13. januar 2010, 22:30

Det begynder med, at en rytter styrter på grund af et stykke ståltråd, som nogen ondskabsfuldt har spændt ud. Siden bliver det værre.

Det foregår umiddelbart inden Første Verdenskrigs udbrud i en tysk landsby præget af næsten feudale klasse-skel. Bønderne er nærmest livegne, baronen bestemmer, og lige under ham rangerer den tyranniske præst og den incestuøse læge, mens den unge skolelærer befinder sig længere nede i hierarkiet. Til gengæld er det ham, der som gammel mand på lydsporet fortæller om de mærkelige begivenheder, der udspillede sig i landsbyen, og som han hverken kan forstå eller forklare.

Det kan vi andre heller ikke, for »Det hvide bånd« er en film af Michael Haneke, og han bryder sig ikke om at skære tingene ud i pap. Han har rystet os med værker som »Benny's Video« og »Funny Games«, og han har drillet os med den gådefulde »Skjult« - som den nye film er i slægt med, så sandt som de begge rummer mysterier, hvis løsning vi selv må tænke (eller gætte) os frem til.

Rytterstyrtet efterfølges af en række både grumme og uforklarlige tildragelser. En lade brændes ned, en dreng bortføres og mishandles, folk forsvinder sporløst. Michael Haneke røber ikke, hvem der står bag disse ugerninger eller hvorfor, men man kan betragte landsbyens børn og bemærke, hvordan de altid forlader skolen samlet og aldrig bare går hver til sit. Man kan studere deres alvorlige ansigter med de insisterende øjne, og man kan uvilkårligt komme til at tænke på film som »Village of the Damned« og »Children of the Corn« - associationerne giver kuldegysninger og antyder, at børnene i Hanekes film som de nederste i en hakkeorden baseret på undertrykkelse og brutalitet hemmeligt hævner sig. Måske.

Konkret had

Denne Guldpalme-vinder er en lang film, skønt den ikke føles sådan, og kan ligne et værk skabt af Carl Th. Dreyer og Alfred Hitchcock i fællesskab. Den er formet i sort/hvide billeder ikke præget af skarpe kontraster mellem lys og skygge, men af bløde konturer i scenerier fyldt med solskin og frodige landskaber, skønt emnet bag den falske idyl kan siges at være ondskab - ikke i abstrakt metafysisk forstand, men mere konkret som et socialt betinget had.

Dog er dette ingen vrængende misantropisk film. Tværtimod er den fyldt med sympati for de undertrykte og de misbrugte, og især i skildringen af forholdet mellem den unge lærer og hans bly kæreste har den kønne, sarte og rørende øjeblikke.

Verden er kompliceret. Den rummer ingen facitliste eller anmærkning om, at »de rigtige svar står på side 16«, og det gør Michael Hanekes foruroligende og flertydige film heller ikke, for den begavede østriger har respekt for sit publikum og serverer aldrig lette løsninger. Men med bister mine og varmt hjerte skænker han os nogle af tidens mest stimulerende, udfordrende og anfægtende værker, og »Det hvide bånd« er sådan et værk. Samt et mesterværk.