Det var en rørende dokumentarfilm om Tommy Seebach.
Han var gennemmusikalsk. Vi har meget at takke ham for.
Vi glemmer heller ikke glimtet i hans øjne.

I spiller en sang sidst i filmen "Tommy" ved i hvad den hedder?

Tommy Seebach hyggede sig alene med en tjener over en kop sort kaffe blot 12 timer før sin alt for tidlige død mandag den 31. marts 2003 på Dyrehavsbakken i København, hvor den 53-årige folkekære sanger og musiker pludselig styrtede omkuld med et hjertestop, som ingen af de tililende mennesker var i stand til at redde, selvom de gennemførte adskillige forsøg på genoplivning.

På det tidspunkt havde Tommy Seebach lagt både alkohol og cigaretter bag sig i 14 måneder, fordi han kæmpede en personlig hård kamp for igen at vinde sin families kærlighed, respekt, tillid og troværdighed, som han igennem så mange år havde sat komplet over styr på grund af et vanvittigt og ukontrolleret alkoholmisbrug, men også for at komme tilbage til en god karriere med 6-8 store jobs hver måned rundt omkring i landet.

Lad os et kort øjeblik skrue tiden retur til januar 2002.

Frem til dette tidspunkt – 14 måneder før sin tragiske bortgang – drak Tommy Seebach øl og spiritus i store mængder fra han stod op til han gik i seng, og han brugte tusinder af kroner på månedlige regninger til ”Café Borup” og ”Indskudspubben” samt ”Café Posthuset” på Borups Allé på Frederiksberg i København, hvor sangeren boede i en mindre lejlighed, og hver aften gik døddrukken i seng.

En torsdag eftermiddag i januar 2002 stod Tommy Seebach i vanlig stil godt beruset i baren på ”Café Borup”, da børnene Rasmus og Maria kom ind ad døren med et rasende blik i øjnene. Tommy havde brændt dem og familien af på en konkret aftale samme dag. Ungerne skældte ham hæder og ære fuld, hvorefter de forlod ham med bemærkningen om, ”at vi skammer os dybt over dig, far, du er simpelt hen bare en fordrukken sut”.

Tjeneren på ”Café Borup” overhørte sammen med flere af stamgæsterne de hårde skældsord fra børnene Rasmus og Maria, der efterlod en lamslået Tommy Seebach med opsvulmede alkoholiserede våde læber. Han stirrede med grædende øjne på tjeneren, der indtil da på alle sine vagter havde været med til at servere for ham og sagde:

- Det her kan jeg ganske enkelt ikke bære. Nu er det slut. Færdig. Punktum. Finale. Nu stopper jeg èn gang for alle med at drikke. I morgen går jeg op til min læge og får en flydende indsprøjtning med antabus, og jeg holder antabussen hele vejen igennem, for jeg vil under ingen omstændigheder miste hele min familie på grund af min sindssyge livsførelse.

Herefter gik Tommy Seebach ud af døren og hjem i sin lejlighed. Han ringede til sin bedste ven og roadmanager Arne Bille, der havde arbejdet hårdt og loyalt for ham gennem flere år, og som stod ved hans side nærmest døgnet rundt efter det første barske hjertestop den 25. januar 2001 på ”Café Posthuset” på Frederiksberg.

Tommy Seebach gentog det samme over for roadmanager Arne Bille, som han udtrykte til bartenderen på ”Café Borup”, nemlig at han fra den ene dag til den anden ville stoppe med at drikke, fordi han efter konfrontationen med børnene på caféen endegyldigt forstod, at han ville miste deres og ekskonen Karens sidste rest af respekt og kærlighed, hvis ikke hans skadelige umådeholdne drikkeri stoppede nu.

Og han gjorde det.

Dagen efter dukkede Tommy Seebach som vanligt op på de nævnte tre caféer på Borups Alle på Frederiksberg, men nu var bajerne, unterbergerne og whiskysjusserne skiftet ud med kaffe eller sodavand. Men ikke bare det. Blot tre uger senere meddelte denne utrolige folkelige sjæl, at han også var stoppet med at ryge 60-80 cigaretter om dagen, og i løbet af ganske kort tid blev han et helt andet positivt og dejligt menneske at tale med.

Tommy Seebachs fantastiske styrke, mod, vilje og talent til at lægge 30 års druk og rygning bag sig i de sidste 14 måneder af sit liv, var drevet af et ubændigt ønske om, at hans elskede Karen og børnene ville tage ham tilbage, så han ikke længere skulle bo alene i en lille lejlighed. Men i stedet kunne leve et kærligt og trygt liv i familiens rammer, så han anno 2010 blandt andet kunne have nydt den formidable succes for sønnen Rasmus Seebach.

Kun èn gang i perioden fra januar 2002 til sin død i marts 2003 tog Tommy Seebach en større druktur, hvilket skete i forbindelse med lukningen af sæsonen på Dyrehavsbakken, hvor den elskede popstjerne optrådte seks gange om ugen hos sin gode ven Busser i “Bakkekroen”. Men allerede dagen efter stod han på ”Café Borup” og sagde:

- Hold da kæft, det her gør jeg aldrig mere, mand. Jeg troede et øjeblik, at jeg kunne drikke med lidt måde. For pokker, jeg har det ad helvede til. Dundrende hovedpine og brækfornemmelser. Nåh, men så fik jeg da i hvert fald endegyldigt slået fast, at jeg ikke længere kan tåle at drikke noget som helst.

Siden rørte han knap nok èn dråbe.

Tommy Seebach døde imidlertid unødigt tidligt på grund af sin egen stolthed og ære, fordi han torsdag den 27. marts 2003 ikke ville låne 1.200,00 kroner til sin hjertemedicin af restauratør Stig Pedersen på ”Café Borup”, der gennem et år udtrykkeligt havde instrueret sine tjenere om, at hvis Tommy umiddelbart manglede penge til sin hjertemedicin, skulle man som tjener omgående låne ham dem fra kassen.

Denne torsdag sad Tommy Seebach i baren på "Cafè Borup" og rodede med sine recepter og udtrykte irritation over, at han skulle bruge så mange penge på hjertemedicinen. Den var en konsekvens af ”ballonudvidelsen”, som var blevet indopereret et år tidligere. Tjeneren stod med de 1.200 kroner i hånden på vegne af restauratøren og sagde, at nu skulle han gå hen på apoteket og købe sin hjertemedicin, men han nægtede at tage imod dem.

- Nej, jeg vil ikke låne penge af nogen, for jeg skal nok klare det indtil på mandag (dødsdagen), hvor jeg skal have min første ugeløn fra “Bakkekroen” på Dyrehavsbakken, sagde Tommy Seebach til caféens tjener. Herefter gik han ud af døren med en bemærkning om, at han ikke ville høre mere tale om, at låne de 1.200 kroner af caféens ejer til sin livsvigtige hjertemedicin.

Hans sidste aften i live købte han en shawarma i en forretning og ringede til roadmanageren Arne Bille og spurgte til, om de ikke skulle mødes til lidt hygge på “Café Borup”. Men hans gode ven sagde nej på grund af tidspunktet, fordi han vidste caféen lukkede klokken 22.00 søndag aften den 30. marts. Alligevel bankede Tommy Seebach på caféens dør, hvor tjeneren var i gang med dagens nedlukning. Han blev lukket ind, fik en kop sort kaffe og sodavand, og sammen havde de to som altid en god og hyggelig sludder om alt muligt.

Tommy Seebach sagde med et venligt smil til caféens tjener, ”at som du kan se har jeg overlevet uden min hjertemedicin i tre dage. Alt er bare i orden. Men nu kører jeg ud på Dyrehavsbakken i morgen og henter løn på “Bakkekroen”, og får købt min hjertemedicin, så hverken du eller andre længere skal bekymre jer for mit helbred”.

Mindre end 12 timer efter døde Tommy Seebach i armene på flere af de ansatte på Dyrehavsbakken, fordi han fik hjertekramper på grund af den manglende indtagelse af hjertemedicinen gennem tre dage. Tænk hvis tragedien med et hjertestop var sket bare 10 minutter forinden i hans bil, da han med 60-70 kilometer i timen kørte mod Klampenborg for at hente sin løn. Men han døde heldigvis mellem armene på mennesker, der elskede og forgudede ham som en dejlig person.

Personligt er jeg ikke det mindste i tvivl om, at Tommy Seebach lige nu sidder og smiler kærligt i sin Himmel over den enorme succes, der er kommet hans søn Rasmus til del i de sidste par år, og han ville i dag være hans bedste ven og rådgiver med hensyn til showbusiness.

Jeg er også helt overbevist om, at Tommy Seebachs elskede Karen, mor til hans tre dejlige børn, ville have givet ham en ny chance i ægteskabet efter afslutningen på mange års ufattelig druk, så de sammen kunne have nydt børnenes succes og relanceringen af hans egen store flotte produktion af dejlige popsange gennem 30 år.

Dette "input" om Tommy Seebach er skrevet i et brændende ønske fra min side om, at befolkningen ikke skal huske den folkekære kunstners sidste dage som en mand, der faldt død om på grund af druk, når sandheden er, at han fra det ene øjeblik til det andet holdt op med at drikke og ryge 14 måneder før sin tragiske død.

Jeg var den omtalte tjener på “Café Borup”.

Tommy var et fint og talentfuldt menneske som bragte glæde til mange mennesker. Hvad kan man forlange mere?