Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bendt Bendtsens søn fængslet for narko

Den konservative vicestatsminister og økonomiminister Bendt Bendtsen afbryder midlertidigt sit politiske arbejde, fordi hans søn sidder isolationsfængslet for besiddelse af amfetamin.Bush, Blair og Bendtsen: Faders skygge | Leder: I søgelyset

Den konservative partileder og økonomiminister Bendt Bendtsen afbryder sit politiske arbejde i en uge på grund af sin 22-årige søn, der torsdag blev fængslet frem til 11. juli for besiddelse af amfetamin.

Den konservative leder Bendt Bendtsen siger til Ritzaus Bureau: »Både som far, tidligere politimand og som leder af Det Konservative Folkeparti med en håndfast retspolitik er det et hårdt slag at måtte opleve omgang med narkotika i den nærmeste familie.«

Han aflyste sin deltagelse i et konservativt partiledermøde i Madrid torsdag, og på mandag bliver det trafikminister og minister for nordiske anliggender Flemming Hansen, der overtager pladsen for Bendtsen ved et erhvervsfremstød i Kina.

Bendtsens søn blev onsdag klokken 17.20 anholdt i sin lejlighed af Odense politi. Chefkriminalinspektør Ole Højer Pedersen vil ikke udtale sig om den eksakte mængde amfetamin, som man fandt ved ransagning af lejligheden: »Men det er væsentligt ud over, hvad nogen har fantasi til at forestille sig er til eget forbrug,« siger chefkriminalinspektøren.

Sønnen er sigtet efter straffelovens paragraf 191 stk. 2., der blandt andet drejer sig om besiddelse af narko med henblik på videresalg.

»Der er tale om ubetinget fængselsstraf, hvis han bliver dømt,« siger Ole Højer Pedersen.

Retten i Odense fængslede torsdag sønnen frem til 11. juli heraf hovedparten af tiden i isolation. Sønnen erkender efter alt at dømme sigtelsen, da han ikke kærede fængslingen.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gav torsdag udtryk for sin sympati og medfølelse med familien:

»Bendt Bendtsen har truffet den rigtige beslutning ved nu i en periode at koncentrere sig om familien. Det synes jeg er en helt rigtig disposition. Sådan ville ethvert ansvarligt menneske reagere i den situation. Enhver kan sætte sig ind i, at det er et hårdt slag for forældre at få sådan en besked. Og da ikke mindst for et så retlinet og retskaffent menneske som Bendt Bendtsen,« siger statsministeren.