11. december 2004, 03:30

»Jeg synes, det er tider til at blive muhammedaner i, så kan der dog måske være nogen mening med det hele.«»Mon der vel nogensinde har været noget som dette Tredje Rige? Af de foreteelser, som jeg i mit liv personligt har kendt til, er den, der kommer det nærmest, Islam, den muhammedanske verden og verdensanskuelse.«Begge citater er af Karen Blixen, det første fra et brev fra Afrika i 1918, det andet fra essayet »Breve fra et land i krig«, skrevet 1940.

I en tid hvor kampene raser i Europa mellem muslimske ekstremister og fanatiske hjemmefødninge - senest og blodigst med mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh - er det værd af hæfte sig ved Karen Blixens måde at forholde sig på til »de andre«, til anderledestænkende, til muslimer. Også fordi hun i de seneste år er blevet inddraget som sandhedsvidne i denne kamp, idet danske korsfarere har gjort flittigt brug i medierne af det sidste af ovenstående citater: Bent Jensen, Søren Krarup, Lars Hedegaard og den slags folk, der har forsøgt at gøre Karen Blixen til en af deres.

Men hun er ikke en af deres, tværtimod: hun vidste noget om islam, og anstændighed var et kernepunkt i hendes livsanskuelse. Uanstændigt er det, når d'herrer korsfarere igen og igen fortæller danske læsere »at Karen Blixen fandt, at nazismen og islam havde påfaldende lighedspunkter« - uden at anføre at hun havde meget mere og meget andet at sige om denne religion.

Nu kunne man jo tro, at Karen Blixen, ud fra tidspunktet for de to citater at dømme, havde skiftet mening i tidens løb med hensyn til islam, at hun »var blevet klogere«. Men sådan forholder det sig ikke. Fra hendes første møde med muslimer i Afrika i 1914 til hendes sidste bog »Skygger på Græsset« fra 1960 diskuterer hun islam og muslimerne, kritisk og interesseret, nuanceret og anstændigt.

Sagen er for Karen Blixen den, at hun opfatter sig som »tankens og ordets tjener«, og når det frie ord bliver knægtet og undertrykt, så oplever hun det som »den endelige og skæbnesvangre mørklægning«. Hun udvikler disse synspunkter tydeligst i et brev til søsteren Ellen Dahl i 1946. Blixen nævner, også her, et fællespunkt mellem islam og nazismen, vel at mærke islam i sin tidligste krigeriske fase - men det er nazismen, de har til debat. Udgangspunktet er, at søster Ellen opfatter nazismen som en ny og hidtil næsten ukendt ondskab, væsensforskellig fra alt, hvad historien ellers har budt på.

Karen Blixen betakker sig for en metafysisk betegnelse som »ondskab«, mener, at der er tale om en gradsforskel i disse historiske »foreteelser«; og forudsætningen for det nazistiske rædselsregime er den samme, som man tidligere har set, nemlig at en idé eller et princip hævdes som absolut og i sig selv hellig. Det fører til en overbevisning om, at man bør undlade at sætte sig ind i anderledestænkendes tankegang - man kunne jo risikere at blive besmittet! Propagandisterne for den hellige idé forkynder, at jo strengere man holder sig fra ethvert kendskab til og enhver forståelse af modstanderen og hans sag, jo renere står man selv. Når et princip således absoluteres, bliver det umenneskeligt.

Det er ud fra et sådant overordnet syn på tingene, at hun i visse henseender kan fare hårdt frem mod islam og muslimer, fordi de kunne forekomme hende »utålelig doktrinære og intolerante« med hang til fanatisme.Hun vidste, hvad hun talte om. Da hun i 1914 flyttede til farmen i Afrika, fik hun som tjenere i huset muslimske somaliere; det var islam i en primitiv, folkelig form, som hun skriver, men hun mødte også højt uddannede, teologisk skolede muslimer.

Islam var altså en del af hendes afrikanske hverdag, hvorfor hun som en selvfølgelig ting gav sig til at studere Koranen og bøger om islam og Muhammed (»Et af de mest interessante mennesker, jeg har læst om«); hun brugte en muslimsk lovbog, Minhaj et Talibin (sharia!), når hun skulle dømme mellem muslimerne, og dannede sig i det hele taget en forståelse af kompleksiteten i denne religion og dens udøvere. Og så kan hun alligevel ydmygt udtale, at hun ikke ser sig i stand til at skrive med nogen autoritet om islam.

Hendes fundamentale tilgang til »de andre« er en vilje til at sætte sig ind i deres tankegang, et fravær af dogmatiske sandheder og en åbenhed over for forskelle og nuancer i det man betragter, her islam. Hun kan foruden fanatismen få øje på prisværdige elementer i det fremmede. Og så formår hun, som hun siger med Matthæus, ikke blot at se bjælken i de andres øje, men også skæven i vort eget - kristendommens og demokratiets. En sådan indstilling er vist ganske udansk - i hvert fald sådan som den politiske danskhed for tiden marcherer afsted, i meget små sko.

Blixen kan f.eks. se, at muslimerne omkring hende i Afrika »er mer liberale i deres religion end vi«, de går gerne i kristen kirke og har stor respekt for Bibelen. Men frem for alt har hun øje for, at de muslimske somaliere på hendes farm, både mænd og kvinder, var værdige og stolte mennesker og dertil generøse - og det er de største dyder i det blixenske univers.

Det hænger blandt andet sammen med, at deres velgørende moral »ikke har noget syndsbegreb som de kristnes, men er sat sammen af hygiejne og æresbegreber«. Her er netop en af de store anstødssten, der får Blixen til at anfægte kristendommen: dogmet om Kristus, der tager menneskenes synder på sig - og dermed værdigheden fra dem, i og med at de ikke længere får mulighed for at stå til ansvar for deres gerninger; en problemstilling som gennemspilles i hele forfatterskabet.Overalt har hun identitet og køn og forholdet mellem kønnene i fokus, det gælder også i hendes syn på islam. Hun lægger ikke skjul på at islam for hende har »det lidet sympatiske element, at jeg synes den gør kvindernes stilling så dårlig, ... den gør kvinderne så udelukkende til kønsvæsener«, men samtidig afstår hun fra skråsikkerhed i bedømmelsen, for »herom kan der sikkert diskuteres; på mange måder er de muhammedanske kvinder ærede og ansete«; og det samvær, hun har med dem, skildrer hun som lystigt og inspirerende - inspirerende også sidenhen for hendes forfatterskab. De fortalte hende »eventyr af samme slags som Tusind og een Nats historier, de var i reglen i den komiske genre og behandlede kærlighed meget frit. Fælles for alle deres historier var det, at heltinden, enten hun var anstændig eller ikke, var de mandlige optrædende overlegen og fik dem sat til vægs«. I det hele taget emmer Karen Blixens forfatterskab af dialog med den farverige muslimske kulturtradition.

Hvad man måske kan lære af Karen Blixen i dagens Danmark, hvad man kan bruge hende til - ud over at lade sig fornøje af hendes fortællinger - det er at fremhæve det værdige i den overordnede vilje til at sætte sig ind i de andres tankegang.

Måske ikke lige i tankerne hos folk, der rask væk kalder andre mennesker for »gedekneppere« (Theo van Gogh) og »villige gæs« (Bertel Haarder). Uanstændig omtale af denne art kan naturligvis ikke retfærdiggøre mord og vold og selvtægt; sådanne handlinger kan ikke fordømmes stærkt nok og der er ikke noget »men«.

Folk, der føler deres ære gået for nær, må simpelthen lære, at i moderne demokratiske samfund er intet så helligt, at det ikke kan diskuteres, betvivles og kritiseres eller blive udsat for alt fra godmodige spøgefuldheder til sarkasme og latterliggørelse og andre modbydeligheder - det være sig Gud, dronning, prinser og fædreland, Allah og Profeten og alverdens hellige bøger.

Alt - bortset lige fra ytringsfriheden! Og her er vi ved et paradoks, for når et princip absoluteres, også princippet om ytringsfrihed, så er det jo, at det bliver umenneskeligt. Det er det, mange mennesker fra fremmede kulturer oplever, når der bliver trampet på deres æresbegreber.

Ytringsfrihed under ansvar, hedder det. Ansvarlighed er lovbefalet, det er anstændighed ikke; men man kunne ønske sig, at det var naturligt i dansk kultur. Når det ikke er tilfældet, så påhviler det retssamfundet at hjælpe de fremmede, der er flyttet til vores land, med teknikker hvormed de kan tackle uanstændighed og ærekrænkelse.

Det er glædeligt, at Karen Blixen er blevet officielt kanoniseret, så hendes værker nu bliver obligatorisk læsestof i den danske skole. Man må blot håbe, at hun bliver læst anstændigt, og at læsningen bibringer læserne horisontudvidelse og indlevelsesvilje.