Film

Carl Mørck er tilbage - mere plaget af indre dæmoner end nogensinde

»Flaskepost fra P« har svært ved at løfte sig over Jussi Adler-Olsens bogforlægs forenklende syn på tro og religion, og som krimigåde er den sparsomt udviklet.

På trods af, at filmens foromtale hævder det modsatte, handler »Flaskepost fra P« lige så lidt om tro som »Min søsters børn i Afrika« handler om ulandshjælp. (Arkivbillede fra »Kvinden i buret«)
På trods af, at filmens foromtale hævder det modsatte, handler »Flaskepost fra P« lige så lidt om tro som »Min søsters børn i Afrika« handler om ulandshjælp. (Arkivbillede fra »Kvinden i buret«)

Der er en grund til, at filmatiseringerne af Jussi Adler-Olsens krimier trækker rekordmange i biografen. De er nemlig fortalt, så alle kan være med, helt i pagt med forlægget.

Det er i princippet en kvalitet, men når handlingen – som i »Flaskepost fra P« – giver sig i kast med et emne som tro og religion, bliver opskriften faktisk for snæver.

Emnet burde nemlig have kastet en dyberegående historie af sig, særligt når man sætter en så original instruktør som norske Hans Petter Moland til at styre karaktererne fra »Afdeling Q«, og når man har en så dreven kapacitet som Nikolaj Arcel til at skrive manuskript.

Groft sagt er plottet en variant af den første film om kriminalinspektør Carl Mørck & Co. I »Kvinden i buret« var det en kvinde, der skulle reddes ud af en indespærring, og i denne film er det et mindreårigt søskendepar.

Samuel og Magdalena bliver bortført fra deres vestjyske forældre, der er medlemmer af en Jehovas Vidner-lignende sekt, samtidig med at »Afdeling Q« modtager en mystisk, otte år gammel flaskepost, der også synes at stamme fra et bortført barn, som ingen har hørt noget om.

Indbyggede begrænsninger

Men hvordan kan det nu være, indvender Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas, mere plaget af indre dæmoner end nogensinde), når forældre til ethvert forsvundet barn i Danmark altid udløser en landsdækkende eftersøgning? Det viser sig at hænge sammen med religion – et emne, som »Flaskepost fra P« helt i tidens ånd har et forudsigeligt negativt perspektiv på, hvor religion automatisk fører til racisme og børnemishandling.

En af filmseriens tilbagevendende bilsamtaler mellem Carl Mørck og håndlangeren Assad (svenske Fares Fares) ligner på overfladen de gnistrende teologiske udvekslinger mellem Woody Harrelson og Matthew McConaughey i »True Detective«, men scenen peger mest af alt på de indbyggede begrænsninger, der er fastsat af filmenes folkelige succesformel.

»Der er mere mellem himmel og jord,« slår Assad fast over for den skeptiske Mørck, der til gengæld replicerer, at alle religiøse er retarderede. Man kan for så vidt ikke sætte en finger på skuespillernes indsats, men de er bundet til et koncept, hvor alt skal forstås af alle.

Spild af Oftebro

På trods af, at filmens foromtale hævder det modsatte, handler »Flaskepost fra P« lige så lidt om tro som »Min søsters børn i Afrika« handler om ulandshjælp. Det går ud over filmens evne til at engagere, for når den nøjes med at holde religion op mellem to fingre, som noget katten har båret ind, bliver det aldrig for alvor farligt, selv om norske Pål Svarre Hagen giver den gas som en tungetalende galning. En tvetydig slutning ændrer ikke ved dette totalbillede.

Som krimigåde er »Flaskepost fra P« sparsomt udviklet, idet politifolkenes efterforskning mest består af at google mistænktes navne og sende hinanden sigende blikke. Den kraftfulde skuespiller Jakob Oftebro bliver i særlig grad smidt væk i rollen som menig betjent.

Spændingskurven får til gengæld et gevaldigt nøk opad i en sekvens, hvor løsepenge – med inspiration fra Akira Kurosawas gamle »Himmel og Helvede« – skal smides ud af et forbikørende tog.

Hvad: Flaskepost fra P.

Hvem: Af Hans Petter Moland. Med bl.a. Nikolaj Lie Kaas

Hvor: Biografer over hele landet.

Se traileren til »Flaskepost fra P« herunder

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.