3. maj 2007, 03:30

I en roman fra 1929 af sovjetforfatteren Andrei Platonov udtaler hovedpersonen, at i et kommunistisk samfund er den sidste kapital, du har tilbage, de få venner, du kan stole på. Mere end alt andet giver denne henkastede bemærkning læseren et præcist billede af et kontrolsamfund, hvor mistillid, ufrihed, angst og løgn opæder samfundet indefra som en kræftsvulst. Som blandt andre historikeren Erik Kulavig har dokumenteret, var det dog først i 1930erne, det sovjetiske kontrolsamfund kulminerede med stor passiv folkelig modstand til følge, og skrappere og skrappere straffe fra Sovjetmagtens side - som f.eks. 2 år i statens arbejdslejre for 'pjækkeri fra arbejdspladsen'.

Danskerne har i nyere tid været forskånet for et sådant orwellsk Big Brother-overvågningssamfund. Tværtimod viser den ene internationale undersøgelse efter den anden, at Danmark er et land gennemsyret af tillid borgerne imellem, samt mellem borgere og vigtige samfundsinstitutioner som politi, retsvæsen og regering. På den baggrund er det heller ikke mærkeligt, at danskerne i de internationale undersøgelser optræder som et af de rigeste, frieste og lykkeligste folkefærd i verden - et land med lav kriminalitet, næsten ingen korruption og meget høj produktivitet.

Men hvad er egentlig tillid? Hvilken samfundsøkonomisk rolle spiller den? Og er vi danskere gode nok til at udnytte vort høje niveau af tillid?

Vi finder tre grunddefinitioner af tillid - en sociologisk, en mikroøkonomisk samt en samfundsøkonomisk.

De fleste sociologer har defineret tillid som et redskab for individet til at reducere verdens kompleksitet. Et eksempel er at have tillid til sine medtrafikanter - i modsat fald ville man have svært ved at turde bevæge sig uden for en dør, fordi moderne trafik er livstruende hvert eneste sekund.

Økonomer har på individniveau typisk defineret tillid som en forventning om, at du ikke vil snyde mig, selvom du opnår en gevinst på kort sigt. Et eksempel kunne være en producent, der stoler på, at den indkøber, han leverer til, ikke snyder ham (selvom indkøberen rent faktisk er i stand dertil).

Endelig forstår samfundsøkonomer tillid som et redskab til generelt at reducere transaktionsomkostningerne i et samfund. Når der er tillid, sparer et samfund masser af penge, fordi f.eks. økonomiske transaktioner foretages uden kontrakter. I Danmark behøver vi ikke en hær af advokater som i USA, hvor man har sværere ved at stole på hinanden. Tænk også på de investeringer i overvågnings- og kontroludstyr, et land som Danmark sparer, fordi vi generelt kan stole på hinanden - f.eks. i supermarkeder og byggemarkeder. Som sådan fungerer udbredt tillid i et samfund som et økonomisk 'smøremiddel'

Hvor vigtig den samfundsøkonomiske betydning af tillid egentlig er, viser sig i, at social tillid - dvs. det at man har tillid til folk udover familie, venner og bekendtskabskreds, dvs. til folk man ikke kender - blandt økonomer i dag regnes for en vigtigere produktionsfaktor end selv human kapital, dvs. en befolknings uddannelsesniveau. Det er måske alligevel ikke så underligt, når vi tænker på worst case eksemplerne.

Tager vi deciderede mistillidssamfund som Sovjetunionen i 1920erne og 30erne og Irak, Afghanistan og Brasilien i dag, forekommer det slående, hvor 'effektivt' udbredt mistillid mellem forskellige grupper og traditioner for at modarbejde hinanden totalt kan smadre en økonomi. Akkurat ligesom det er tilfældet med ægtepar, der - som de fleste af os vil vide - kan modarbejde hinanden på det grusomste (men heldigvis også kan samarbejde fortrinligt, hvis de vælger en sådan strategi). Set på baggrund af sådanne tilfælde bliver det evident, i hvor høj grad tillid er en grundbetingelse for rigdom og lykke, også i dagens Danmark. Alligevel har tillid været en overset økonomisk faktor - og det på trods af, at økonomiens grundlægger, Adam Smith, allerede i midten af 1700-tallet fastslog, at Nederlandenes økonomiske succes kunne tænkes at bero på, at netop i dette land stolede folk på hinanden. I Danmark mener 3 ud af 4, at man kan stole på andre mennesker - til sammenligning med et land præget af afgrundsdyb økonomisk ulighed som Brasilien, hvor det er 1 ud af 20, der mener, folk er til at stole på. Den såkaldte 'institutionelle tillid' i Danmark - dvs. tillid til politiet, retsvæsenet, administrationen og regeringen - er endog højere, ja uhørt høj, nemlig på knap 85 procent.

Kort sagt viser alle historiske og nutidige eksempler, at overdreven statskontrol og statstvang fører til udbredt mistillid og økonomisk stagnation; mens oplevet borgerfrihed og tillid fører til 'velsmurte' samfund, også i økonomisk henseende. Eftersom Danmark er kåret som verdensmester i tillid, kan vi altså antage, at vi her finder en stor beholdning af en unik samfundsressource. Spørgsmålet er så: Udnytter vi denne ressource - en umiddelbar og vel også velbegrundet tillid til hinanden - i tilstrækkelig grad? Og har vi en samfundsøkonomisk strategi for, hvorledes vi bliver ved med at pleje og opbygge den?

I den slutrapport, Velfærdskommissionen udgav i december 2005, hører vi nærmest ikke et ord om 'bløde' værdier som tillid, samarbejdsevne og borgerlykke og -frihed. Alt går op i diverse arbejdsmarkedsfremskrivninger - i en blind tro på, at velfærdssamfundets overlevelse er et spørgsmål om statistik og statslig styring af arbejdsmarkedet. Som sådan kan Velfærdskommissionens arbejde ses som et forsvar for Kontrolsamfundet Danmark frem for Tillidssamfundet Danmark.

Samme tendens går igen i forbindelse med diskussionerne om en kommende kvalitetsreform, der har til hensigt at optimere de offentlige virksomheder. Af de to nøgleredskaber i værktøjskassen - kontrol eller tillid - synes regeringen at have en uheldig tilbøjelighed til at vælge kontrolinstrumentet. Jeg har selv erfaret dette inden for universitetsverdenen samt, ikke mindst, når jeg har holdt foredrag på højskoler og i offentlige institutioner. Alle steder oplever man en øget kontrol fra statens side og opfatter det direkte som et mistillidsbrud. Resultatet er spild af tid og kræfter på at udfylde kontrolskemaer - som f.eks. på plejehjemmene, hvor enhver pille nu skal registreres. Eller i folkeskolerne, hvor - hvis man skal tro formanden for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen - lærernes hverdag tynges »af stadigt flere unødvendige, bureaukratiske opgaver, som handler om at tælle, måle og dokumentere«, og hvor »for meget styring udefra risikerer at dræbe engagement og kreativitet« hos de selv samme lærere (se Folkeskolen.dk).

Jeg mener, regeringen bør tage en sådan kritik alvorligt - ja, direkte bruge den til yderligere at højne debatten om en kvalitetsreform. Man skal i højere grad turde stole på de offentligt ansatte, have tillid til danskerne. Selvfølgelig ikke en blind tillid - der skal slås hårdt ned på f.eks. sort arbejde og embedsmisbrug som i Farum-sagen. At danskerne er 'verdensmestre' i tillid vidner imidlertid om, at vi i Danmark har en unik ressource, der bør bruges aktivt. Regeringen bør derfor udvise tillid til borgere og embedsfolk snarere end øge overvågningen af dem. Netop i et land som Danmark vil dette være en særdeles fornuftig strategi.