Claes Kasthom: Afstemningen sidste søndag viste, at en del mennesker leger med tanken om at afskaffe monarkiet til fordel for republikken. Om disse republikanere egentlig har gjort sig klart, hvilke opgaver monarkiet løser, er vel tvivlsomt.
12. juni 2009, 19:05 – opdateret 12. juni 2009, 21:49
Da den nuværende norske konges far, Olav den Femte, var død og skulle begraves, deltog jeg i en konference om »Minority Protection and Human Rights in the New Europe«. Den fandt sted i nærheden af Oslo, og Det Norske Institut for Menneskerettigheder stod for den. Det var i 1991. Sovjetunionen var endnu ikke brudt sammen, men Muren var faldet fjorten måneder tidligere, og de øst- og centraleuropæiske lande – hvoraf flere faktisk aldrig havde haft demokrati – var trådt ud af rollen som vasalstater af Sovjet og havde påbegyndt vejen mod det liberale demokrati.
Det var en farlig proces. For det var jo ingen hemmelighed, at det kommunistiske jerngreb om Østeuropa havde holdt mange etniske konflikter nede. Ville de nu blusse op igen? Hvad ville frihedens pris blive? Borgerkrige, forfølgelse af minoriteter, folkedrab? Vi var mange i Europa, der holdt vejret. Det var i den atmosfære af stor forventning og stor frygt, denne konference – der skulle ses som et lille bitte bidrag til at præge tingene i en human retning – løb af stabelen.
På tredjedagen, mens vi sad nogle mennesker i en koncentreret diskussion, kom konferencens leder, en internationalt højt respekteret norsk professor, ind til os og afbrød. Det er tårerne i hans øjne, jeg husker så klart. Akademiske forsamlinger er normalt isnende følelseskolde. Nordmanden sagde: I undskylder nok, at vi er lidt ved siden af os selv i dag. Vores gamle konge skal begraves, og han har betydet så meget for os. – Stod denne professor ikke dér og opførte sig som Billed-Bladet? At græde over en konge kunne han vel lade forkalkede gamle droskekuske samt kvinder af den lavere middelstand om. For os mennesker af vore dage kunne kongehuset ikke være andet end en hul nød, en rest fra menneskehedens primitivere fortid, i dag intet andet end et symbol på uacceptabel ulighed.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg endnu dengang anså dyrkelsen af kongehuset, inklusive de årlige sovsekandeparader og voksne mænd, der hoppede og sprang som børn, samt – naturligvis – hele ordenssystemet, hvor folk, der aldrig har siddet på en hest og ville bryde sammen under vægten af en fjerbusk, udnævnes til riddere, for et kulturelt højdepunkt af latterlighed. Så meget desto mere undrede jeg mig over nordmændene på denne konference, men blev enig med mig selv om, at de altid havde været noget mere rørstrømske end danskerne.
De sørgende nordmænd gav mig imidlertid noget at tænke over. Når Olav den Femte betød så vældig meget for dem, så var det selvfølgelig, fordi han repræsenterede deres egen, deres forældres, ja Norges historie. Hans liv spændte over et stort spand af tid. Under den tyske besættelse, der i Norge var grusom og blodig, fik kongen og kronprinsen, Olav – begge fulgte regeringen til England – en ganske enorm betydning for menneskene i det udpinte land. Også i Danmark vandt kongehuset stor betydning under besættelsen. Det var vel sådan, at det danske kongehus ikke var særlig populært før krigen.
Først i ekstreme tider forstår menneskene for alvor, hvad der betyder noget. I forbindelse med EU-afstemningen og folkeafstemningen om tronfølgen har det vist sig, at en del mennesker dyrker tanken om at afskaffe kongedømmet. Det er ikke mange, men det er flere, end vi nok havde troet. Hvor alvorligt man skal opfatte denne tendens, ved jeg faktisk ikke. De unge fra Det Radikale Venstre, der nu leger republikanere, er nok snarere i færd med at skrive det radikale partis dødsdom end monarkiets.
Men balladen kan være en anledning til at gøre sig klart, hvad kongehuset egentlig betyder for borgerne i denne nation. Jeg er ingen beundrer af de playboy-tendenser, vi har set i kongehuset. Man måtte også gerne være mere diskret omkring sine kunstneriske udfoldelser. Kong Frederik var en musikalsk begavelse, en ret god dirigent, men han gik stille med det, og det var klogt. Sammensætningen af bekendtskabskredsen omkring dronningen og prinsen kunne også være mere alsidig, lidt mere præget af kompetencer, lidt mindre af formuer. Men når dette er sagt, skylder man også at sige, at dronning Margrethe og prins Henrik løser deres opgave på fremragende vis. Opgaven er at repræsentere mere end sig selv, at holde en standard op, at være et levende vidnesbyrd om, at fortid, nutid og fremtid hænger sammen, at være et identifikationspunkt for landets borgere, at holde nationen sammen, give den dybde og gøre os stolte af den. Det er en meget betydningsfuld, meget krævende opgave. Sådan har jeg ikke altid set på det, hvilket skyldes, at jeg ikke har tænkt alvorligt over spørgsmålet, før jeg mødte de sørgende nordmænd.
