Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bendtsen: Fair dom over min søn

Den konservative leder, Bendt Bendtsen, betegner narkodommen over sin søn som fair.

- Min søn Christian har i dag måttet sande, at samfundet ikke kan eller vil tolerere omgang med narkotika. Efter 25 år i politiet har jeg fuld tiltro til, at retten i dag har givet ham en fair behandling og en rimelig straf, siger Bendtsen til Ritzau.

Som konservativ politiker er Bendtsens linje over for kriminalitet hård. Det vil den fortsat være efter dommen, fastslår han.

- Min søns dom i dag har ikke og vil ikke ændre min holdning til narkokriminalitet. Det er en forbrydelse, som jeg tager stærkt afstand fra. Derfor må Christian, som en voksen mand, også stå til ansvar for sine handlinger, siger

Bendtsen.

Han fastslår, at det bliver en svær tid for familien. Men uanset hvad Christian har gjort, vil familien altid være der for sønnen. Bendtsen udtrykker håb om, at Christian kan vende tilbage til sin læreplads som automekaniker, når

dommen på to et halvt år er udstået. Familien vil hjælpe ham igennem opholdet i fængslet og gøre alt for, at han får et ordentligt liv bagefter.

- Det er menneskeligt hårdt kun at måtte besøge sin søn en time om ugen, som Kirsten og jeg har gjort siden varetægtsfængslingen, men det ville være ubærligt, hvis vores søn oplevede, at vi ikke længere var der for ham, siger han.

For Bendt Bendtsen har sagen betydet, at skellet mellem offentligt og privat i en periode har rykket sig, og nu ønsker han ro om sin familie.

- Jeg har som offentlig person måttet erkende, at private forhold vedrørende min nærmeste familie automatisk kommer i offentlighedens søgelys. Efter domsafsigelsen i dag ønsker jeg ikke yderligere at kommentere denne

sag. Det håber jeg, at man vil respektere. Det har været og vil fortsat være en meget svær tid for min familie, siger Bendt Bendtsen.

/ritzau/