TV

Dødbringende politisk ambition

De første 13 afsnit af »House of Cards« med Kevin Spacey som gennemført diabolsk amerikansk toppolitiker er en i særklasse vellykket serie, som kun kan ses på Netflix.

Januar 2013, den nyvalgte, demokratiske præsident skal sammensætte sit kabinet. Skuffelserne står i kø. Det handler om »hybris og ambition« siger den iskolde amerikanske toppolitiker Francis Underwood (Kevin Spacey) i første afsnit af den fiktive serie »House of Cards«, og den underskønne, kælderkolde kone, Claire (Robin Wright), replicerer: »Jeg accepterer ikke den slags undskyldninger«.

Francis »Frank« Underwood, Demokraternes indpisker i Repræsentanternes Hus, står nemlig til at blive amerikansk udenrigsminister efter valgsejren 2013. Han har skrevet partiets detaljerede program som skulle være den nye administrations platform. Men den nyvalgte præsident Walker, som Underwood har været nær partner med i politik, vil det helt anderledes. Franks magtbegær er fremdriften, selve motoren i fortællingen.

At det er gevaldig dumt af præsidenten står straks klart, for Frank henvender sig nemlig direkte til os som seere med et blik mørkt af vrede, som kun karakterskuespilleren Kevin Spacey formår det.

»Den fjerde mur« kalder man det fænomen, når hovedpersonen henvender sig direkte til os som publikum. Tricket kender vi fra litteratur, teater og film i vidt forskellige afskygninger. I den klassiske græske tragedie »Medea« – der i blindt raseri myrder sine børn – appellerer koret til publikum, Rousseau gjorde det i sine skrifter, Joseph Conrad i romanen »Mørkets hjerte«.

Ved at henvende sig direkte til os seere, nedbrydes en grænse, vi bliver medvidere til det, der sker, vi ved mere end omgivelserne i serien, og fiktionen kommer dermed til at se ud som den virkelige virkelighed.

Som seer bliver man en slags medsammensvoren, vi følger kynismen, den menneskefornedrende attitude, eller man bliver dybt frastødt. På den måde kan Kevin Spaceys dæmoniske politiker også virke handlingsanvisende på os, fordi seriens nærmest stoflige autenticitet kalder på en reaktion – den del svarer til den »fremmedgørelseseffekt« som Bertolt Brecht arbejdede med, når han ville have publikum ud af kukkassen, så de selv kunne handle.

Postmoderne greb

Uanset omstændighederne taler Frank således direkte til os, så vi kommer ind bagved. På et tidspunkt må han tage til sin valgkreds, hvor en ung pige er død i et biluheld, en sag om trafiksikkerhed, hvor Frank som lokal repræsentant har en nøglerolle. For at modstanderne ikke skal trænge ham op i en krog, prædiker han i den kirke, den dræbte piges familie kommer i – så gribende er det, at hårdkogte seere får aktiveret tårekanalen for så at tale direkte til os og fortælle, hvor dybt åndssvagt det dog er, at han skal stå her og servere den slags mundsvejr.

Dette postmoderne greb suppleres af hypermoderne virkemidler, f.eks. når der popper facebookchat op på skærmen, når Frank har gang i en hemmelig dialog med protegeen, avisjournalisten Zoe Barnes (Kate Mara), der er ambitiøs og sulten efter en karriere på mediernes solside og er villig til på enhver tænkelig måde at gå i kanen med Frank og droppe enhver etisk overvejelse for at få gevinst. Hvem der i det spil udnytter hvem, er ikke til at sige, men det tilfører forholdet en pirrende dialektik, som ikke bliver mindre fascinerende, da Franks hustru Claire tilsvarende er villig til at udlåne krop og sjæl, hvis det gavner.

Forlægget bag serien kommer fra den fhv. konservative toppolitiker & -rådgiver Michael Dobbs romantrilogi »House of Cards« fra 1989-95, der blev filmatiseret af BBC i en form, der lå tæt op ad romanerne. Dobbs er en ferm forfatter, der siden har skrevet adskillige, underholdende politiske og historiske knaldromaner.

Dobbs replikskifte

I den gamle miniserie var det Ian Richardson, der var hovedperson, udstyret med et reptilagtigt, uudgrundeligt blik, der kunne skræmme de fleste. Richardson spiller den konservative toppolitiker Francis Urquhart, der først er chefindpisker for en Tory-regering med den hemmelige ambition at blive premierminister ved et gennemført uoprigtig, beskidt spil. Det når han sidst i første bind, i andet bind starter han sin regeringsperiode, der er grundlagt på del og hersk-taktik, mens han i tredje bind til sidst bliver indhentet af historien for til sidst at blive myrdet efter ti år som frygtet premierminister.

Mens der i den gamle serie var tendens til lidt komik i form af karikerede giftblandere, såsom politikerhåndlangere, fulde journalister, grovskæreragtige chefredaktører og spytslikkere, er komikken hevet ud af den nye serie, der står mere rent og helstøbt.

At Michael Dobbs har dannet baggrund for den amerikanske serie, ser man i at flere replikskifter er identiske med den gamle, f.eks. når Frank svarer Zoe på hendes skarpe spørgsmål til de lette antydninger af isbjerge af skandaler, som ligger under den let synlige vandoverflade: »Det kan du meget vel tro, men det kan jeg umuligt kommentere«.

Højt tempo

Ægteskabet mellem Frank og Claire er som et forretningsforetagende. Hun, der er direktør i en godgørende NGO, udtrykker det godt, da hun i afsnit 12 spørger: »Hvad tror du, vores chancer er«, netop som Frank står over for det endelige magtmæssige gennembrud med plads i Det Hvide Hus.

»Ideologi er for lænestolsgeneraler. Det kan jeg ikke bruge til noget«, siger Frank Underwood et andet sted. Der er kun den nøgne magt, kynismen, menneskeforagten, stræben efter storhed. Alle opskrifter på hybris, og vi er tæt på et nemesis, da vi når til afslutningen af 13. afsnit, der slutter med en cliffhanger af format. Her får Frank tilbudt posten som vicepræsident, som han er kommet frem til ad en vej, brolagt med brudte skæbner, dunkle skaktræk og skurkestreger.

Fortællingen kører hele vejen i et højt tempo, og Franks fremgang er ubestridelig, indtil hans betydelige mængde ugerninger henimod sæsonafslutningen suppleres med det ultimative normbrud, nemlig et mord. Franks vej til den absolutte top trues således af medieafsløringer, som involverer Zoe, og da forholdet til Claire kortvarigt er i krise, bliver spændingen ulidelig.

Men vi får vente på mere, og i denne tid er de næste 13 afsnit ved at blive indspillet for Netflix. Mit gæt er, at denne perfekt eksekverede, smukt filmede serie vil få et stort publikum.

Frank Underwood er som et mørke, der rækker ud efter mørket. Det er svært ikke at tænke på William Shakespeares figur »Richard III« (1597), den diabolske tronprætendant, der vil myrde på sin vej til tronen. Den store Shakespeare-fortolker Ian McKellen lagde skikkelse til i filmen af sammen navn fra 1995.

Til gengæld må man italesætte den underliggende ideologi, der tydeligvis afspejler det forstemmende syn på politik, at det er en ormegård, hvor enhver er sig selv nærmest. Det er antitesen til den ideelle bestræbelse, politik også udgør, og som vi i denne tid ser Danny Day Lewis udtrykke i skikkelse af præsident Abraham Lincoln, der i Steven Spielbergs filmatisering taler til kongen i os. Frem for til stodderen.

Aktuelle job lige nu

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.