13. januar 2010, 23:13

Hvis en instruktør ikke kan finde ud af andet, kan han altid lave en film om en instruktør, der ikke kan finde ud af at lave en film.

Det gjorde italienske Federico Fellini i 1963 med den både banebrydende, frodigt fantasifulde og temmelig krukkede »8 «, der nu har fået en opdatering først som musical på teatret og aktuelt som musikfilm - umiddelbart en besynderlig beslutning i betragtning af Fellini-filmens intellektuelt eksperimenterende karakter, men samtidig et oplagt valg, fordi historien er spækket med forførende kvinder, der kredser som skønne møl om den udbrændte instruktør Guido, der skal i gang med at lave en film i Cinecittá uden at have et manuskript eller så meget som en idé.

Han blev hos Fellini spillet ret rørende af charmøren Marcello Mastroianni, mens rollen i »Nine« er fejlbesat med den ganske ucharmerende Daniel Day-Lewis, som er sammenbidt selv når han synger. Det er afgjort ikke for hans skyld, man skal se den nye film, men primært for at lade sig betage af de mange pittoreske italienske locations og besnære af de store sang- og dansenumre, som den ferme Rob Marshall (»Chicago«) har koreograferet på en gammeldags, men vital og yderst virkningsfuld måde.

Historien handler om, at Guido render rundt formummet bag solbriller og cigaretter i et forsøg på at undgå både pressen og sin producent, mens han forsøger at pleje parallelle forhold til hustru, elskerinde og diverse andre damer. De dukker hele tiden op i hans erindringer og fantasier, og dem visualiserer Rob Marshall med en erotisk flair, som på én gang er dragende dynamisk og lettere lummer - »Nine« er spækket med korte skørter, lange støvler, strømpeholdere, pailletter og razzle dazzle.

Det er med andre ord ikke en feminist, der har lavet denne film, men flot og farverig er den, og hvor ofte får man lejlighed til at se Nicole Kidman, Penélope Cruz, Dame Judi Dench, Marion Cotillard og Sophia Loren i samme film? Se den for deres skyld og, hvis man er en mand, for de frække dansenumres.