18. januar 2004, 00:00

Det danske velfærdssamfund står foran en større krise: den stigende »ældrebyrde«. Det emne skal Velfærdskommissionen se nærmere på. Problemet er bare, at sigtet er alt for snævert. Mens kommissionen arbejder, vil velfærdssamfundets andre problemer vokse uden at blive genstand for en samlet analyse. Sagen er nemlig, at vi ikke står over for én enkelt krise, men mange sammenhængende. I det følgende vil jeg præsentere fem krisetegn, som hver for sig kan give problemer for velfærdssamfundets overlevelse. Samlet set er de af langt større betydning end den såkaldte ældrebyrde.

1. Dårligt arbejdsmiljø. Der er massive arbejdsmiljøproblemer i den offentlige sektor. Det drejer sig om hjemmehjælpere, fængselspersonale, lærere, sygeplejersker, socialrådgivere osv. De klager over stigende arbejdspres, uklare arbejdsopgaver, dårlig ledelse, vold og chikane. Konsekvenserne ser vi i form af udstødning, fravær, personaleflugt og problemer med at rekruttere arbejdskraft.

Det er ikke, fordi de offentlige arbejdsgivere ikke ønsker at gøre noget ved arbejdsmiljøet, men indsatsen er sporadisk og ineffektiv. Der savnes en samlet og vidensbaseret indsats, hvor et godt arbejdsmiljø kombineres med høj kvalitet i de offentlige ydelser. Det er problematisk, at man fra politisk side diskuterer velfærdssamfundets ydelser uden at inddrage arbejdsforholdene for dem, der skal levere ydelserne. Og det er et paradoks, at man ønsker en større arbejdsstyrke og færre på offentlig forsørgelse, samtidig med at de offentligt ansatte har den største risiko for at blive førtidspensionerede.

2. Besværlige borgere. En af grundene til, at offentligt ansatte har store arbejdsmiljøproblemer, er, at borgerne er blevet mere »besværlige«. Skolebørnene er blevet mere urolige, patienterne mere krævende, fangerne mere voldelige, trafikanterne mere hensynsløse osv.

Nogle eksempler: Volden mod politifolk steg med 55 pct. i perioden fra 1998 til 2002. Hver tredje københavnske parkeringsvagt er udsat for vold fra vrede bilister i løbet af et år. Volden omfatter blandt andet at blive slået, spyttet i ansigtet, sparket, truet med kniv og forsøgt påkørt. Skolelærerne har stærkt stigende støjproblemer på grund af urolige børn. Dette giver blandt andet problemer med stress og tinnitus. Ambulanceførere rapporterer om stigende problemer med at nå frem til ulykker, da trafikanterne ikke giver plads for udrykningerne.

Hovedtendensen er, at borgeren som »klient« ikke overholder den stiltiende kontrakt med den offentligt ansatte, som indebærer, at hun/han udøver sit arbejde til gavn for os alle og har krav på venlighed, respekt og samarbejdsvilje. Det hører ikke med til en lærers job at modtage en »fuck-finger«, en betjents arbejde at blive kaldt »nazisvin« eller en socialrådgivers at blive kaldt »lede kælling«. Det er et krisetegn, at de stigende krav til velfærdsydelser ledsages af en dalende respekt for dem, der skal stå for ydelserne.

3. Løn-fælden. Selv om der er visse mindre forskelle på det offentlige og det private arbejdsmarked, er der i praksis snævre grænser for, hvor store de kan være. Hvis det ene arbejdsmarked bliver for »godt« i forhold til det andet, vil det give problemer med at rekruttere og fastholde den rette arbejdskraft. Det betyder, at den offentlige sektor er nødt til at have nogenlunde de samme arbejdsforhold, som den private. Problemet er bare, at de to sektorer opererer under forskellige vilkår. I den private sektor konkurrerer man på et globalt marked, og man kan øge produktiviteten gennem teknologiudvikling og forskning. De løntunge produktioner som fx beklædning og tekstil flytter man til lande med lavere løn, mens de videns- og kapitaltunge områder bliver i Danmark. Sådan kan man ikke gøre i den offentlige sektor. Dels er der ikke mulighed for at flytte plejehjemmene til Kina, dels er der meget få muligheder for at øge produktiviteten gennem teknologiudvikling eller forskning.

Vi er altså på vej ind i en løn-fælde: De offentligt ansatte ønsker nogenlunde den samme løn som folk i den private sektor, som imidlertid har lønninger, som er fastsat ud fra produktiviteten i en kapitalintensiv produktion. Yderligere krav om længere ferie eller kortere arbejdstid vil blot gøre ondt værre, idet det vil medføre yderligere arbejdspres og/eller dårligere offentlig service.

4. Lav effektivitet. Selv om Danmark har verdens største offentlige sektor, er der kun ringe interesse for, om vi får nok for pengene. Der er tre forhold, der især spiller ind her: uhensigtsmæssig organisering, manglende effekt af indsatsen og for lidt tid til kerneydelsen.

Et eksempel på en ineffektiv organisering af et område er indsatsen omkring de arbejdsløse, hvor A-kassen, Arbejdsformidlingen, bistandskontorerne og nu også private firmaer prøver at samarbejde om en koordineret indsats. Andre eksempler kunne nævnes. De er velkendte fra den offentlige debat, men der er kun ringe vilje eller evne til at gøre noget ved dem.

De fleste offentlige områder har forbavsende lidt dokumentation for, om indsatsen fører til de ønskede mål. Undertiden virker det, som om man overhovedet ikke interesserer sig for spørgsmålet. Blandt de mest problematiske sektorer er det sociale område, uddannelsessektoren og flygtninge- og indvandrerområdet. Paradoksalt nok er det hospitalerne, der oftest kritiseres for at have lav kvalitet. Mange overser, at når man overhovedet har dokumentation for effekten af behandlingerne, er det, fordi man i denne sektor systematisk baserer indsatsen på et solidt forskningsmæssigt grundlag. Sundhedssektoren er milevidt foran resten af den offentlige sektor på dette felt.

Det tredje forhold, som giver lav effekt af indsatsen, er, at vi ansætter flere og flere i den offentlige sektor, mens den enkelte ansatte bruger stadig mindre tid på kerneydelsen. Lærerne underviser i under halvdelen af arbejdstiden, sygeplejerskerne bruger kun en lille del af arbejdstiden på behandling og pleje af patienterne, og selv pædagogerne bruger under halvdelen af tiden på det, de egentlig er ansat til, nemlig at passe børn. Tiden går med møder, læsning af e-mail, koordinering, kontorarbejde, indberetninger, omorganisering, kurser eller projektarbejde, som ikke har noget med kerneydelsen at gøre. Vi ansætter altså flere og flere, som bruger stadig mindre tid på det, de er ansat til. Vores system er dyrt, men til gengæld dårligt.

5. Indvandringen. Indvandringen truer vores velfærdssamfund på flere måder. For det første koster den meget store summer til integration og passiv forsørgelse. For det andet er der stigende problemer med forskellige former for kriminalitet. Og for det tredje - og måske allervigtigst - risikerer vi, at vort nuværende systems legitimitet i befolkningens øjne forsvinder. Det, der gør det danske system særlig sårbart, er, at ydelserne er universelle og ikke betinget af, at man har arbejdet i et vist antal år, som det ses i mange andre lande.

Det er som bekendt vanskeligt at diskutere indvandrerspørgsmål i Danmark. Det ender ofte med, at de mennesker, der »diskuterer« med hinanden, fokuserer mere på hinandens dårlige personlige egenskaber eller motiver end på sagen. Indvandrerspørgsmålet indeholder så mange alvorlige udfordringer, at det må være på tide at fokusere på problemerne og deres løsninger. Det kan hurtigt vise sig at være for sent.Vi står altså over for en række problemer, der ikke kan løses ved hjælp af simple lovgivningsmæssige tiltag. Sammenlignet med disse problemer er »efterlønsproblemet« faktisk ret simpelt. Da velfærdssamfundet blev dannet, stod tusinder af kvinder (og hundreder af mænd) parat til at overtage de opgaver, som var »udliciteret« fra familien. I dag er kravene til ydelserne stigende, men alt for få er villige til at påtage sig opgaverne. Som brugere er vi blevet besværlige, aggressive og krævende, og det er ikke gået op for os, at vi kommer til at stå i en situation, hvor ingen gider passe vores børn, uddanne de unge, behandle de syge eller pleje de gamle. Ældrebyrde eller ej. Det samfund, vi er på vej imod, er ganske enkelt ikke bæredygtigt.