11. juni 2010, 10:46

Nøj! Wow! Hold da op! Øjnene spiler sig op til dobbelt størrelse, og underkæben falder ned på brystet med et klask.

Så imponeret, benovet og begejstret bliver man ved mødet med en håndfuld værker, der med et langt og besværligt ord hedder animationsafgangsfilm, men som selv hverken er lange eller besværlige. De er derimod lysende eksempler på, at de unge menensker, der nu er uddannet på Den Danske Filmskoles afdeling for animationsfilm - der nogenlunde svarer til det, som man i gamle dage kaldte tegnefilm og dukkefilm - er helt usædvanligt dygtige og talentfulde.

Lad os først fortælle, at en af de fem nye filmskabere har gjort noget, som aldrig er forsøgt før. I stedet for at lave en film som sin afgangsopgave har Søren Fruergaard skabt noget så avanceret som en interaktiv netavistegneserie, hvor læserne er med til at styre begivenhederenes forløb ved at klikke udvalgte steder på de tre daglige paneler. Endnu er den enestående serie ikke taget i brug, men man kan snuse til den på www.klikifamilien.dk.

Særest blandt de fire film er Helena Franks tegnefilm »Heavy Heads«, der i sort/hvide - eller snarere lysegrå - og skarpt stiliserede billeder fortæller om en stramtandet gamel dame og hendes kærlige køkkenflue. Det er absurdistisk og lidt uhyggeligt i en streg, der får én til at tænke på den britiske tegner Gerald Scarfe, og det er ganske afgjort ikke for børn.

I swingerklubben

Det samme kan siges om Tor Fruergaards »Venus«, som må være verdens første stop-motion dukkefilm med erigerede peniser. Den handler humoristisk om et ægtepar, hvis sexliv er gået i stå, og som derfor besøger en såkaldt swingerklub, hvor alt går meget anderledes end forventet. »Venus« er saftigt satirisk og trods sine frimodige sexscener meget moralsk på en romantisk og tolerant måde.

Paw Charlie Ravns 2D-tegnefilm »To venner« foregår i en fremtid, hvor alle kvinder er døde, og hvor længslen efter dem gør mænd farlige. To drenge er hovedpersoner i en historie, der er grum og skræmmende, men samtidig betagende smukt fortalt i storslåede arkitektoniske tableauer, der giver associationer til såvel Rom som til dunkle drømme om steder, som slet ikke findes. På én gang dragende og nagende.

Prikken over i'et og rosinen i pølseenden er Rickard Stampe Söderströms computeranimerede »Julegrisen«. Den foregår i København i 1932 og har som hovedperson en tyk lille gris, der fortvivlet forsøger at undgå at ende som julemad, hvad der betyder, at filmen genremæssigt både er en komedie, et drama, en gyser og sågar en musical.

Det mest fantastiske er imidlertid, at »Julegrisen« ligesom Aleksander Sokurovs russiske »The Russian Ark« og Linda Wendels danske »One Shot« er formet i én eneste lang, uklippet kamerabevægelse. Det lyder absurd, når der er tale om en animationsfilm, men er ikke desto mindre rigtigt og gør filmen svimlende virtuos, elegant, vittig og raffineret. »Julegrisen« er et mesterværk.