2. september 2007, 03:30

Klichéen om, at »de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder«, fremføres ofte til forsvar for det danske velfærdssamfund. Vi støder på vendingen i den offentlige debat, videnskabelige værker samt partiprogrammer. Tankegangen er, at en gruppe svage borgere af forskellige årsager ikke kan brødføde sig selv, hvorfor stærkere borgere må brødføde både sig selv og disse medborgere.

Dette er på mange måder en sympatisk tankegang. Det, der engang blev betegnet som »overklassen«, påtager sig ansvaret for at hjælpe og evt. midlertidigt forsørge folk fra »underklassen« (indtil de kan klare sig selv). Helt fint. Problemet med denne eufemisme er, at den risikerer at dække over en noget mindre altruistisk hverdag i virkelighedens verden.

Stik imod myten om de bredeste skuldre vil jeg her argumentere for, at det i dagens Danmark snarere er de hæderligste end bredeste skuldre, der bærer de tungeste byrder. Det er altså ikke primært rige, veluddannede folk, der så at sige »ofrer sig« for deres fattige, dårligt uddannede medborgere. Det er derimod lovlydige, godtroende borgere, der ofrer sig for uhæderlige danskere, der falder for fristelsen til at snyde typisk skattesnyd. Herved kommer de lovlydige borgere til at betale relativt mere i skat end snyderne. Snyderne har desværre stor motivation for at snyde de løber nemlig ikke nogen stor risiko for at blive straffet, endsige opdaget, i et forholdsvis »blødt« samfund som det danske. Som sådan er deres adfærd meget rationel i strikt økonomisk forstand.

Problemet er imidlertid, at de hæderlige skuldre hurtigt kan blive overbebyrdede. Ligeledes kan det være svært at bibeholde og fortsat fremavle de stærkt samfundsgavnlige, lovlydige borgere, hvis denne gruppe i stigende grad oplever, at deres eneste »løn« er at blive holdt for nar. F.eks. er det helt almindeligt i dagens Danmark at udføre og få udført sort arbejde og man ved, det er risikofrit. Man må her formode, at de borgere, der endnu ikke er faldet for fristelsen til at »glemme« momsbetaling, vil gøre det på et eller andet tidspunkt. Om ikke andet så for at undgå at blive til grin i andres øjne. Det er nemlig ikke så sjovt at være hæderlig og have de »bredeste« skuldre, hvis folk anser dig for at være et godtroende fjols.

Faren er naturligvis, at vi på lang sigt risikerer at få et samfund, hvor borgerne akkurat som forkælede børn har lært nogle unoder, det er svært at vænne dem af med igen. Altså f.eks. at det er o.k. med sort arbejde, svindel med kørselsfradrag, modtagelse af statslige ydelser, man ikke har krav på, forsikringssvindel mv. Et samfund, hvor det er gået af mode at være stolt af sit land og derfor lovlydig, betale sin skat med glæde, osv. At det at føle fædrelandskærlighed, være retskaffen og udvise samfundssind ligefrem bliver set som gammeldaws og lidt til grin.

Jeg vil her forklare nærmere, hvad jeg mener med, at der er en risiko for, at uhæderlighed i stigende grad kan betale sig i Danmark. Det vil jeg gøre ved lettere karikeret at beskrive fire nutidige privatøkonomier. De første to tilhører den lovlydige pensionist og lovlydige akademiker. Disse økonomier er mindre succesfulde. De to sidste privatøkonomier er derimod succesfulde og særdeles samfundstilpassede. De tilhører den sortarbejdende håndværker og den kriminelle. De fire personer er opdigtede. Alligevel mener jeg, de afspejler en dansk virkelighed i langt højere grad end megen gængs statistik og velfærdsretorik.

Jeg beder altså læseren om først at forestille sig en pensionist, 67 år, enke, hjemmegående husmor det meste af sit liv. Hun bor i et lille rækkehus i udkanten af København og lever udelukkende af sin folkepension. Hun og manden har gennem hele livet brugt deres ressourcer på at hjælpe deres tre børn på vej i livet. Nu er hun alene, uden venner og bekendte. Efter mandens død er huset blevet forfaldent. Hun bestiller af og til en håndværker hun er chokeret over, hvor dyrt det er. Hun har flere gange måttet sande, at »det er dyrt at være fattig«, f.eks. når hun har undladt at få udskiftet et dryppende vandrør af frygt for regningen.

Lad os nu se på en højtuddannet mand, 40 år, universitetsansat, med kone og tre børn. Familien har lige købt en villa, der »trænger til en kærlig hånd« i en større provinsby. Eftersom manden bruger meget tid på at pendle, arbejder hans kone kun 30 timer om ugen som pædagogmedhjælper i en børnehave.

Akademikeren er opdraget med en »protestantisk etik«, dvs. en tro på, man bør arbejde hårdt og være lovlydig og god samfundsborger også selv om hans dagligdags oplevelser jævnligt konflikter med denne arv fra forældrene. Han arbejder hårdt både på arbejdet og hjemme på huset. Der er ikke råd til håndværkere (han undgår sort arbejde), så derfor har han udviklet sig til lidt af en gør-det-selv-mand. Bagsiden er, han kun har lidt tid til kone og børn. Fritid er noget, han kun har en svag erindring om. Til trods for den store arbejdsindsats halter familiens økonomi. Ikke engang lånene fra studietiden er betalt ud. Akademikeren er derfor begyndt at holde foredrag i weekenderne, men har erkendt, at det knap kan betale sig pga. topskat.

Lad os nu se på to succesfulde privatøkonomier med anderledes luft i budgettet.

Først en dygtig og energisk håndværker, 32 år, tømrer, med kone og to børn. Konen er pædagog på fuld tid. De bor i en villa mellem København og Roskilde. Hans vennekreds alle sammen håndværkere har hjulpet ham med at totalrenovere huset, der efterhånden rummer en stor friværdi. Han er ansat i en større tømrervirksomhed, der primært har opgaver i København. Han arbejder hurtigt og effektivt og tjener gode penge. Ind imellem får han i arbejdstiden også tid til at tage ud og lave sort arbejde i de københavnske ejerlejligheder og tager sig betalt, så»hatten passer«. Om aftenen laver han ofte sort arbejde for folk i sin landsby også folk, han ikke kender. »Mund-til-mund«-metoden er effektiv her.

Næsten hver weekend laver han sort arbejde eller hjælper vennerne med at renovere huse eller sommerhuse. Familien har et stort overskud på kontoen hver måned. Bagsiden er, at konen jævnligt klager over, han er for lidt hjemme. To gange om året rejser familien til udlandet: på skiferie og en månedstid til f.eks. Australien eller Kina om sommeren. Når håndværkeren laver sort arbejde, tænker han aldrig på, at det er umoralsk eller »skattesnyd«, selv om han naturligvis er klar over, at det ikke er lovligt. Han synes, han både gør folk og sin egen familie en tjeneste. Han taler åbent om sine aktiviteter og er ikke bange for at blive opdaget eller straffet. Han har aldrig hørt om nogen, der er blevet taget.

Endelig er der den mest succesfulde privatøkonomi, som tilhører den unge kriminelle. Han er 23 år, bor sammen med forældre og søskende i en lejlighed i København nogle kalder området en ghetto. Han er så velhavende, at han sagtens kunne købe et hus kontant, men har ikke lyst til at flytte fra familie, slægtninge og venner. I stedet har han netop købt en bil i millionklassen.

Hans formue er ikke registreret i en bank eller andetsteds, det ville nemlig give problemer med at få udbetalt overførselsindkomst. I begyndelsen af sin karriere var han så uerfaren, at han blev taget af politiet to gange i træk. Begge gange blev han heldigvis løsladt med det samme. Siden har han passet mere på og lader andre lave »det beskidte arbejde«.

For et par år siden droppede han ud af et uddannelsesforløb på teknisk skole. Som han selv udtrykker det: den karriere, han har nu, er meget mere givtig. Hans forældre aner ikke, hvor han får pengene fra, og de ville blive meget chokerede, hvis de vidste det. Den unge kriminelle har intet ønske om at skifte karriere. Han elsker spændingen og har vænnet sig til det høje forbrug. Desuden: hvis han skulle blive taget, er straffen sjældent hård, og der er altid høj sandsynlighed for at gå helt fri.

Disse eksempler er naturligvis stærkt overdrevne. Alligevel vil jeg påstå, at de afspejler en dansk virkelighed anno 2007 og nogle uheldige mekanismer i vort samfund, som vi må gøre en målrettet og vedvarende indsats for at komme til livs. Også politi og retssystem må bidrage til, at velfærdssamfundets »akilleshæl« ikke ender som kronisk senebetændelse. Det danske velfærdssamfunds vigtigste brændstof er høj samfundsmoral udsprunget af en dyb forståelse af, at når mine medborgere trives, trives jeg selv. Hvis denne moral går fløjten, ender vi med, at det ikke er de bredeste, men hæderligste skuldre, der bærer de tungeste byrder.