For 50 år siden debuterede Klaus Rifbjerg med den formidable digtsamling»Under vejr med mig selv«. Lige siden er han blevet læst, fordi han kan noget, ingendansk nulevende dansk forfatter kan gøre ham efter. Læs ham og bliv overbevist om, at vi her nok har det betydeligste danske forfatterskab i mands minde.
17. november 2006, 03:30 – opdateret 27. november 2006, 13:40
Mange lærde studier og utallige skarpsindige analyser er det blevet til i årenes løb. Ja, Klaus Rifbjergs forfatterskab har opnået klassikerstatus, men ikke i betydningen af et forfatterskab som alle kender men ingen læser, men tværtimod som alle kender og mange læser.
Og hvorfor bliver Klaus Rifbjerg læst og er blevet læst i en periode af 50 år siden debuten i 1956 med digtsamlingen Under vejr med mig selv? Svaret er, at han simpelthen kan noget, som ingen anden nulevende dansk forfatter kan gøre ham efter! Rifbjerg kan både provokere og vække til besindelse, han er en præcis erindringskunstner uden lige, sanser og ser på en ny måde, kan anlægge skæve vinkler, så at verden bagefter ser anderledes ud, og så forstår han at formulere sig så overraskende som ingen siden Johannes V. Jensen - og så er han i besiddelse af en barok humor, som denne ikke havde. Dette er altsammen egenskaber, der ikke mindst kommer til udtryk i Rifbjergs lyrik lige siden 1956. Tænk blot på højdepunkter som Konfrontation (1960), Livsfrisen (1979), prosadigtene Udenfor har vinden lagt sig (1984) og frem til den melankolske og inderlige Sæsonen slutter (2004) - en titel der varsler afslutning og død. Og hermed er kun nævnt enkelte af Rifbjergs mange digtsamlinger, hvormed han fornyede den danske lyriske tradition.
Med den formidable debut, der rækker tilbage til digterens undfangelse: »Een, to, tre / uforståelig sammensmelten af to organismer / filihankat« bragte han efter Heretica-digterne Ole Sarvig og Ole Wivels noget dystre og selvspejlende analyser af en undergangstruet verden i ly af Den Kolde Krig og atombomben en anderledes overgiven og dynamisk tone ind i det digteriske sprog. Med Konfrontation, Rifbjergs egentlige lyriske gennembrud, slog så modernismen igennem med et brag: »Tom, tom, tom - saligt tom / er verden for andet end ting«, proklameres det provokerende.
Konkrete sansninger registreres med fascination og modstilles hinanden på en hidtil ukendt måde, men herudover viste Rifbjerg sig som en associationens mester, ustyrlig og disciplineret på samme tid, hvilket f.eks. gør digtet »Nultime« til et absolut hovedværk i dansk lyrik, som stadigvæk volder universitetsstuderende hovedbrud. Endnu vanskeligere gjorde han det for sine læsere med samlingen Camouflage (1961), et storslået forsøg på at erobre virkeligheden gennem en rejse ind i det ubevidste og tilbage til fortid, til myter og egen erindring.
Men Rifbjerg ville ikke være Rifbjerg, hvis han ikke til stadighed overraskede sine læsere: »Jeg er ikke for fastholdere«, har han proklameret et sted, og se om han så ikke i 1965 drillende vender tilbage til den ydre genkendelige verden med Amagerdigte, en samling opkaldt efter forfatterens fødeø og med referencer til hans egen biografi, der endnu mere direkte står i centrum i romanen Tak for turen (1975), et dyk tilbage til året 1947, ganske vist en mørk tid lige efter verdenskrigen, men stoffet forvandles på eminent vis til en løssluppen humoreske om en drengs rejseoplevelser i det nordlige Skandinavien. Denne stræben efter realisme fortsættes med samlingen med den programmatiske titel Scener fra det daglige liv (1973) og kommer også til udtryk i familiekrøniken De beskedne (1976), et hørespil om den danske hverdag i 1950erne og 60erne, endnu et erindringsværk af frygtindgydende præcision.
Det er skildringen af denne ydre virkelighed, der også - i hvert fald ved en hurtig gennemlæsning - karakteriserer de fleste af Rifbjergs omkring 40 romaner. Næppe overgået er debutromanen Den kroniske uskyld (1958), endnu en klassiker i Rifbjergs enorme forfatterskab. Men bag overfladen af denne skildring af ubeskyttet og sårbar pubertet lurer destruktive kræfter. Uskylden må overvindes, ellers bliver den kronisk og fører lukt ind i katastrofen. Det samme motiv findes i flere af novellesamlingerne lige fra Og andre historier (1964) og frem til Andre tider (1997). Bag idyllen skjuler sig en anden, truende verden, hvilket allerede markeres i debutsamlingens fødselsdigt med linierne: »En ubehagelig mandsperson / beviser hastigt / det ny livs hårdhed / tre bragende klask i rumpen«. Det kan dreje sig om dæmoniske magter, der f.eks. er ude efter titelpersonen i romanen Operaelskeren (1966) - også en klassiker - en Don Juan-skikkelse, der da også deler denne forførers skæbne.
At vi manipuleres af skjulte kræfter er et tilbagevendende motiv i Rifbjergs romaner og kommer måske mest overbevisende til udtryk i et andet af hans prosahovedværker, Anna (jeg) Anna (1969), om en neurotisk diplomatfrues flugt væk fra sit luksusliv sammen med en ung kriminel hippie, samt i den undervurderede ligeledes mesterlige roman Brevet til Gerda (1972), en kvalfuld protest mod det statiske og passive, der dækker over en angst for livet, men som i sidste ende er en angst for døden. Temaet gentages op gennem forfatterskabet og gennemspilles allerede igen i den filosofiske roman R.R. Bogen udkom ligeledes i 1972 og er en bekræftelse af Rifbjergs ufattelige produktivitet, der har ført til rygtet om, at Gyldendal til stadighed skulle have fire-fem færdige manuskripter af Rifbjerg liggende i et pengeskab. R.R. er sammen med den tidligere digtsamling Mytologi (1970) og Operaelskeren også udtryk for Rifbjergs fascination af mytiske skikkelser. Det er en Faust-roman med en direkte kritik af den rationalistiske livsanskuelse, som titelpersonen har solgt sin sjæl til.
En tilsvarende kompleksitet karakteriserer romanen Kiks (1976), hvis veloplagte politiske satire allerede var gennemspillet i revolutionsfantasien Lonni og Karl (1968), med dedikation til Fidel Castro, og den dengang sensationelle satire Marts 1970 (1970), der til stor forargelse bl.a. skildrer et kærlighedsforhold mellem dronning Margrethe og Olof Palme. At skrive sådanne satiriske nøgleromaner er en anden Rifbjerg-specialitet lige fra journalistsatiren Spinatfuglene (1973) og helt frem til Alea (2003) - en renlivet provokation!
Det ville være formålsløst at remse den ene titel op efter den anden af denne Skandinaviens mest produktive forfatter med langt over 125 titler bag sig. Arkivet (1967), Et bortvendt ansigt (1977), Joker (1979), Falsk forår (1984), Billedet (1998) og ikke mindst Nansen og Johansen (2002) og Esbern (2005) er nogle af de vigtigste værker. I romanen fra 2002 bed kritikken især mærke i den norske opdagelsesrejsendes antydede homoseksualitet og glemte helt, at bogen først og fremmest er endnu et udtryk for Rifbjergs store fascination af længslen efter frihed og af døden i sidste instans. At romanen ikke mindst i Norge vakte forargelse var en provokation, som Rifbjerg nok har nydt! Han har altid været noget af en enfant terrible!
Foruden romaner og digte omfatter forfatterskabet drejebøger, skuespil og revyer - tænk blot på Studenterforeningens satiriske nytårskomedie Gris på gaflen (1962), der opstod i et frugtbart samarbejde med Leif Panduro - essaysamlinger, rejsebøger og børnebøger. Hertil kommer, at Rifbjerg har forsøgt sig som instruktørassistent og forlagsdirektør, har været kritiker ved Information 1957-59 og Politiken 1959-71 og ikke mindst gjorde en litteraturhistorisk indsats som redaktør sammen med Villy Sørensen af det sagnomspundne tidsskrift Vindrosen fra 1959-63. Han har været og er en engageret journalist og debattør ofte med irriterende men altid blændende formulerede synspunkter.
Enkelte temaer og motiver i dette utroligt rige forfatterskab, der aldrig trætter men til stadighed vækker til medspil og modspil, er her blevet antydet. Den sproglige og stilistiske rigdom, der sprudler fra Rifbjergs pen og som gør ikke mindst hans lyrik enestående, kan her kun postuleres - men læs ham og bliv overbevist om, at vi her nok har det betydeligste danske forfatterskab i mands minde, ikke en statisk institution men en spillevende seismograf, der skarpsindigt og med et overlegent kunstnerisk overskud formår at formulere sine erfaringer: disse har måske nok et privat udgangspunkt, men ejer i de bedste værker en almengyldighed, der burde gøre dem vedkommende for en hel befolkning.
For alt dette er Klaus Rifbjerg for længst blevet hædret med et medlemskab i Det Danske Akademi i 1967, et æresdoktorat ved Lunds Universitet i 1992 og med en lang række priser, hvoraf de fornemste nok er Nordisk Råds Litteraturpris i 1970 og Det Svenske Akademis Nordiske Pris i 1999, den såkaldte »Lille Nobelpris«! Den 15. december fylder han 75 år! Tillykke, Store Klaus - og genoptryk så den sprællevende klassiker Under vejr med mig selv!
