Dansk krigsfilm

I »9. april« genvinder danske soldater deres ære

»9. april« bevarer et menneskeligt perspektiv, der gør den til en oprejsning for de faldne, som eftertiden ønskede at glemme.

Pilou Asbæk og Jannik Lorenzen afventer situationen i »9. april«. Foto: Nordisk Film
Pilou Asbæk og Jannik Lorenzen afventer situationen i »9. april«. Foto: Nordisk Film

Jeg indrømmer gerne, at jeg tidligere har undret mig en smule over, hvorfor man har villet lave en film som »9. april«.

Der er jo helt objektivt mange af verdenskrigens andre slag, der endnu ikke er blevet sat på film, på trods af, at de har kostet tusinder af mennesker livet, og derfor virkede det som at gøre et lidt stort nummer ud af den kun få timer lange »krig«, som blev sat i gang, da de tyske tropper overskred grænsen mellem Danmark og Tyskland.

Det viser sig dog, at der netop er en pointe at sætte fokus på denne konfrontation. Det er nemlig netop, fordi at de dansk-tyske træfninger er så upåagtede af verdenshistorien, at de involverede danske soldater led den dobbelte tort, at eftertiden ikke regnede dem for noget, på trods af at adskillige danskere og tyskere måtte lade livet.

I den henseende er den »9. april« er en oprejsning af disse mænds minde, og der er fint og usentimentalt instrueret af debutanten Roni Ezra.

I de allerførste scener, hvor et dansk cykelkompagni med militær disciplin træner lapning af slanger, får man en flygtig fornemmelse af, at filmen er på vej til en latterliggørelse af den danske indsats, men heldigvis placerer filmen sig så tæt på de enkelte menige og overordnede, at man snart deler den alvor, som de selv føler i den besynderlige situation, hvor den tyske militærmaskine er på vej til grænsen, mens den sønderjydske kommando med vantro lytter til radioordrerne fra København om at forholde sig passiv.

Man fornemmer forbitrelsen hos soldaterne, der ser deres overraskelsesmoment forsvinde i takt med ledelsens tøven, og da tyskerne overskrider grænsen, forstår man de cyklende danskeres frygt for døden foran de tyske tanks.

Pilou Asbæk solid i rollen

Dansk films nye faste ansigt, Pilou Asbæk, er solid i rollen som sekondløjtnanten, der skal træffe de svære beslutninger. Han forstår nødvendigheden af den disciplin, der gør det muligt for de menige at kæmpe uden tvivl, men han betragter heller ikke sine folk som rene robotter.

Krigsfilm er en genre, hvor dramaet som regel bliver trukket meget hårdt op, så hver enkelt beslutning bliver et spørgsmål om liv og død. Tobias Lindholm skal have ros for sit manuskript, der roligt og uhysterisk får opbygget en atmosfære af uvirkelighed hos soldaterne, der time for time kan se konfrontationen nærme sig.

Da kuglerne endelig begynder at fyge, og der bliver kæmpet fra hus til hus, som i en central scene i Haderslev, føles det næsten som lettelse, men kampscenerne er omhyggeligt orkestreret med vægt på realisme snarere end heroisme.

Det er vanskeligt at se »9. april« uden at genkalde sig efterkrigstidens mangeårige debat om, hvorvidt Danmark skulle have kæmpet mere og ydet større ofre. Det er eksempelvis blevet fremført, at en større dansk modstand ville have skænket nordmændene værdifulde timer i organiseringen af deres modstand.

Andre har, afhængigt af tidsånden, vist forståelse for, at man i det store hele undgik en voldsom militær konfrontation, mens Anders Fogh Rasmussen i 00erne tog det store moralske opgør med samarbejdspolitikken under sloganet »Aldrig mere en 9. april«.

»9. april« undlader klogeligt at tage stilling til det rent strategiske spørgsmål om, hvorvidt større ofre og flere døde havde kunnet betydet nogen som helst forskel for den tyske fremmarch, eller i et større perspektiv, for verdenskrigens udfald.

En hård sammenklipning af scener fra den tyske overkommando, til hærledelsen i København og til fronten ville have reduceret denne historie til så meget andet, som man har set på film om verdenskrigen.

I stedet bevarer »9. april« sin meget menneskelige og danske synsvinkel på dette hjørne af verdenshistorien: »Jeg fungerer bare ikke ordentligt, når jeg ikke har fået min morgenkaffe,« vrisser soldaten, der er blevet purret ud af barakken for at cykle til fronten.

Men netop fordi den forholder sig så solidarisk med de enkelte soldater, bliver filmen et forsvar for deres indsats. Det er i kraft af, at filmen viser den pris, som de få måtte betale for de manges ære, at filmen giver modstanden mening.

Hvad: »9. april«. Hvem: Af Roni Ezra. Medvirkende: Pilou Asbæk, Lars Mikkelsen. Hvor: Premiere over hele landet.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.