4 stjerner til Thomas Vinterbergs nye film

»Submarino« er et benhårdt stykke barsk socialrealisme.

Jakob Cedergren som aggressiv alkoholiker i Thomas Vinterbergs depressive film »Submarino«
Jakob Cedergren som aggressiv alkoholiker i Thomas Vinterbergs depressive film »Submarino«

Trøstesløsheden er næsten total i Thomas Vinterbergs film om to københavnske brødre, der er henholdsvis alkoholiker og narkoman. Et lille glimt af håb i sidste scene gør filmen til at bære, men »Submarino« er ikke desto mindre den mest deprimerende oplevelse, som man for tiden kan hente sig i en dansk biograf. Så er man advaret.

Den begynder med en slags prolog, hvor vi møder brødrene som børn og - måske lovligt pædagogisk - får fremvist den onde sociale arv, der gør dem til det, de er som voksne. Derefter forløber filmen overvejende i to lange afsnit med hver sin hovedperson, for der er ingen kontakt mellem brødrene, så vi følger deres sølle tilværelser separat.

Drankeren Nick er en tikkende bombe med en tendens til at slå på tæven, mens hans navnløse lillebror er enlig far til en seks-årig dreng samt junkie. Han elsker sønnen højt og vil gøre alt for ham, men vælger uforsigtigt at skaffe penge til husholdningen ved at blive pusher i kvarteret omkring Istedgade.

Bortset fra den lokalitet foregår filmen på ydre Nørrebro, som i afsnittet om Nick gøres ekstra trist af et gråt vintervejr. Nick har siddet i fængsel og er nu ven med den overvægtige og lettere mentalt forstyrrede Ivan, der nærer en usund interesse for fremmede kvinder, hvad der midtvejs i filmen fører til en chokerende tragedie - men så skifter sceneriet til lillebrors ikke helt så jammerlige hverdag, for han har i det mindste sønnen Martin, selv om det naturligvis er svært at være god far og narkohandler på én gang.

Frygtindgydende konsekvent

På basis af Jonas T. Bengtssons roman har Thomas Vinterberg formet sin film som benhård socialrealisme næsten totalt blottet for de glimt af humor, der gør et usselt liv lettere at bære hos førende socialrealister som Ken Loach og Mike Leigh. »Submarino« er hårdere og mere brutal, men bag sin barske facade båret af medfølelse med personerne, og den er først og fremmest skabt med en fuldstændigt frygtindgydende konsekvens, som man ikke har set magen til hos Thomas Vinterberg siden »Festen«.

Mens Peter Plaugborg er ret anonym som den junkende lillebror, viser Jakob Cedergren som Nick endnu en gang, at han hører til de både fysisk og psykologisk stærkeste danske skuespillere i sin generation. Som hans seksuelt gavmilde nabo lyser Patricia Schumann op og former fint filmens mest positive figur, men i overensstemmelse med dens grumme pessimisme går det hende ilde, hvad der opleves som ganske overordentligt ondt.

»Submarino« rummer samme svaghed som en del danske TV-serier, nemlig en undertiden ulden og uklar dialog, men er bortset fra det præget af nærmest dokumentarisk troværdighed i sin ubesmykkede skildring af en del af Danmark, som de fleste af os helst vil ignorere. Det er en hjerteskærende film, og man kan forlade den stærkt nedtrykt, men man kan også bruge den som anledning til at værdsætte sin egen tilværelse mere. Samt glæde sig over, at Thomas Vinterberg igen har fundet fodfæste som filmskaber.

Det skriver de andre om »Submarino«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.