TV-serie

»Bedrag«: Sanders svinestreg, ubegavede Bimse og en duft af penge

Fjerde afsnit af DRs »Bedrag« var det hidtil mørkeste, hvor det viste sig, at titlen dækker over andet end økonomisk bedrag.

Energreens forgrædte økonomidirektør, Ulrik Skov, sammen med Sander, hvis spegede spil det endnu ikke er muligt at se omfanget af. Foto: Christian Geisnæs
Energreens forgrædte økonomidirektør, Ulrik Skov, sammen med Sander, hvis spegede spil det endnu ikke er muligt at se omfanget af. Foto: Christian Geisnæs

Tingene spidser til i det fjerde afsnit af DRs »Bedrag«, og dermed kommer der lidt velkomment skub i dramaet, der forholdt sig en smule afventende i det forrige afsnit.

At tempoet går op og ned kan dårligt være anderledes, når TV-serien skal strækkes over ti afsnit, men her var det decideret spændende.

Atter var det de to uheldige helte på bunden af samfundet, Bimse og Nicky, hvis noget tilfældige fund af to millioner sorte eurosedler efterhånden er ved at udarte sig til en dansk variant af narkoserien »Breaking Bad«.

De kriminelle bander, med og uden rygmærker, synes nærmest at kunne lugte de mange penge, og den alt andet end skarpe Bimse gør ikke sagen nemmere. Nicky viser sig også at være blødere end forventet, og tyer til hjælp fra sin svigerfar, der ellers er i gang med at gennembanke ham.

I mellemtiden udkæmpes der omtrent lige så blodige kampe på Energreens direktionsgang, hvor den svage, forgrædte økonomidirektør Ulrik Skov (Lars Simonsen) mere og mere ligner et offerlam, der skal stille snuserne i bagmandspolitiet tilfreds.

»Du er så god til den slags,« forkynder Sander, inden han skubber den tudevårne Ulrik i armene på betjentene, hvor det viser sig, at Ulrik er sjældent dårlig til at ligne en uskyldig. Det er med andre ord et speget spil, som Sander er i gang med. Men som det indtil videre ikke er muligt at se det fulde omfang af.

»Jeg vil hjem til far«

Denne uges absolutte svinestreg fra Sander rammer dog en solcellefabrik i Frederikshavn, der står i vejen for Energreens forestående børsnotering, idet den ikke passer ind i koncernens samlede profil. Sander tester sin nye fremadstormende chefjurist, Claudia, og sender hende til Frederikshavn for at likvidere fabrikken, og sende medarbejdere ud i arbejdsløsheden.

Hun består testen, selv om det holder hårdt, da hendes medbragte søn siger: »Jeg kan ikke li’ dit arbejde. Jeg vil hjem til far.«

Det er helt forfriskende med en kvindelig DR-karakter, der prioriterer sin egen karriere over hensynet til sine børn, men gad vide, om det holder i længden.

Indtil videre holder »Bedrag« som helhed, og afsnit fire var det hidtil mørkeste. En overraskende vending af stereotyperne var også den skleroseramte hustrus sidespring. Bedragene står kø.

Hvad: TV-serien »Bedrag«. Afsnit 4.

Hvem: Instrueret af Per Fly. Manuskript af Jeppe Gjervig Gram.

Hvor: DR søndag aften.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.