Alt er ved det gamle i den nye Star Wars-film. Og tak for det

J.J. Abrams’ »Star Wars: The Force Awakens« ligner en genindspilning af den oprindelige »Stjernekrigen«. Og filmen er formentlig det bedst tænkelige bud på et værk, der fremover skal være en solid platform for mange års stjernekrige.

»Star Wars: The Force Awakens« introducerer nye helte. Her Rey (tv.) spillet af Daisy Ridley, Finn spillet af John Boyega og den nye droide BB-8. Foto: PR
»Star Wars: The Force Awakens« introducerer nye helte. Her Rey (tv.) spillet af Daisy Ridley, Finn spillet af John Boyega og den nye droide BB-8. Foto: PR

»Du har ændret din frisure!«

Smilet er stadig skævt på den nu gråhårede Han Solo, men det frække glimt i øjet er blevet blødere, og det bliver endnu blødere, da han får øje på General Leia.

Den lille vignet midtvejs i »Star Wars: The Force Awakens« med de to gamle stjernekrigere kunne være en opsummering af J.J. Abrams’ overtagelse af George Lucas’ næsten 40 år gamle alfahan af en film-franchise.

Meget er som før, men håret sidder lidt anderledes. Og selv om prinsessen er blevet general, er der så meget, man nikker genkendende til, at denne syvende film i rækken ligner en ærbødig genindspilning af den første film fra 1977.

Når det drejer sig om den mest fandyrkede film i den kendte del af Universet, er den tilgang uden tvivl et klogt valg af instruktør Abrams og Star Wars-universets manuskript-nestor, Lawrence Kasdan.

 

Tusinder af bloggere og militante fanboys sidder parate med den store Star Wars-håndbog for med tættekam at finde afvigelser og fejl, men i kulissen aner man til gengæld spøgelset af George Lucas, der nikker velvilligt.

De indledende rituelle rammer

Som det er tilfældet i mange science fiction/fantasy-film, er den gradvise udfoldelse af filmens setting, inden det for alvor brager løs i lyssværdsdueller, det mest interessante. Efter at man nidkært får fastslået, at de indledende rituelle rammer er overholdt (John Williams’ pompøse intro-fanfare og forbiflyvende gule bogstaver), får man det første pirrende gys af den forestående fantasirejse.

Som traditionen byder, panoreres der ned mod første scenes planet (ørkenplaneten Jakku), men derefter kommer Imperiets pizzastykkeformede rumkrydser majestætisk sejlende fra siden, så planeten gradvist tildækkes som i en kunstig måneformørkelse.

Af introteksten forstår vi, at det onde imperium igen-igen har rejst sig fra asken fra den seneste gang, oprørerne fik destrueret en af dets forbløffende sårbare masseødelæggelsesvåben, og rumkrydseren er det synlige bevis på The First Orders styrke.

Nu, 30 år efter seneste sammenstød mellem de onde og de gode, er Prinsesse Leia blevet forfremmet til general, mens oprørernes åndelige leder, Luke Skywalker, er forsvundet.

Lukes transformation fra naiv-kæk bondedreng til Kraftens stærkeste ridder-profet har tydeligvis været så stærk i de mellemliggende år, at han nu selv er blevet Imperiets primære mål.

Vi ved endnu ikke hvilken side af Kraften, Luke nu befinder sig på, da også oprørerne har mistet forbindelsen til ham.

Darth Vader forlod som bekendt den materielle verden i den foregående film i kronologien, men han har fået en slankere arvtager i form af Kylo Ren (Adam Driver). Kraften er bestemt også stærk hos Kylo, hvilket han på et tidspunkt demonstrerer ved at stoppe et laserskud i luften.

Nye karakterer ad libitum

Andre nye karakterer introduceres ad libitum, men hver gang så det indgyder en stærk følelse af, at vi har været her før. Til Jakku ankommer X-Wing- piloten Poe med det formål at udveksle oplysninger om Luke fra oprørernes fortrolige, Lor San Tekka (en ærværdig Max von Sydow i et hurtigt glimt). Imperiet er dog lige i hælene på Poe og viser sin sande brutalitet ved at udradere den lille ørkenby, som Lor San Tekka residerer i.

Umiddelbart inden sin tilfangetagelse lykkes det Poe at putte oplysningerne om Lukes hemmelige tilholdssted over i sin fodboldlignende robotdroide BB-8, der prompte forsvinder pibende ud i Jakkus sandørken. Lyder det en smule bekendt? Javist!

Dejavu-følelsen forstærkes desto mere, da den sørgmodigt bippende droide reddes fra en strejfende skrotklunser af den unge ørkennomade Rey (Daisy Ridley), der bor alene i ødemarken.

Her viser filmen for alvor sine produktionsmæssige muskler. Rey overlever nemlig ved at sælge dele fra vraget af en nedstyrtet rumkrydser, hvilket har givet hende en teknisk hands-on-viden, der nok skal blive brugbar i kommende film.

Scenerne med Rey i skroget af den katedralstore rumkrydser emmer af ensom, knugende atmosfære, men hvorfor hun er alene i ørkenen, må vi købe billetter til den næste film for at finde ud af.

Indtil videre er Rey først og fremmest et friskt ansigt og en typisk moderne Disney-pige med ægte kan-selv-attitude.

I mellemtiden, på Imperiets rumkrydser, sveder Poe i kløerne på Kylo Ren, der blærer sig med hvor meget han kan kontrollere Kraften. Kylo er dog ikke så tjekket, at han kan forhindre Poe i at blive befriet af en stormtrooper, der plages af dårlig samvittighed efter sin medvirken til massakren på Jakku.

Stormtrooper FN2187 (John Boyega) er en af filmens fine nyskabelser og en kæmpegave til de tusindvis af Star Wars-fans, der gennem årene har fantaseret om livet som fodtudse i Imperiets sold. Det er tydeligvis ikke en dans på roser, for ved det mindste tegn på vaklen risikerer man disciplinærstraf.

FN2187, der snart døbes Finn af sine nye kammerater, er den klassiske modvillige helt, men hvor Han Solo i de gamle film skulle overvinde sin opportunisme i det godes tjeneste, kæmper Finn med sit svigtende mod.

Det giver både komik og dybde i filmen, da Finn og den frygtløse Rey forener kræfterne mod Imperiet i en række action­sekvenser, der langt overgår, hvad der var teknisk muligt for George Lucas at levere i de gamle film.

Her virker 3D-effekterne for en gangs skyld uden at irritere, så man griber fast i biografsædet, når Tusindårsfalken kaster sig ind i lodrette dyk.

Man kan ikke uden at ødelægge filmens overraskelser forklare, hvordan de aldrende elskende fra de første stjernekrige, Han Solo (Harrison Ford) og Prinsesse Leia (Carrie Fisher) blandes ind i handlingen. Men der er tale om reelle roller og ikke bare korte gæsteoptrædender, der skal tilfredsstille dogmatiske fans.

En overleveringsforretning

Det kan dog ikke hindre, at »Star Wars: The Force Awakens« i passager føles som en overleveringsforretning.

Et stort antal karakterer hobes op, for vi skal både hilse på de gamle venner og sige goddag til de nye, der skal bære Kraftens fakler videre i de mange nye film, som Disney har planlagt.

Her bliver det tydeligt, at det er en bunden opgave, som Abrams er blevet pålagt med »Star Wars: The Force Awakens«, men instruktøren er en dreven storyteller, der har forstået, at det nyskabende akkurat er muligt i variationerne over det kendte.

De bedste øjeblikke gør netop dette, samtidig med at de er snedige kommentarer til de gamle film. Da Finn og Rey er på deres første hovedkulds flugt fra stormtropperne med blaster-strålerne piftende om ørerne, tager han heltemodigt hendes hånd, som hun dog rasende trækker til sig.

»Jeg kan sagtens løbe, uden du holder mig i hånden,« hvæser hun.

Mere indforstået er en konfrontation mellem oprøreren Poe og den onde Kylo Ren, hvor Poe har overskud til at spørge: »Så hvad gør vi nu? Trækker du først? Trækker jeg først?«

Her leges fiffigt med reference til den diskussion, der i årtier har verseret mellem fans, om, hvem der trak først i »Stjernekrigen«s myteomspundne duel mellem Han Solo og dusørjægeren Greedo.

Ja, beklager det nørdede, men vi kommer til at høre meget af den slags på internettet i de kommende år.

Og nu vi er ved duellerne, så har Abrams ladet sig inspirere af den asiatiske films »åndelige« kampsportscener og trakterer med en af de flotteste filmdueller på sværd og mental styrke siden Ang Lees »Tiger på spring drage i skjul«.

Her digter naturen med i en frostblå snedækket skov, der nærmest sørgmodigt afventer de kæmpendes skæbne, mens ildsprudlende jordskælv spejler de indre følelseskampe.

Vellykket er også filmens videre undersøgelse af Kraften, der i »Star Wars: The Force Awakens« gør bestemte karakterer til en slags upålidelige guder. Det kan godt være, den gode side vinder et slag, men hvad nu hvis det at tabe blot er den mørke sides uransagelige skridt hen mod at vinde den endnu større krig?

En solid platform for mange år stjernekrige

I det spil løfter skuespilleren Adam Driver som den nye fyrste i Mørket en stor opgave og gør det så blændende, at man næsten glemmer hans hipster-frustrationer i TV-serien »Girls«.

Abrams film er formentlig det bedst tænkelige bud på et værk, der fremover skal være en solid platform for mange års stjernekrige. Det samme som før, men på en ny måde, inklusive frisurer.

»Star Wars: The Force Awakens« har glimt i øjet, men vigtigst er den lavet af mennesker, der bruger den stærkeste kraft af dem alle, nemlig en dyb kærlighed til deres gerning.

Hvad: »Star Wars: The Force Awakens«.

Hvem: Instruktør: J.J. Abrams.

Hvor: Biografer over hele landet.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.