»Englen« er et usædvanligt rent og råt indblik i den knusende sociale arv og et drama om en kvindelig misbruger, der forsøger at bryde den ved at give sin datter væk.
24. december 2010, 17:07
af 6 stjerner
Det ligner en trend. Thomas Vinterbergs »Submarino« skildrer en heroinmisbruger og hans lille søns relation. Og mens vi venter på en dansk biografpremiere på Pernilla Augusts instruktørdebut »Svinolängorna« med Noomi Rapace som barn af kvartalsdrankere, kommer nu den norske »Englen«.
»Englen« handler om pigen Lea, der vokser op som centrum for sine forældres kærlighed i et lille hus på landet, hvor den snorlige række af stedmoderblomster langs banelinjen bøjer sig for forbigående tog i subtil symbolik. For ligesom de små blomster er Lea prisgivet omgivelserne. Da faren dør af kræft, får hun en stedfar, alkoholikeren Ole, der tæver moren og terroriserer Lea.
»Mor svigtede aldrig nogen, heller ikke Ole,« opsummerer pigen som voksen. Men vist svigtede hun sig selv og mest sin datter. Det er kernen i udviklingshistorien i den norske Oscar-kandidat om en stofmisbruger, der på eget initiativ giver sin datter bort, da heroinmisbruget sætter babyen i en kronisk tilstand af uro.
Knusende social arv
Det er en sørgeligt aktuel problemstilling, »Englen« sætter på spidsen, når Margreth Olin spørger, om det at give afkald på sit barn kan være ensbetydende med at give det et godt liv. Måske Leas lille datter en dag selv kan ytre sig på vegne af børn i hendes situation.
I mellemtiden beriger Margreth Olin os med »Englen«, hvis titel refererer til heroinen og til barnet, der berøves et liv af den knusende sociale arv.
Hvad gør man for eksempel, når man vågner om morgenen, og det eneste, der er i huset, er øl? Allerede som skolepige slår Lea uundgåeligt ind på den tragiske vej, moren og Ole slingrer ad.
»Englen« er utrolig rent fortalt i billeder, der først vækker nostalgi efter 1970erne, men så åbner for et kig ind til den parallelle verden, børn af misbrugere og voldsmænd lever i. Dokumentarfilminstruktørens første fiktionsfilm springer nogle steder over vigtige mellemregninger, men er forbløffende velspillet af svensk-norske Maria Bonnevie og svenske Gunilla Röör, der tegner moren, så man må hele følelsesregistret igennem i sin opfattelse af hende. Et stærkt bidrag til en ny nordisk subgenre af poetisk socialrealisme.
