Fyrstelig fransk feel good-film

Humoristisk drama om et umage venskab mellem en rig mand, der er blevet lam fra halsen og ned og en flabet sort fyr fra gaden indtager verden i et sandt og velfortjent triumftog. Nu er turen kommet til Danmark.

Filmplakat.
Filmplakat.

»De urørlige« er ikke så lidt af et eventyr på flere planer. Filmen er set af flere end 19 mio. mennesker i Frankrig og endnu flere i resten af verden, og det er dermed den mest sete franske film på verdensplan nogensinde. Foran »Dem fabelagtige Amélie fra Montmartre«. Men den er også et eventyr, fordi historien er baseret på en sand og rørende historie om rigmanden Philippe (François Cluzet) og gadedrengen Driss (Omar Sy), der bliver venner for livet. Når det gælder fyrstelig feel good, bliver »De urørlige« svær at overgå.

Og det er bemærkelsesværdigt, at den godhjertede humor aldrig får klichéerne til at eksplodere om ørerne på os i en film med et emne, der ellers traditionelt kalder på de lette løsninger. Philippe er blevet lam fra halsen og ned efter en paraglidingulykke. Han søger efter en ny hjælper, og en flabet og ukoncentreret Driss møder op for at få et afslag, så han uhindret kan indkassere socialhjælp i endnu et stykke tid.

Mesterligt skuespil

Nærmest pr. urinstinkt engagerer Philippe Driss. Han advares af en god ven, der kalder flaben for en mand, der udstråler absolut »ingen medfølelse«. »Det er lige netop ingen medfølelse, jeg vil have,« siger Philippe, og de to opbygger et varmt venskab. Man kan indvende, at der ikke dvæles ved det deprimerende i hverdagen som lam, og at Driss fra gaden ret hurtigt får slebet sine rå kanter til, men »De urørlige« er ikke en socialrealistisk film. Det er et menneskeligt drama, som vi kender det fra andre film, hvor to forskellige miljøer mødes og lærer af hinanden. »Harry og kammertjeneren«, »Driving Miss Daisy« og »My Fair Lady« er blot nogle af de titler, man genkalder sig undervejs. De flyver til gengæld også hurtigt ud af hovedet igen, for »De urørlige« er sin helt egen, når det gælder et talent for at trække os ind midt i følelsesfeltet mellem de to mænd. Helt ind bag de ellers også mange livgivende grin.

Komikeren Omar Sy får en drømmerolle, hvor han kan vise, at han har et mobilt og åbent ansigt og et uimodståeligt smil. Positionen som superstjerne i i hvert fald Frankrig må være sikret i mange år frem. Cluzet har kun ansigtet at spille med som lammet, og det gør han vanvittigt overbevisende ved at lytte og sige ganske få men præcise ord. Omar Sy vandt den franske Oscar, kaldet en Cæsar, men her burde filmakademiet have gjort en undtagelse og givet de to skuespillere en fælles pris, for de er lige mesterlige.

En organisk lykkepille

Temaerne er nogle af de helt essentielle som venskab og angsten for at blive hjælpeløs, og de er heldigvis overdrysset med humor og godt humør. »De urørlige« er en herligt fordomsfri film, der åbner verden hen imod tolerance på tværs af sociale skel og forskellig hudfarve.

Hvorfor den virker så godt, kan være svært at argumentere for, og historien kan lyde banal. Traileren yder for eksempel heller ikke filmen retfærdighed, for det er i alle følelserne mellem de humoristiske højdepunkter, at meget af kvaliteten ligger. Se den hvis du er et blødt menneske, og se den hvis du er lidt af en kyniker. Bare se den. Magen til organisk lykkepille kan man ikke få i biograferne i år.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.