De mange meta-fortællinger bliver til tider en smule for konstruerede, men størstedelen af tiden fungerer det imponerende godt.

Ikke mindst fordi brødrene Taviani lader fangernes nøgne ansigter fortælle om deres historie, smerte og frustration over indespærringen.

Når »Cæsar skal dø« fungerer bedst, får vi et sårbart indblik i fangerne, hvis følelsesladede ansigter, opslugt af skuespillet, står i skærende kontrast til de forbrydelser, der har resulteret i, at flere af dem er dømt til et helt liv bag tremmer for mord eller medlemskab af Camorraen.

En enkelt har forbrudt sig mod anti-mafialoven hele 416 gange, får vi at vide. Men igen. Måske er det også bare en konstruktion og spil for galleriet?

I mødet mellem dokumentar og fiktion er vi tvunget til også at tænke selv.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.