26. juni 2006, 03:30

Tyskerne gjorde det under Anden Verdenskrig, franskmændene under oprøret i Algier og amerikanerne nu i Irak, og vi vil se det ved enhver ny krig: der begås tortur over for modparten.

Hvad gør, at ellers normale mennesker under passende omstændigheder optræder som bødler? Nyere forskning har nogle svar. Først og fremmest skal der være de rette aktører. Nemlig 1) en ordregiver, 2) en udfører, 3) et offer og endelig 4) passive »bystanders«, dvs. mennesker, der kender til torturen uden at reagere på den.

Hvad enten vi taler om tortur, terror eller folkemord, er aktørerne ikke sadister eller psykopater men almindelige mennesker, der er overbeviste om, at de gør det rigtige, og mange føler ingen skyld, heller ikke bagefter. Psykologiske eksperimenter har afdækket mulige mekanismer, den sørgelige virkelighed har afsløret dem i praksis. Tre psykologiske eksperimenter giver nogle forklaringer: Man gør »ligesom de andre« for ikke at blive udelukket af gruppen. Solomon Asch belyste dette i 1951 med psykologiske eksperimenter om konformitet og gruppeafhængighed. I en gruppe på ti var kun én reelt forsøgsperson, de andre var nøje instruerede.

To kort med lodrette streger skulle sammenlignes, på det ene var en lodret streg, på det andet en tilsvarende lang plus to mere af tydeligvis andre længder. Personerne skulle sige højt efter tur, hvilken streg på kort to, der var af samme længde, som den på kort ét med forsøgspersonen som næstsidst. De instruerede personer gav bevidst forkerte svar, som 30 pct. af forsøgspersonerne tilsluttede sig. De brød sig ikke om at være uden for og måske blive latterliggjort, og nogle bildte sig faktisk ind, at de sagde sandheden. Eksperimentet varieredes på forskellig vis, og hvis en eller flere sagde det korrekte svar, viste forsøgspersonerne større mod til at gå i mod strømmen. Stanley Milgram, der var elev af Asch, udførte psykologiske eksperimenter i 1960erne om lydighed over for en autoritet. Personerne var en forsøgsleder (E), en forsøgsperson (F) og en skuespiller (S), som forsøgspersonen troede, var den virkelige forsøgsperson.

F blev nu af E anmodet om at give S elektriske stød af tiltagende styrke ved at trykke på en række knapper mærket med et stigende antal volt endende med tre Xer. S foregav tiltagende smerter med skrig. Hvis F tøvede sagde E meget autoritativt, at forsøget krævede en fortsættelse. 2/3 fortsatte på den måde til den bitre ende, hvor de måtte formode, at S var død. Bagefter var deltagerne chokerede over, hvor langt de gik, når de fik en autoritær ordre. 1/3 stoppede dog op undervejs.

Philip G. Zimbardo, psykologiprofessor ved Stanford University udførte i 1971 »Stanford fængsel eksperimentet«. 24 studenter blev inddelt tilfældigt i to hold: »fanger« og »fangevogtere«. »Fangerne« blev iført uklædelige, feminint udseende dragter og fik håret maskeret som glatraget.

Modsat fik »fangevogterne« smarte khakiuniformer, politistave, fløjter og reflekterende solbriller. De fik ingen instrukser ud over, at de skulle opretholde ro og orden og ikke måtte mishandle fangerne fysisk.

Dag 1 gik fredeligt, men derefter voksede »fangevogternes« brutalitet og aggressionsniveau fra dag til dag, og alle optrådte sadistisk. Forsøget måtte afbrydes efter seks dage i stedet for de planlagte 1-2 uger.

Flere af »fangevogterne« var kede af, at eksperimentet sluttede, fordi de havde nydt magten. Dette eksperiment viste, hvorledes normale unge mænd kunne forandres radikalt under det institutionelle pres af et fængselsmiljø. Denne forandring kunne bedst forstås som et produkt af deres reaktion på omgivelser, der understøttede en opførsel, der ville være patologisk i andre sammenhænge, men var passende i denne.

En række studier viser disse eksperimenters sammenhæng med virkeligheden. Hannah Arendt, den tyske filosof, der emigrerede til USA, introducerede »ondskabens banalitet« som menneskers mangel på selvstændig gennemskuen, stillingtagen og ansvar for udførelsen af ordrer givet gennem et bureaukratiseret uigennemskueligt system.

Den polske psykolog Zygmunt Bauman fremhævede i »Modernity and the Holocaust« fra 1989, at holocaust ikke kunne have fundet sted uden den moderne fascination for rationel organisering og dyrkelse af teknik, orden og entydighed kombineret med en destruktiv ideologi. Det moralske engagement sløves, når man handler inden for en rationel bureaukratisk orden, der lægger afstand til handlingernes yderste følger. Holocaust var efter hans opfattelse ikke en afvigelse fra den moderne civilisation, men havde den som forudsætning.

Christopher Browning beskrev i »Ordinary Men« (1992) mændene i reservepolitibataljon 101 som ganske almindelig mænd, der blot under de givne omstændigheder udførte massedrab på jøder i Polen. »Reservebataljonen stod over for valg, og de fleste af dem begik frygtelige ting. Men de, der dræbte, kan ikke blive ansvarsfri på grund af forestillingen om, at enhver person i den samme situation ville have gjort, som de gjorde. For selv blandt dem var der nogle, der nægtede at dræbe, og andre, der stoppede drab... Inden for stort set alle sociale kollektiver udøver gruppen et kæmpemæssigt pres på individers adfærd og sætter moralske normer. Hvis mændene i Reservepolitibataljon 101 kunne blive mordere under sådanne omstændigheder, hvilken gruppe mænd kan så ikke?«

Daniel J. Goldhagen mente i »Hitlers Willing Executioners« fra 1996 at »disse mennesker var overvejende og vigtigst af alt tyskere. Mens medlemmer af andre nationale grupper bistod tyskerne i deres nedslagtning af jøder, var Holocaust-hvervet primært et tysk foretagende... Beslutningerne, planerne, organisatoriske ressourcer og hovedparten af dets udøvere var tyskere.« Årsagen var århundreders antisemitisme rodfæstet i tysk kultur og kulminerende under Hitler. »Ingen tyskere, intet Holocaust.«

Harald Weltzer har undersøgt, hvordan helt almindelige mennesker i reservepolitibataljon 45 kunne blive brutale massemordere i Ukraine i »Täter, wie aus ganz normalen Menschen Massenmörder werden« (2005). Hans umiddelbart forbavsende tese er, at »uden moral - intet massemord«. Det er ikke sadister, men mennesker, der udvikler rationelle grunde for deres handlinger og skaber et moralsk alibi. Gerningsmændene undslår sig først, men opfatter det derefter som en ubehagelig, men nødvendig pligt over for fædrelandet.

Welzer indfører begrebet »referensramme«. Der er ingen objektiv virkelighed, men den virkelighed, som du forestiller dig, og som du handler ud fra. Udviklingen sker over tid og starter med, at den herskende gruppe udelukker en anden gruppe (her jøderne) fra samfundet (»ostracisme«) og derefter opfatter denne gruppe som mindreværdige, som ikke at være mennesker. De skal elimineres, dræbes, og de, der eventuelt har moralske skrupler, tier af hensyn til gruppesammenholdet og frygten for at stå uden for dette. Eliminationen bliver slet og ret til en arbejdsopgave.

Det er ikke autoritative men vege personligheder, der med uklare antydninger står bag processen, de antyder ubehag, men nødvendighed og skaber en solidaritet omkring ugerningerne. Har man først startet på skråplanet, kan man ikke stoppe, da det ville indebære at skabe tvivl om allerede begåede handlinger. Welzer nævner, at ved alle massemord optræder der enkelte personer, der går mod strømmen, men de er så forsvindende få, at han mener, at næsten alle kan blive massemordere. I øvrigt cementerer Welzer den tit oversete kendsgerning, at ingen tysk soldat er blevet skudt for at nægte at deltage i massemord!Kan alle da blive bødler? Laurence Rees citerer i »Auschwitz. Nazisterne og die Endlösung« (2004) en overlevende: »Folk spurgte mig: »Hvad lærte du?«, og jeg tror, jeg kun kan sige en ting - ingen kender sig selv. Når nogen er rigtig venlig over for mig, kommer jeg undertiden til at tænke på, »hvordan vil han være i Sobibór?« Mennesker ligner stoffer, der ændrer sig efter temperaturen. Akkurat som vand kun eksisterer som vand under visse temperaturforhold og bliver til damp eller is under andre, så kan mennesker blive til andre mennesker under ekstreme forhold.«

Primo Levi sagde: »Der findes monstre, men de er for få til at være farlige; meget farligere er de normale mennesker.«

Kan tortur da ikke forhindres og kan mennesker ikke stoppe op før de bliver bødler? Jo, det er muligt. Den væsentligste indsats skal gøres af de såkaldte »bystanders«, og det er jo os alle sammen. Tortur kan ikke praktiseres, hvis der er tilstrækkeligt mange, der protesterer. Dette vil altid - før eller siden - have effekt på de regimer, der praktiserer torturen. Og vi ved fra de psykologiske eksperimenter - og fra virkeligheden - at der altid er nogle, der siger fra undervejs på skråplanet til at blive bøddel. Der er altid et valg, og det styrkes ved opbakning fra aktive »bystanders«.