Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Danske film blandt verdens bedste film

To danske instruktører er på filmbladet Empires liste over filmhistoriens 100 bedste ikke-amerikanske film.

Den danske mesterinstruktør Carl Th. Dreyer er ikke kommet med, men det er hans meget yngre kolleger Thomas Vinterberg og Lars von Trier.

Det drejer sig om det førende filmblad Empires netop offentliggjorte liste over filmhistoriens 100 bedste ikke-amerikanske film. Listen er sammensat i anledningen af VM i fodbold, hvor andre nationer end den amerikanske må forventes at gøre sig gældende. Verdens bedste ikke- amerikanske film er, ifølge denne liste, Akira Kurosawas ”De syv samuraier” fra (1954), der også er Berlingske Tidendes filmredaktør Ebbe Iversens favoritfilm.

På listen, der tæller sydamerikanske, europæiske afrikanske og asiatiske film, ligger Thomas Vinterbergs ”Festen” på en 54. Plads, mens Lars von Triers ”Idioterne” kommer ind på en 76. Plads.  Von Triers andre film, der normalt nævnes som hans vigtigste, heriblandt ”Breaking The Waves” og ”Forbrydelsens Element” er ikke kommet på listen.

Vinterbergs film ”Festen”, fra 1998, var den første officielle dogme-film, og beskrives af Empire som ”morsom og foruroligende, hjemmelavet og helstøbt, fuld af modsætninger der passer perfekt sammen”. Lars von Triers ”Idioterne” (1998) kaldes ”kontroversiel” og ”filmkunst med nosser”.

De ti film, der topper Empires liste, er, i omvendt rækkefølge:
10. Chihiro og heksene (2001) Instrueret af Hayao Miyazaki.
9. Frygtens pris (1953) Instrueret af Henri-Georges Clouzot
8. Det syvende segl (1957) Instrueret af Ingmar Bergman.
7. City of God (2002) Instrueret af Fernando Meirelles.
6. Slaget om Algier (1966) Instrueret af Gillo Pontecorvo
5. Pans Labyrint (2001) Instrueret af Guillermo del Toro
4. Cykeltyven (1948) Instrueret af Vittorio de Sica
3. Panserkrydseren Potemkin (1925) Instrueret af Sergei Eisenstein
2. Amelie (2000) Instrueret af Jean-Pierre Jeunot 
1. De syv samuraier (1954) Instrueret af Akira Kurosawa
 

Pondus