10. juni 2007, 03:30

For mange år siden var der i fjernsynet en dansk-svensk gættekonkurrence der hed 'Terningerne er kastet'. Da studieværten - Otto Leisner, så vidt jeg husker - skulle sikre sig at han havde lydforbindelse til det svenske hold, der var blevet stuvet ind i et glasbur, stillede han spørgsmålet: »Kan I høre mig?« Herefter fulgte en pause, men så gik Ernst Hugo Järegårds stemme igennem med dette svar: »Vi hör dig, men vi förstår dig inte.«

Problemet vores nordiske naboer har med at forstå dansk, er altså ikke nyt, men det er blevet større. Dansk glider efterhånden væk fra svensk og norsk, og flere og flere nordboere - især de unge - går over til at tale engelsk med hinanden. Denne overgang er ikke svær at forstå, men alligevel en dårlig idé.

Den 1. marts i år markerede det finske udenrigsministerium den nordiske sprogkonventions 20-års-jubilæum med et seminar i Helsingfors. Ministeriets formål var at spørge om det i dag er realistisk at tale om et nordisk sprogfællesskab, om der kan gøres mere for at fremme forståelsen af nabosprog og nordiske sprog, og om der på længere sigt findes noget alternativ til at bruge engelsk.

Seminaret havde titlen 'Okänd konvention', for at understrege at konventionen reelt er gået i glemmebogen. Det er ikke nogen overdrivelse; da jeg for at forberede mit foredrag slog op i det danske nationalleksikon, var det nærmeste jeg kom emnet, en artikel om den nordiske ægteskabskonvention. Men vi har altså også en konvention der pålægger offentlige myndigheder og institutioner i de fem nordiske lande at gøre deres bedste for at nordboere kan bruge deres modersmål når de søger kontakt med det offentlige.

Den internordiske sprogforståelse er blevet undersøgt i flere omgange. De to første undersøgelser - fra 1972 og 1994 - viste at nordmændene er bedst til at forstå nabosprogene, at mindre end halvdelen af svenskerne og finlandssvenskerne har en god forståelse af talt dansk, og at næsten ingen af finnerne får fat på hvad danskerne siger. Her ser vi tydeligt de to svage led: Talt dansk er svært at forstå for andre nordboere, og beherskelsen af svensk i Finland er så begrænset blandt det finsktalende flertal at det nordiske sprogfællesskab ikke har nogen realitet for denne gruppe nordboere.

I 2005 fulgte en stor undersøgelse af 16-19-åriges internordiske sprogforståelse (Lars-Olof Delsing og Katarina Lundin Åkesson: Håller språket ihop Norden?). Også her viste det sig at nordmændene er bedst til at forstå nabosprogene, og det er hvad man kunne vente, for norsk indtager en mellemstilling mellem dansk og svensk ved at dets ordforråd ligner det danske og dets udtale ligner den svenske. Hvad nordboere uden for Skandinavien angår, viste undersøgelsen at færingerne klarede sig bedst og finnerne dårligst. Heller ikke det er overraskende, for mens færingerne har et nordisk sprog som modersmål og gode kundskaber i dansk, har finnerne et ikke-nordisk sprog som modersmål og for de flestes vedkommende beskedne kundskaber i svensk. Undersøgelsen viste endvidere at forældre klarer sig betydeligt bedre end deres børn, og at de unges læseforståelse er klart bedre end deres høreforståelse.

Endelig viste det sig at de unge gennemgående er bedre til engelsk end til nabosprogene, en forskel der ikke mindst skyldes at de i 6-9 år er blevet undervist i engelsk, mens et flertal af dem aldrig har fået nabosprogsundervisning. I Danmark og Norge oplyser ca. halvdelen af eleverne at de har fået nabosprogsundervisning, og i Sverige drejer det sig kun om en fjerdedel.

På baggrund af den nye undersøgelse må man spørge om det stadig giver mening at tale om et nordisk sprogfællesskab blandt de unge. Er toget kørt?

Så galt står det nu ikke til. Situationen er ganske vist ikke opmuntrende, for i løbet af de sidste årtier er det gået ned ad bakke med nabosprogsforståelsen. Men projektet med at bruge sit modersmål når man kommunikerer med andre nordboere, er stadig muligt. Dets indlysende fordel er at dansk, norsk og svensk både i ordforrådet, grammatikken og udtalen ligner hinanden så meget at den sproglige viden man skal tilegne sig for at kunne kommunikere internordisk, er ret begrænset. Den fordel har vi ikke når vi bruger engelsk, for det er et regulært fremmedsprog. Dertil kommer at nordboerne gennemgående ikke er så gode til engelsk som de tror de er, så omkostningen ved at bruge engelsk er et informationstab: Vi kan ikke udtrykke os nuanceret på engelsk, og i mange tilfælde siger vi det vi kan, snarere end det vi vil. Mange kender utvivlsomt følelsen af at ens personlighed reduceres når man slår over i et fremmedsprog.

Bruger vi vores modersmål, er der ingen grænser for hvor nuanceret vi kan udtrykke os. Men hvilken glæde har vi af denne nuancerigdom hvis vores nordiske naboer kun forstår halvdelen af det vi siger? Så er halvdelen faldet på klippegrund, og i så fald er modersmålsalternativet ikke bedre end det engelske. Hvis projektet med at tale nordisk skal lykkes, er der brug for en kraftig styrkelse af skolens nabosprogs­undervisning her og nu. En undersøgelse fra 1999 (Bent Preisler: Danskerne og det engelske sprog) har vist at det især er i skolen danskerne lærer engelsk. Hvis vi styrkede nabosprogsundervisningen i skolen, og eleverne derved blev bedre både til at forstå nabosprogene og til at tale deres eget sprog tydeligt, ville det gøre det skandinaviske alternativ til engelsk konkurrencedygtigt.

Hvorfor er det netop dansk der besværliggør den internordiske kommunikation? Den afgørende grund er utvivlsomt at den danske udtale på flere områder er blevet svækket og derved har bevæget sig langt væk fra den oprindelige sprogform. Hvor vi svarende til fællesnordisk wika finder vecka i svensk, vika i islandsk og færøsk og veke/uke i norsk, finder vi i dansk uge, og så udtaler vi endda dette ord helt uden konsonanter, som uu. Samme type svækkelse finder vi i et ord som kage (svensk kaka), hvor et oprindeligt k først er blevet svækket til hårdt g og derefter til blødt g for til sidst at forsvinde helt. Det virker næsten som om dansk er i færd med at eliminere sig selv.

Et andet spørgsmål der rejser sig, er hvorfor det netop er dansk der har været udsat for disse reduktioner. Det er ikke let at svare på, men det skyldes i hvert fald ikke dansk slaphed og dovenskab. En del af forklaringen skal nok søges i at den danske talerytme - ligesom den britisk engelske og i højere grad end den norske og svenske - er en 'morserytme': Rytmen opstår ved at de trykstærke stavelser er adskilt af nærved lige store tidsintervaller, som fx i »Det er ikke muligt at gøre det«. Hvis der er mange tryksvage stavelser mellem de trykstærke, bliver de udtalt hurtigt og derfor med mange reduktioner: »Jeg ville ikke have troet det muligt at han ville gøre det«. Mens denne sætning udtales staccato, udtales dens svenske modstykke »Jag skulle inte trott det möjligt att han skulle kunna göra det« mere legato.

En absolut betingelse for at redde den nordiske sprogforståelse på målstregen er at danskerne uophørligt gør sig umage med at tale langsomt og tydeligt. (Det gøres faktisk af rejseledere når de har svenskere og nordmænd med i rejseselskabet). Hvis vi mumler og japper, går det bare ikke. Det ville også hjælpe hvis vi til nordisk brug kunne tale dansk lidt som islændinge og færinger gør det, eller som dialekttalende danskere når de ved officielle lejligheder slår over i rigsmål. Dansk er nemlig bedst egnet som kommunikationssprog i Norden hvis vi gør vores udtale mere bogstavnær, fx ved at udtale to stavelser i ord som go-de, me-get og sva-re. Hvis vi derudover udskifter nogle af de besværlige danske ord med ord der ikke er ukendte i nabosproget, fx huske med mindes, kendsgerning med faktum, tit med ofte og værelse med rum, vil vi blive forstået, og så kan vi nuancere vores meddelelser så meget vi lyster. Og det er en bedre løsning end at kommunikere på halvengelsk.

Ifølge regeringens sprogpolitik fra 2004 skal der fortsat lægges vægt på at det nordiske sprogfællesskab formidles gennem sprogundervisning fra skole til universitet. Og i Nordisk Ministerråds deklaration om nordisk sprogpolitik fra 2006 er et af de mål der opstilles, at alle nordboere skal kunne kommunikere med hinanden, primært på et skandinavisk sprog. Baggrunden for disse erklæringer er utvivlsomt at vi ved at tale nordisk bedst får adgang til et værdifuldt historisk og kulturelt fællesskab; og vores nabolande er jo også vigtige handelspartnere. Problemet er blot at ingen af disse sprogpolitiske dokumenter er juridisk bindende, og man kan let forestille sig at skoler må beklage ikke at kunne finde plads til nabosprogsundervisning i deres sammenpressede skemaer. Hvis vi affinder os med det, vil den nordiske sprogforståelse - en forståelse der i flere år næsten besværgende er blevet kaldt 'det umistelige'- inden længe være en saga blot.