16. juli 2009, 18:19 – opdateret 16. juli 2009, 22:35

»Harry, du trænger til at barbere dig«, siger professor Dumbledore til Harry Potter i begyndelsen af »Harry Potter og Halvblodsprinsen«, og med de ord rammer han, hvad vi siden den første Potter-film i 2000 altid har vidst ville ske, som vi har set ske – nemlig at drengen med de særlige magiske evner er ved at blive voksen.

Dét er på flere måder også temaet i denne sjette film i rækken. Handlingsmæssigt er der ikke meget at berette om. Mørket tager til – som det har gjort siden den første film – så selv mugglerne, de almindeligt dødelige uden magiske evner der ikke aner noget om paralleluniverset lige under deres næser, ser sorte skyer på himlen og aner uråd om, at slemme tider venter forude.

Harry går på troldmændenes kostskole Hogwarts og prøver sammen med Dumbledore at gå tilbage til Voldemorts skoletid, dengang han stadig kaldte sig Tom Riddle (Romeo Gåde på dansk), for at finde roden til det onde. De opdager, at Tom Riddle har delt sin sjæl op i syv dele, kaldet horcrux’er, for at kunne leve evigt, og så må de indlede jagten på at finde dem. Som små sidehistorier ser vi derudover Draco Malfoy blive draget længere og længere ind i kløerne på Voldemort og hans lumske håndlangere, den forskruede Bellatrix og de grimme Dødsgardister angribe familien Weasley og Hogwarts. Vi får en luns mere om den mystiske professor Snape, men har stadig til gode at finde ud af, om han er til den gode eller den onde side. Og så dør en af universets markante personligheder.

Teenage-forviklinger
Selv om det er væsentlige detaljer i det, der kommer, er det ikke det, der fylder mest i de to og en halv time, filmen varer. Filmen er mere optaget af at skildre klassiske teenage-forviklinger, så der nu flyver flere hormoner rundt i luften end trylle-besværgelser. Hermione bliver opvartet af en selvglad scorekarl, men er hemmeligt forelsket i Ron, der til overflod bliver tilbedt af Lavender Brown. Mens Harry helt stilfærdigt nærmer sig Rons lillesøster Ginny med forsigtige, men forelskede skridt.

Tidligere Potter-film har berørt teenagernes første spæde trippen ud i kærlighedslivet, men »Harry Potter og Halvblodsprinsen« er den første, der for alvor og helt alvorligt koncentrerer sig om personernes følelsesliv i så udpræget en grad.

Det træk forstår man. Af flere grunde. Ligesom Harry Potter, og skuespilleren bag, Daniel Radcliffe, er blevet ældre, ligeså er publikum. Og med alderen bliver begejstringen ved at se ting flyve eller forandre sig med et trylleslag måske mindre og desto større ved at se på hjerte, smerte og kæreste. Det formoder filmen i hvert fald, hvilket sikkert også er korrekt antaget. Problemet er bare, at den hverken er lige så romantisk eller lige så sexet som for eksempel »Twilight«, der henvender sig til samme målgruppe. Og »Harry Potter og Halvblodsprinsen« virker på den front, både i sammenligning med den og i sig selv, vattet og så uskyldig, at det nærmer sig det kedsommelige.

Forviklingerne bærer mest af alt præg af at skulle én ting: At få tiden til at gå, mens vi venter. På den store afslutning. På det endelige opgør mellem det gode og det onde, mellem Harry og Voldemort. På at Harry skal nå sit klimaks – i mere end én forstand. Vi venter, imens folkene bag denne gigantiske produktion trækker den så længe som muligt. Ikke for historiens skyld. Ikke for publikums skyld. Men for pengenes skyld. Og indtil videre går det godt. Efter femte film havde Potter-filmene indtjent over 4,5 milliarder dollar og er dermed den næst mest indbringende filmserie nogensinde. Kun slået af James Bond, der immervæk også har tolv film at trække på. Og på linje med Bond-filmene er Harry Potter også en af de få filmserier, der ikke har oplevet at få budgettet skåret, efterhånden som serien skred frem. Tværtimod. Der er med tiden brugt flere og flere penge på produktionen, hvilket også afspejler sig visuelt. Filmene er med deres special- og computer-genererede effekter kun blevet flottere med tiden.

Humor skal der til
Skal man se på den positive side af langtrækkeriet, gør instruktør David Yates, der også lavede femte film, »Harry Potter og Føniksordenen«, her meget ud at etablere sine tre unge hovedpersoner, Harry, Hermione (Emma Watson) og Ron (Rupert Grint), som mere hele figurer – oven i købet med en god portion humor. Noget, der aldrig har været i overflod af i Potter-filmene. Især Rupert Grint er med sin klovne-attitude ved at stjæle scenerne fra Daniel Radcliffe flere gange.

Yates, der har større erfaring med TV end med spillefilm, er den instruktør, som har bragt de menneskelige sider frem og fortsætter dermed den linje, Mike Newell anlagde i den fjerde film, »Harry Potter og flammernes pokal«. For trods al den charme, de to første Potter-film havde, var Chris Columbus ikke en mand, der tog sig nøje af den indre udvikling, men det var heller ikke hans opgave, da han skulle levendegøre hele det magiske univers. En tråd Alfonso Cuarón fortsatte i den tredje, »Harry Potter og fangen fra Azkaban«, dog en del mere stilistisk og mørkere i tonen.

Det er da også David Yates, der har fået jobbet med at bringe Harry til vejs ende, når vi får syvende del, »Harry Potter og dødsregalierne« i november 2010 og juli 2011. For – selvfølgelig – har Warner Bros. været smarte nok til at trække den (endnu engang) og dele syvende bog op i to film.

Med god hjælp fra manuskriptforfatter Steve Kloves, der med undtagelse af én film har været med siden begyndelsen. Som igen får assistance af J.K. Rowling selv, forfatteren bag bøgerne. Indflydelse på manuskriptet var noget hun betingede sig, da hun solgte rettighederne. Dét og at hoveddelen af skuespillerne skal være britiske.

Sidstnævnte har gjort, at hvad de tre hovedpersoner ikke har i skuespillet – selv om de klart er blevet bedre og mindre stive i mimikken med tiden – bliver opvejet af eminente og fornøjelige præstationer i birollerne af nogle af Englands bedste skuespillere som Alan Rickman, Michael Gambon, Robbie Coltrane, Maggie Smith, Ralph Fiennes og Helen Bonham-Carter.

Uhyggelige scener
Den større vægt på karaktertegning betyder også mindre action i »Harry Potter og Halvblodsprinsen«. Til gengæld er de scener ret uhyggelige. Som Dumbledores og Harrys besøg i en grotte, hvor de døde kommer op af vandet. Men handlingen lider generelt under, at der ikke rigtig er nogle onde skurke, som får plads. Hverken perfide lærere som Dolora Nidkjær eller Voldemort, som vi kun ser som en dyster sky i det høje.

En del af den manglende dramatiske udvikling skyldes at filmene forholder sig tro mod deres litterære oplæg, og at Rowlings bøger i forvejen ikke er de mest spændstige, når det gælder dramaturgisk opbygning. Det er en trofasthed mange fans af bøgerne sikkert sætter pris på, men den loyalitet gør dem ikke nødvendigvis bedre. Det gælder også denne sjette film, der hverken indskriver sig som den bedste eller den dårligste i rækken. Den har for meget karakter af at være »mellemstation« til at sætte dybe spor i hukommelsen, men er tilforladelig, sød og ganske underholdende. Alt imens vi venter ...