Publikum belønnede Lone Scherfigs ”An Education” med adskillige latterbrøl i løbet af visningen i går.
11. februar 2009, 10:06 – opdateret 11. februar 2009, 10:12
Den danske instruktør Lone Scherfig havde tirsdag aften pressevisning på sin engelsksprogede film ”An Education” ved filmfestivalen i Berlin.
Filmen rummer subtilt skuespil fra den 22-årige englænder Carey Mulligan og en fremragende dialog af den engelske forfatter Nick Hornby. Begge ingredienser belønnede publikum med adskillige latterbrøl i løbet af visningen i går.
Også anmeldere, der allerede har set filmen ved Sundance festivalen, har været glade for filmen, der foregår i 1961 og handler om en 16-årig pige med store drømme, der kommer ind i voksenverdenen gennem en affære med en mand, som er dobbelt så gammel som hende selv.
»Lone Scherfigs emotionelt pulserende, kulturelt observerende film er simpelthen fuld af liv, hvilket burde kunne oversættes til en stor karriere for Sony Picture Classics, som har købt rettighederne til filmen«, skrev Varietys anmelder blandt andet.
Lone Scherfig er i Danmark mest kendt for 'Italiensk for begyndere' og 'Wilbur begår selvmord'.

































