Flere virksomheder vender blikket mod lande med lavere aflønning af arbejdskraften og lavere virksomhedsskatter, og den bedst uddannede del af arbejdstagerne forventes at søge mod mildere himmelstrøg og lavere marginalskat. Det bliver derfor vanskeligere og vanskeligere at fastholde den trinde, skattefinansierede velfærdsstat.
5. juli 2003, 19:30
I 1996 blev der i Rusland dræbt 26 skatteopkrævere. 74 blev såret under udførelsen af deres hverv, 6 blev kidnappet, og 41 fik deres hjem brændt ned.
Denne meget brutale modvilje mod skatteopkrævning vidner om, at der findes forskellige grænser for, hvor meget skat borgerne i forskellige lande er villige til at acceptere. Også herhjemme har der til tider været udbredt uvilje mod vores topplacering i konkurrencen om at beskatte indkomst højest. Noget tyder imidlertid på, at de, der mener, at pengene har det bedst i borgernes lommer, går en lysere fremtid i møde. Midlet, der kan gå hen og demontere den tilsyneladende ubændige vækst i de offentlige udgifter, har fået tildelt prædikatet »globalisering«.
Uanset uviljen mod det offentliges kolonisering af den private sfære så har den offentlige sektor - med få afbrydelser - fortsat væksten siden Anden Verdenskrig. End ikke mere markedsvenlige kræfters indtog i adskillige vestlige landes statslederboliger i 1980erne - med Margaret Thatcher og Ronald Reagan i spidsen - resulterede i nævneværdige reduktioner i de offentlige budgetter. Valgløfter som »We will roll back the frontiers of the state« og »Read my lips: no more taxes« blev hurtigt gjort til skamme. I Storbritannien, hvor Thatcher med stor ildhu arbejdede for, at markedet skulle genvinde »the commanding heights of the economy«, lykkedes det efter 15 års hårdt slid at reducere størrelsen på den offentlige sektor med én procent - fra 43 til 42 procent af den totale økonomi. (Bestyrtet over denne brutalitet sendte vælgerkorpset ved først givne lejlighed Labour tilbage til Downing Street).
Heller ikke herhjemme lykkedes det 1980ernes borgerlige mindretalsregeringer at dæmme op for væksten i de offentlige budgetter, og der er meget lidt, der peger i retning af, at den nuværende VK-regering - der konkurrerer med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om at garantere den universelle velfærdsstats evige beståen - har intentioner om at ændre afgørende på balancen mellem stat og marked.Globaliseringen forstås bedst som de processer, der fører til øget gensidig afhængighed på tværs af statslige skel. Globaliseringsprocesserne finder sted på adskillige dimensioner. Blandt disse er de økonomiske, militære, miljømæssige og politiske dimensioner. I et perfekt globaliseret (eller deterritoraliseret) system ophører afstand og stater med at have betydning. Det kan meget vel hænde, at der på et givent tidspunkt finder en globaliseringsproces sted på en eller flere dimensioner samtidigt med at de resterende dimensioner er kendetegnet ved »deglobalisering«.
Tiden fra 1914 til 1945 var en sådan periode karakteriseret ved militær globalisering samt udpræget økonomisk, kulturel og social deglobalisering. Den del af globaliseringen, der i særlig udstrækning sætter de skattefinansierede vestlige velfærdsstater under pres, er at finde på globaliseringens økonomiske dimension og beskrives bedst som »skattebasernes tiltagende flygtighed«.
Siden Anden Verdenskrig og særligt siden begyndelsen af 1980erne har der fundet en ganske omfattende vækst sted i antallet af de interstatslige, økonomiske relationer. I takt med at toldsatserne på varehandel er faldet mærkbart, er verdens handel, som andel af verdens samlede output, steget med næsten 20 procent de seneste 20 år.
En anden vigtig indikator på det hastigt tiltagende økonomiske samkvem på tværs af de statslige skel er væksten i direkte udenlandske investeringer (FDI - Foreign Direct Investments). Siden 1987 er størrelsen på verdens samlede direkte udenlandske investeringer således mere end seksdoblet.
Kombinationen af teknologiske landvindinger, dereguleringer og liberaliseringer af kapitalmarkederne samt en tiltagende konkurrence mellem staterne for at tiltrække udenlandsk kapital har resulteret i, at stadig flere virksomheder ikke nøjes med at overveje nationale investeringsmuligheder, men i stigende omfang vender blikket mod lande med lavere aflønning af arbejdskraften og lavere virksomhedsskatter. At staterne aktivt søger at tiltrække direkte udenlandske investeringer ved at konkurrere på skattesatsen fremgår med tydelighed ved at sammenholde EU-landenes nominelle selskabsskatteprocenter for 1985 og 1999.
Samtlige EU-lande - med undtagelse af Spanien, der i 1985 havde EUs laveste selskabsskat - sænkede selskabsskatten i dette tidsrum. Sammen med Finland, Irland, Portugal og Sverige har Danmark været særligt aktiv i konkurrencen om at tiltrække virksomheder via en lav skatterate. Den skattekonkurrence, der har medvirket til at øge omfanget af de direkte udenlandske investeringer, har samtidig haft som konsekvens, at de vestlige velfærdsstaters finansieringsbyrde i stigende udstrækning er blevet påført de mindre mobile skattebaser; først og fremmest arbejdskraften.
Indtil i dag har den øgede beskatning af arbejdskraften ikke haft konsekvenser for staternes evne til at sikre den fortsatte finansiering af alt fra efterløn og lønindekserede overførselsindkomster til militært isenkram. Så længe arbejdskraften pænt holder sig til at søge arbejde inden for landets grænser, kan den universelle, skattefinansierede velfærdsstats fortalere med sindsro læne sig tilbage.
Der er imidlertid tegn i sol og måne på, at arbejdskraften i fremtiden ikke vil lade sig begrænse af landegrænser og skattejurisdiktioner.
Parallelt med at sproglige og kulturelle barrierer stilles under et stigende pres, og studerende i et hidtil uset omfang tilbringer et semester eller to i udlandet, vokser også sandsynligheden for, at de efter endt uddannelse vil skifte det nationale arbejdsmarked ud med et europæisk eller globalt.Når barrierernes nedbrydning sammenholdes med de økonomiske incitamenter, mange unge med en længerevarende uddannelse stilles over for ved at forlægge residensen til udlandet, er der kun større grund til at forvente, at det offentlige i fremtiden må indskrænke aktivitetsniveauet og sænke indkomstskatten for at sikre fortsat højt kvalificeret arbejdskraft. Samtidig med at internettet, kabel-TV og betydeligt forbedrede sprogkundskaber formindsker omkostningerne ved at forlægge domicilet til London, Bruxelles eller Madrid, så vokser nettolønnens relative betydning, når fremtidens nyuddannede skal vælge mellem ledige job på det europæiske eller globale jobmarked.
At Danmark ikke er placeret forrest i feltet, når det gælder om at tilbyde favorable efter-skat lønninger, skal man være mere end inkarneret beundrer af den universelle velfærdsmodel for ikke at kunne se.Problemets omfang bliver kun større, når det betragtes, hvilken del af arbejdskraften der i særlig grad må forventes at lade hånt om arbejdspladsens nationale forankring. Det er således først og fremmest den bedst uddannede del af arbejdstagerne, der kan forventes at søge mod mildere himmelstrøg og en lavere marginalskat.
Der er endnu kun foretaget få studier af forskellige gruppers villighed til at emigrere med henblik på at opnå en højere nettoløn. Disse peger dog alle i retning af, at arbejdstagere med en længerevarende uddannelse er langt mere mobile end andre grupper. En svensk undersøgelse fra 1996 viste, at akademikere var tre gange så beredvillige, når det gjaldt job i udlandet, som ikke-akademikere.
Et blik på flere EU-landes beskatning af udenlandske eksperter vidner om, at teksten på væggen er læst og forstået: Mens Holland og Belgien tilbyder særligt gunstige fradragsmuligheder ved ansættelse af højt uddannet udenlandsk arbejdskraft, så gør Finland og Danmark hoserne grønne med en definitiv kildeskat på 25-30 procent for udenlandsk arbejdskraft med særlige talenter (hvilket flere danske superligaklubber har profiteret af). Illustrerende for den allerede begyndende »brain-drain«, Danmark er udsat for, er det stigende antal af danske læger, der efter endt uddannelse søger til Norge og en løn, der efter skat nærmer sig det firdobbelte af det, det danske sygehusvæsen kan tilbyde.At unge højtuddannedes vilje til at skifte hjemstavnen ud med en trækprocent på to tredjedele af den danske bør tages alvorligt, vidner overvismand Torben M. Andersens nylige forslag til fastholdelse af nyuddannede med en længerevarende uddannelse bag sig om. I et interview med Berlingske Tidende den 2. marts plæderede Torben M. Andersen således for, at danske statsborgere, der flytter til udlandet for at arbejde - efter at have gennemført et uddannelsesforløb finansieret af det offentlige - i fremtiden skal tvinges til at betale en del af uddannelsens pris tilbage til den danske stat. Meget tyder altså på, at det i fremtiden bliver betydeligt vanskeligere at fastholde den trinde, skattefinansierede velfærdsstat. Hvad neo-liberalistiske valgløfter og megen god vilje ikke magtede, ser det nu ud til, at økonomisk globalisering og deraf følgende skattekonkurrence vil tilvejebringe.
