20. juli 2006, 03:30 – opdateret 20. juli 2006, 08:24

Hvis der er én ting, der er en dødssynd i den moderne danske skole,

så er det at kede sig

Marie-Antoinette, den franske dronning, der endte på skafottet, vakte i sin tid vrede i den sultende franske befolkning med ordene: »Hvis folket ikke har brød, så giv dem kage!«.

Da jeg var lille, forstod jeg ikke forargelsen over dronningens påståede ord. Jeg fandt dem tværtimod sympatiske. Jeg er nemlig vokset op i et hjem, hvor min mor hver dag serverede rugbrødsmadder og kærnemælk, når jeg kom fra skole - og ikke kage og saftevand, som jeg vidste, mange af mine kammerater fik. Der var simpelthen for meget rugbrød i mit liv, syntes jeg, så Marie-Antoinettes forslag om at skifte brødet ud med kage lød som sød musik i mine ører.

Lidt senere fandt jeg så ud af, at hendes forslag ikke var så godt. I enhver historiebog kunne jeg læse, hvilken overfladisk, fjantet teenagedronning Marie-Antoinette havde været. Og i brevene fra hendes mor, den østrigske kejserinde Maria Theresia, kan man se, at moderen også var klar over det - og dybt bekymret.

»Prøv dog at fylde dit hoved med en smule god lekture«, formanede kejserinden sin datter og bad samtidig om at få tilsendt »en liste over de bøger, du er blevet færdig med, og dem, du agter at begynde på«.

De lister kunne kejserinden se i vejviseren efter. De kom aldrig, for Marie-Antoinette foretrak Versailles' endeløse baller, visitter og hestevæddeløb frem for den seriøse læsning, som hendes mor mente var nødvendig for en dronning af Frankrig.

»Hvad vil du have, at jeg skal gøre«, spurgte dronningen engang. »Jeg er så bange for at komme til at kede mig!«

Jeg er så bange for at komme til kede mig!

Hvis man har fulgt lidt med i de sidste års skoledebat, vil man vide, at Marie-Antoinette er tip-top moderne, når hun giver udtryk for denne bekymring. Hvis der er én ting, der er en dødssynd i den moderne danske skole, så er det at kede sig.

I de sidste tre årtier har det været sådan, at metodisk, systematisk tilegnelse af stof, der kræver selvdisciplin og målbevidsthed at tilegne sig, i stigende grad er blevet yt. Mens hensynet til elevens alsidige, personlige udvikling er in. Alsidig, ikke-kedelig udvikling er vigtigere end tilegnelse af kundskaber, der risikerer at medføre, at eleven kommer til at kede sig.

Den danske skole har med andre ord taget parti mod den kloge kejserinde med hendes lange boglister og krav om systematisk fordybelse. Og - hvor ironisk - valgt side til fordel for alletiders symbol på fjantet overklasse-tomhed og forlystelsessyge: den unge dronning Marie-Antoinette, der var så bange for at komme til at kede sig.

Den kritik er forældet, vil nogen måske indvende. Sådan er det ikke mere, det har den borgerlige regering med undervisningsminister Bertel Haarder i spidsen gjort op med.

Ja, det kunne man godt tro, når man hører, hvad Bertel Haarder siger han gør. Men når man læser hans skolelove og finder ud af, hvad han rent faktisk gør, viser det sig desværre at være forkert. Den borgerlige regering har ikke foretaget det opgør med reformpædagogikken, som er så tiltrængt. Den borgerlige regering har ikke bragt kundskabsskolen til ære og værdighed igen.

Tværtimod har den med sin hovedløse gymnasiereform elimineret kundskabsskolens sidste bastion.

Fremtidens gymnasieelever behøver ikke frygte for at komme til at kede sig. De kan bare sørge for at fravælge de tunge fag, som f.eks. fysik og matematik, til fordel for de stribevis af letbenede studieretninger, som det bugner med i det nye »buffetgymnasium«.Mange forældre flygter fra folkeskolen og vælger som erstatning kundskabsorienterede privatskoler. Jeg sætter selv et par tusind kroner af om måneden for at sørge for, at mine børn får chancen for at komme til at kede sig i en solid privatskole.

Men med Haarders nye friskolelov har Undervisningsministeriet fået midler til at tvinge privat- og friskolerne til at kopiere folkeskolen. Den nye lov stiller krav om, at privatskolerne tilgodeser »alle sider af elevens udvikling, herunder den åndelige, intellektuelle, musiske, fysiske og sociale«. Det lyder selvfølgelig sødt og helt selvfølgeligt, men oversat til almindeligt dansk betyder formuleringen, at privatskolerne skal sætte personlig udvikling i stedet for faglig fordybelse. De må med andre ord ikke længere være kundskabsorienterede.

At det faktisk er sådan friskoleloven bliver tolket, er der et frisk eksempel på. For et par uger siden ryddede denne avis forsiden for at berette, at muslimske friskoler fik dumpekarakter. På en række områder lever de ikke op til friskolelovens bestemmelser, kunne en forsker dokumentere. Og hvad var det så, der var så galt? Gik kritikken på, at børnene på koranskoler terper tekster, der opfordrer til vold og undertrykkelse mod os vantro?

Nej, problemet var, at elever på koranskoler leger for lidt! De kan simpelthen komme til at risikere at komme til at kede sig, og det må man ikke ifølge den nye friskolelov. Man kan virkelig fornemme Marie-Antoinettes ånd svæve over vandene, når forskeren ytrer sin forargelse over, at »leg betragtes som dessert, når børnene har lavet deres lektier«. Det er da ellers sund fornuft: Man lokker eleverne til udføre det måske kedelige, men nødvendige arbejde ved at stille en eftertragtet belønning i udsigt: legen. Det er et ældgammelt, effektivt pædagogisk trick, der også kan varmt anbefales, hvis det skal lykkes at få børn til at rydde op på deres værelse. Men nej, skal vi tro forskeren, kræver friskoleloven, at legen skal være hovedsagen, for det er jo personlighedsudviklingen, det kommer an på. Og ikke primært kundskaberne. Derfor er det ikke overraskende, at forskeren som ortodoks reformpædagog tager skarpt afstand fra den »meget bogligt orienterede« skole. Når leg ikke betragtes som hovedsagen, kunne børnene jo komme til at kede sig. Det går ikke, heller ikke mere i de private, såkaldt »frie« skoler. Også her er legen blevet en del af det pensum, børnene skal igennem. Legen er blevet pligt.

Kan det blive andet end kedeligt?

Det er ingen hemmelighed, at friskoleloven var tænkt som et forsøg på at bremse statsstøtten til koranskoler, der opdrætter børn til at hade og foragte den vestlige kultur. Derfor virker det tragikomisk, at loven nu kun bliver brugt til at stille krav om, at skolerne ikke må være bogligt orienterede, og at der ikke må terpes. Det ser ikke ud til, at man interesserer sig for, hvad der terpes. Kun at der terpes. Ikke hvad der står i bogligt orienterede skolers bøger. Kun at skolerne lægger for stor vægt på bøgerne.

Ud fra den logik må det være helt i orden, at eleverne fodres op på formaninger som f.eks.: »Vend jer bort fra ikke-muslimerne, der er et udskud af urenhed, helvede vil optage dem« (Koranen 9.95). Bare man sørger for, at tilegnelsen af denne lille integrationsfremmede tekst afbrydes af passende mængder leg og underholdning.

Frugterne af den slags hadskabende lærdomme ser det ikke ud til, at man er bange for. Men man er bange for, at børnene kommer til at kede sig.

»I det lange løb vil du opdage tomheden ved ikke at foretage dig noget reelt eller nyttigt, og vil fortryde ikke at have anvendt din tid bedre.« Sådan lød den forgæves formaning til Marie-Antoinette fra den gamle Maria Theresia. Og endnu en gang havde den gamle, bekymrede kejserinde ret.

For det er det ironiske ved det: Vil man for enhver pris undgå at kede sig, sniger tomheden sig ind over en. Og man ender med at gøre lige præcis det, man ville undgå: at kede sig.

Sådan gik det jo ret beset ikke Marie-Antoinette.

Man kan kalde hendes liv meget, men kedeligt var det vel strengt taget ikke. Det virvar af dramatiske og blodige begivenheder, der prægede den franske revolutions første fire år, var vel i en eller anden forstand spændende. Lidt for spændende, må man sige. Og det tyder på, at Marie-Antoinette endte med at give sin mor ret. I hvert gik det sådan, at hun til sidst begyndte at åbne en bog og læste i længere perioder. Men ifølge kilder først, da hun sad i fængslet i Paris i Conciergeriet - med udsigt til guillotinen.

Så vidt behøver det vel ikke at komme, før det danske skolevæsen fortryder sin foragt for kundskaber og dropper frygter for, at børnene kommer til at kede sig.

Katrine Winkel Holm er Cand.theol., forfatter.

Næstformand i Trykkefriheds-selskabet af 2004.Kronikken i morgen:

»Den ultimative fortælling om fjenden«. Cand.phil. Maria Brockhoff skriver om konspirationsteorier.