TV-serie

Farvel til pengene

I femte afsnit af DRs »Bedrag« er Nikolaj Lie Kaas’ direktør Sander for alvor ved at blive en dansk pendant til J.R. Ewing fra »Dallas«.

Nikolaj Lie Kaas fatter atter interesse for sin chefjurist Natalie Madueño. Men det er ikke til at vide, hvad hans motiv er. Foto: Christian Geisnæs
Nikolaj Lie Kaas fatter atter interesse for sin chefjurist Natalie Madueño. Men det er ikke til at vide, hvad hans motiv er. Foto: Christian Geisnæs

Man må modvilligt beundre Nikolaj Lie Kaas’ karakter i DR-serien »Bedrag«, der søndag aften nåede midtvejs med et fermt turneret femte afsnit.

Direktør Alexander »Sander« Sødergren har tilsyneladende fortrudt, at han afviste sin chefjurists tilnærmelser, for pludselig virker han atter interesseret i Claudia. Men er det erotisk eller en strategisk interesse?

For da han opdager, at hun småkærester med Thomas, der repræsenterer en af de investorer, der helst skal bakke op om Energreens børsnotering, mister han ikke fatningen et sekund.

»Han virker som en fin fyr. Læg et godt ord ind for os,« siger den skamløse Sander til Claudia (Natalie Madueño), der dog har fået sin egen tvivl om den virksomhed, Sander bestyrer. Er det bare luftkasteller det hele – den oppustede markedsværdi, den hemmelige superlederfabrik i Polen og Sanders aldrig svigtende beslutningsevne?

Ét synes sikkert. Det er lykkedes manuskriptforfatter Jeppe Gjervig Gram, instruktør Per Fly og ikke mindst skuespiller Nikolaj Lie Kaas at etablere direktør Sander som en dansk pendant til den skurk, som alle elskede at hade i 1980erne: J.R. Ewing.

Ligesom denne texanske oliemagnat i »Dallas« synes Sander kronisk i færd med nye intriger. Bar Sander moustache, ville han gnækkende rulle dens spids mellem tommel- og pegefinger. Det er fin underholdning.

Rockere bliver hyret til hvidvask

»Bedrag« modstiller de dumme på bunden af samfundet med de smarte i toppen, og ligesom markedsværdien af Energreen står i fare for at forsvinde ved finansjournalisten Mia Hermansens gravearbejde, forsvinder Bimses (Lucas Hansen) og Nickys (Esben Smed) to millioner euro i armene på en rockerbande, som Nickys svigerfar har hyret til at hvidvaske pengene.

Bimses svage joke om at rockere er latterlige, fordi de bor i rockerborge, er en ringe trøst: (»Hvorfor hedder det en rockerborg, når det bare er et hus med et hegn om? Leger de rollespil?«)

Men Nickys hemmelige plan om at bruge et regnskab fra Energreen til at lave flere penge, virker decideret farlig. Mon ikke det bliver det regnskab, der igen knytter drengene sammen med de lurvede spekulanter, der kan vise sig at være lige så farlige som de frygtede rockere.

Strømermakkerne Mads og Alf (Thomas Bo Larsen og Thomas Hwan) gennemspiller stadig nogle af de ældste druktur-klichéer i TV-dramabogen.

Men Alf får mere kant, da han viser sig at have en affære med en finansjournalist, og Mads får sig en gedigen mavepumper, da han vil tale ud med sin sidespringende hustru Kristina (spillet af Line Kruuse), som han råbte meget Thomas Bosk af i forrige afsnit.

»Jeg tilgiver dig. Vi glemmer, hvad der er sket og vi finder ud af det,« siger Mads flot, men det er bare ikke ham, der sætter dagsordenen.

»Og jeg tror ikke, vi skal være sammen længere,« siger Kristina, så forholdet med et slag fordamper som endnu et luftkastel.

Hvad: »Bedrag«.

Hvem: Instrueret af Per Fly, manuskript af Jeppe Gjervig Gram. DR1 søndag aften.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.