Uden synlige tegn på bevægelse modtog den 23-årige Christian Bendtsen torsdag sin narkodom på ubetinget fængsel i to år og seks måneder. Betegnet som pizza og kylling har Christian Bendtsen opbevaret store mængder amfetamin i sin dybfryser i en lejlighed i Odense for at hjælpe en ven og modtaget betaling herfor i form af hash.
26. september 2002, 16:45 – opdateret 26. februar 2003, 15:27
Mens faderen, erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K), passede sit politiske arbejde, var moderen Kirsten Bendtsen til stede i byretten i Odense, da dommen faldt efter fire timers retsmøde. Den unge mekanikerlærling, der ikke fik sit svendebrev på grund af anholdelsen i juni, fik en knuser af sin moder, inden han blev ført tilbage til arresten - fulgt i knugende stilhed af sin moder og en ven af huset, den tidligere SAS-pilot og politiker, Stefan Rasmussen.
Trods forsvarerens forsøg ville retten nemlig ikke løslade Christian Bendtsen, inden han kan starte afsoningen af fængselsstraffen. Det vil være til skade for retshåndhævelsen, hvis han løslades, konkluderede dommeren.
I retsmødet gentog Christian Bendtsen, hvordan han i sin selverkendte naivitet havde opbevaret godt 3,4 kilo amfetamin for en ven i forsommeren. Værdi på gaden ca. 750.000 kr. Som modydelse havde han modtaget ca. 75 gram hash, værdi ca. 3100 kr.
Inden for det samme døgn, hvor ministersønnen blev anholdt på sin bopæl i Odense, havde vennen begået selvmord. Forinden havde politiet fundet en seddel, som vennen forsøgte at sluge under en visitation i arresten i Odense. På sedlen var navn og telefonnummer på Christian Bendtsen. Dett var fundet af denne seddel, der tilfældigt afslørede, at ministersønnen var involveret eller lokket ind i narkokriminalitet.
Christian Bendtsen forklarede, at han havde kendt vennen i omkring et år inden anholdelsen, men aldrig havde været presset til noget som helst. Deres fælles lidenskab var biler, men Christian Bendtsen købte både hash og amfetamin i mindre målestok af vennen.
- I maj spurgte han om jeg ville opbevare noget for ham. Jeg fik ikke at vide, hvor meget. Men jeg blev nok lokket af, at jeg kunne få dækket mit misbrug, eller mit forbrug af hash, forklarede Christian Bendtsen. Han brugte fem gram hash om ugen op til varetægtsfængslingen.
- Jeg tænkte ikke på, at der var nogen risiko. Det var jo ikke mit stof, og det skulle videre til en anden efter et par uger, men jeg kan godt se i dag, at det var forkert, forklarede Christian Bendtsen. Han modtog den store mængde amfetamin, dels indpakket i en bakke, der havde indeholdt tre pizza bolognese, dels i en plastpose. Begge dele blev placeret i en lille skabsfryser i køkkenet.
En kriminalkommissær, der anholdt Christian Bendtsen og ransagede hans lejlighed i juni, forklarede som vidne, at Christian Bendtsen "knækkede fuldstændig sammen og græd", da politiet efter flere forsøg fik ham til at afsløre dybfryserens indhold.
- Det var helt klart, at det ikke var et normalt reaktionsmønster, som vi møder i narkomiljøet, forklarede kriminalkommissæren.
Mens anklageren, politiassessor Jakob Beyer, krævede ikke under tre år og seks måneders fængsel, understregede forsvareren, advokat Jakob Lund Poulsen, en lang række omstændigheder, der i yderste konsekvens kunne sætte Christian Bendtsen på fri fod efter dommen og gøre resten af en eventuel fængselsstraf på et par år betinget.
Domsmandsretten havde en helt anden mening, og både anklager og forsvarer gav da også bagefter udtryk for, at der var tale om en afbalanceret dom.
Ret enestående blev dørene ikke lukket, da en erklæring fra Kriminalforsorgen om Christian Bendtsens personlige forhold og hans personlighed blev læst op. Heraf fremgik det entydigt, at han er naiv og umoden af sin alder, er dårlig til boglig indlæring og fik en 10.klasse med middelt resultat.
- Jeg vil hellere ud og bruge mine hænder, forklarede han.
Det fremgik også, at hans tid i folkeskolen havde været en plage, og at hans fremtidsplan er at blive lastbil- eller turistbuschauffør.
Retsformanden, dommer Henrik Agersnap, sagde, at når Christian Bendtsen kun får fængsel i to år og seks måneder, så skyldes det bl.a., at han er ustraffet, lever under gode sociale forhold, og at han er naiv og umoden. Omvendt blev det lagt til grund, at der var tale om store mængder amfetamin, som han lod opbevare sin fryser, og som han måtte vide var bestemt for omsætning.
/ritzau/

































