17. juni 2006, 03:30

Renæssance betyder genfødsel og betegner en periode af Europas og Danmarks historie, som begyndte i 1300-tallets Italien og greb om sig i hele Europa. Martin Luthers reformation var det klareste udtryk for denne bevægelses sejr. I dansk sammenhæng betegner man perioden fra den katolske kirkes nederlag i 1536 til Christian IVs død som renæssancen.

Men vigtigere er, hvad der er renæssancens mening og betydning. Ja, renæssancen betød et opgør med traditionen og stivnede samfundsstrukturer. Kraften i den kom ikke fra voldelige omvæltninger, men fra noget så øjensynligt uskyldigt som lysten til at læse kilderne til kirkens og kulturens historie. Lærde over hele Europa ville ikke længere nøjes med referater og officielle udlægninger af kristendommen og kulturen i bred almindelighed. De ville se og læse selv. De greb derfor tilbage til kilderne, og denne bevægelse skyllede mange ting væk, som tradition og magtstrukturer havde stablet op i det europæiske hus.

Rækken af mennesker, de kendteste er Johan Hus, Giordano Bruno og William Tyndale, der blev brændt eller dræbt for deres trang til åndsfrihed, er lang. De vidner om, at det ikke var en omkostningsfri beskæftigelse.

Men hvad er arven efter renæssancen og reformationen i dag?

Det har været på mode at se historien som en udvikling i de materielle forhold, som med en form for nødvendighed førte os derhen, hvor vi er i dag. Man siger så noget i retning af, at tiden var moden til reformationen. Hvis ikke Martin Luther havde gjort oprør, så var reformationen kommet fra en anden side. Det er den bagkloge, teoretiske betragtning langt fra det levede liv hos levende personer, der handler i nuet og jo aldrig har de »kloge« historikeres oversigt og viden.

Der er stor forskel på den tegner, der båret af sin overbevisning gik i gang med at fremstille pavens ansigt som en sækkepibe, Djævelen spillede på, og som ikke vidste, om det blev hans sidste satiretegning her i livet og den ateistiske historiker, der sidder 500 år efter og ser på den grove tone i de religiøse stridigheder mellem katolikker og protestanter i renæssancen. Der er lige så stor forskel som på den levende urokse og det smukt arrangerede skelet af den på et zoologisk museum.Hvis man skal forstå renæssancens storhed og betydning, må man bringe sig selv i spil. Ville jeg for min overbevisnings skyld have oversat Bibelen fra græsk til tysk og fået den udgivet, selvom fyrster med betydelig mere magt end dagens statsmænd krævede mit liv, ville jeg tegne karikaturer af det, som jeg anså som en løgnagtig religion, hvis det kunne koste både min familie og mig selv livet?

Her er vi inde ved kernen af de personers valg, som satte de begivenheder i gang, som vi kalder renæssancen. Man kan høre hvor hult det lyder med historikernes forsikringer om, at der kommer nok en anden Luther, hvis Luther ikke havde skabt baggrunden for reformationen. Man ser den ængstelige doktor Nomen Nemini sidde og fifle med sin kritik af biskoppernes magt, så krøller han hurtigt papiret sammen og siger: »der kommer nok en anden, jeg tror, jeg lader det ligge.« Der kom kun nogen, fordi nogen var parate til at ofre alt i deres søgen efter den sande kristendom, og havde der ikke været mod og mandshjerte, så var der slet ikke kommet noget. Havde Martin Luther ikke haft mod til at slå de 95 sætninger mod afladshandlen op i Wittenberg på slotskirkens dør, fordi han var bange for sit liv eller for ikke at blive forfremmet, havde du så gjort det? Også den danske renæssance har sine helte. En af dem er Hans Tavsen. Almindelig kendt er hans studier hos Luther og Melanchton i Wittenberg i 1523 til 1524. Almindelig kendt er også hans prædikener i Viborg og København, der kostede ham en landsforvisning og censur, hans arbejde med oversættelse af de fem Mosebøger midt under belejringen af København under Grevens fejde.

Den åndelige anstrengelse at skrive og formulere en ny kristendom, mens man må rejse fra sted til sted efterstræbt af Rigsrådets magtfulde katolikker og beskyttet af fanatiske borgere, er en præstation som trækker tænder ud. Tavsens valgsprog »I morgen skal min retfærdighed svare for mig«, viser klart nok en mand, der ikke ventede at få medhold i sine synspunkter, men også en mand, for hvem det ikke betød, at han derfor søgte konsensus. Hvordan han har virket på sine katolske modstandere, viser den lærde munk Poul Helgesens karakteristik af ham: »dette utyske blandt alle udyr, hvis tunge også er det skamløseste, man kan tænke sig«.

Hans Tavsens speciale var hebraisk, og det underviste han kommende præster i fra 1536 til 1541 i Roskilde. Et unyttigt fag for præster, der skulle ud at prædike for bønder - alligevel rummer beskæftigelsen med de døde sprog: hebraisk og græsk essensen af renæssance og luthersk teologi: studiet af kilden selv på originalsproget, bestræbelsen på at være omkring den Hellige Skrift selv og ikke lade sig nøje med mindre. Hvor langt vi er fra reformationens ånd i dag viser sig i, at man i fuldt alvor på de teologiske fakulteter taler om at afskaffe hebraisk, og måske vil græsk (svenskerne har selvfølgelig for længst gjort det) også ryge sig en tur - for hvad skal man dog bruge tid på de gamle sprog til, når man skal ud og prædike for almindelige mennesker? Så vil man hellere have lidt lommefilosofi og køkkenbordspsykologi.

I 1541 og til sin død i 1560 var Hans Tavsen biskop i Ribe. Men hans trængsler var langtfra slut, for her ventede et opgør med landets nye magthavere: adelen. Hans Tavsens opgave var at beskytte præsterne, kirken og skolernes økonomiske eksistensgrundlag mod de adelsmænd, der så det som en forpligtelse at skrabe, stjæle og rane, hvad de kunne af kirkens gods. Da Bugenhagen, som skrev den danske kirkeordning, i 1539 rejste over Sjælland, bad Peder Palladius ham om at bruge hans heste, fordi han ikke havde fået løn fra lensmanden, og hestene ellers ville omkomme af sult.

Hans Tavsen blev på grund af sit forsvar for præsterne et hadeobjekt for adelen. I Ribe domkirke gik det så vidt, at en adelsmand, som ville have gods tilbage, som hans forfædre havde skænket kirken, men ikke kunne få det, trængte ind med sværd i hånden og ville slå Hans Tavsen ihjel, mens han stod på prædikestolen, men Tavsen undslap og blev bragt i sikkerhed i bispegården. Desuden skrev han i bispetiden i Ribe i 1540erne et skrift om kirkens ret til at udelukke syndere fra kirken uanset kongens magt, et skrift som endnu to hundrede år senere af censuren fik det stempel »bør ingensinde trykkes«. Nå ja, men havde Hans Tavsen ikke gjort det, så havde en anden nok gjort det, lyder en blasert eftertids dom over reformation og renæssance. Nej, det tror jeg egentlig ikke.Skal vi derfor i renæssanceåret gøre andet end at støve kulturarven af i et knæfald for den interessante nye vinkel på noget, vi dybest set ikke forstår eller vedkender os, så må vi se på de mennesker, hvis trang til sandhed og viden bragte dem ud, hvor de ikke kunne bunde, hvor almindelige mennesker, såvel som kirke, adel og fyrster forsøgte at knægte deres åndsfrihed. Vi må se på dem og deres liv som et spejl på vores tid. Renæssancen er frem for noget andet tiden, hvor lærde mænd selv ville se kilderne, selv ville formulere deres spørgsmål til dem. Det førte til en ny forståelse af individet, politik, kunst og religion. Men disse goder er blot som renteafkastet af den kapital, som er renæssancens egentlige, nemlig den vilje og lyst hos lærde fra alle samfundslag efter sandheden på trods af alle dem, som ville standse deres stræben.emu.dk/sem/fag/kre/tema/renaissance2.html

Danmarks undervisningsportal

renaissance2006.dk

Renæssanceårets hjemmesidetKronikken i morgen:

»Manipulation, vold og selvcensur«. Hvis du får lov til at læse lektor Klaus Kjøllers kronik, er der stadig håb ...