Hans Davidsen Nielsen: Det er mig ubegribeligt, hvorfor kommissionen har forholdt sig så ukritisk til nøglepersoner i PET og tilsidesat den ansvarlige justitsministers dagbog og ikke mindst departementschefens forklaring.
17. august 2009, 22:30
PETs hemmelige nedfotografering af de politiske kartoteker og overflytning af arkivet til USA. Ifølge kommissionen beror denne tilsyneladende meget alvorlige sag på »en misforståelse«, uden at kommissionen fremlægger nogen overbevisende dokumentation for sin påstand. Det er mig ubegribeligt, hvorfor kommissionen har forholdt sig så ukritisk til nøglepersoner i PET og tilsidesat den ansvarlige justitsministers dagbog og ikke mindst departementschefens forklaring. Samtidig kunne man have ønsket sig, at kommissionen havde forsøgt at få belyst sagen gennem amerikanske arkiver og kilder. Det er tilsyneladende ikke sket.
Ifølge kommissionen skulle VKR-regeringen i september 1968 have givet PET en form for »frihedsbrev« til at registrere langt bredere politisk, end hvad man udadtil fortalte befolkningen. På den baggrund var det i orden, mener kommissionen, når PET-chefen siden i et notat beordrede sine medarbejdere til at registrere ledende partimedlemmer af bl.a. DKP alene på grund af deres politiske tilhørsforhold. Men når man sammenholder teksten i det såkaldte frihedsbrev med indholdet af PET-notatet, er der overhovedet ikke dækning for konklusionen. Tværtimod.
Det fremgår af en fodnote, at der ikke eksisterer referater fra regeringens sikkerhedsudvalg under VKR-regeringen (1968-1971). Hvem sørgede for, at referaterne fra denne så afgørende periode for PETs historie blev destrueret? Og hvorfor er de væk, når der ligger referater fra både tiden før og efter VKR-regeringen? Dette højst bemærkelsesværdige forhold går kommissionen slet ikke ind i eller problematiserer over. Det fortjener da mere end en fodnote.
Endelig synes jeg også, at man burde have kunnet forvente et navne- og stikordsregister, når kommissionen har siddet i 10 år og kostet 70 millioner kroner. Men det hører hjemme i småtingsafdelingen.
Sammenfattende undrer det mig, at PET-kommissionen har forholdt sig så ukritisk i afgørende spørgsmål og været rene mikrofonholdere for involverede parter med soleklare interesser i sagen. Derfor tror jeg ikke på, at hele sandheden om PETs historie er blevet afdækket med kommissionsberetningen, hvilket er synd, når den har haft ti år og 70 millioner kroner til opgaven.
