8. oktober 2006, 03:30

Lægevidenskabens fremskridt skaber flere og flere effektive behandlingsformer, der gør, at flere og flere patienter overlever sygdomme, som vi ikke tidligere kunne stille meget op overfor. Derfor vil et stigende antal patienter efterspørge samtaler med fagfolk uddannede i eksistentielle og værdimæssige spørgsmål.

I et livstruende sygdomsforløb bliver døden strejfet og udskudt. Både denne strejfen og udskydelse af dødens indtræffen sætter ofte voldsomme reaktioner i gang i patienten. Tanker, ord og følelser vælter sig hulter til bulter oven i hinanden, slår gnister og antænder livet.

Sygdom udpeger én, gør én til dette enkelte individ, mig, lige præcis dette selv. Ingen kan tage min sygdom på sig eller forklare dens mening eller non-mening for mig. Således kan heller ingen tage min død eller dødelighed på sig. Sygdom udfordrer patientens grundlæggende begreber, dennes værdier og visioner, virkeligheds- og livssyn, sygdoms- og sundhedsoopfattelse.

Mange alvorligt syge føler sig instrumentaliserede på et stort sygehus med mange skiftende hold sygeplejersker og læge-teams, der fra sin side gør sit yderste for at helbrede patienten, men selvom patienten bliver helbredt, er personen ikke nødvendigvis helet. Lagde vi i vores behandlingssystem en lille smule mere vægt på mennesket med sygdommen end sygdommen i mennesket, end vi gør, og større fokus på patientens tid under og især efter en hospitalsindlæggelse (håndtering af eksistientielle, etiske og åndelige spørgsmål), vil vi se patienter, der hurtigere finder vej tilbage i liv og samfund igen.

Vi skal være opmærksomme på, hvad sygdom betyder for dette enkelte menneskes selvforståelse og eksistens (hvad betyder det for en kræftsyg kvindes selvforhold at få opereret et bryst væk, hvad betyder det for en patients forestilling om sig selv og sin fremtid ikke at kunne bevæge eller koncentrere sig eller tale ordentligt efter en hjerneblødning, osv). Hvordan skal døden forstås? Står jeg alene i livet og i døden? Hvem er jeg efter sygdomsforløbet, er jeg den samme eller en anden og i så tilfælde hvem? Hvad er det gode liv? Hvad er den gode afslutning? Refleksionens omsorg og filosofisk vejledning berører sådanne spørgsmål.I Danmark kender vi knap nok til filosofisk praksis og filosofiske vejledere, hvorimod man i USA, Canada, Frankrig, Holland og Tyskland har inkorporeret dem i behandlingssystemet. Man er nu også begyndt at gøre brug af dem i Norge. Burde vi i Danmark ikke tilbyde samme mulighed i den komplementære behandling af alvorligt syge? Vi kan ikke forvente, at lægen eller sygeplejersken kan være patientens sparringspartnere i håndteringen af livsspørgsmål.

Filosofisk praksis er en frugtbar vejledningsform, der i sin klassiske form bygger på den sokratiske forståelse af filosofi som livskunst. Den kan som vejledningsform udover sundhedsområdet også bruges på uddannelsesområdet og i erhvervslivet.

Filosofien har altid været optaget af forholdet mellem liv og tænkning, praksis og teori. Den er designet til at undersøge, perspektivere og reflektere over værdimæssige formodninger og holdninger og at afdække deres bagvedliggende begreber og principper.

Patienten bliver oftest stillet over for to muligheder, når tanker om død, angst, sorg, fortvivlelse, afmagt, mening, identitet plager livet: Patienter henvises enten til en psykolog eller en hospitalspræst. Spørgsmålet er imidlertid, om det altid er et tilfredsstillende forslag, og om disse faggrupper i tilstrækkelig grad kan perspektivere patientens livsfilosofiske tanker.

Mange alvorligt syge patienter ønsker endog ikke at gå i psykologisk behandling, fordi de ikke føler sig syge i nogen mental forstand, selvom de nok er fortvivlede over deres situation. Psykologen ved en masse om menneskets psyke, adfærd og følelsesliv, men ikke meget om fundamentale begrebers og værdiers grundlag. De hjælper med problemer, hvor alvorligt syge står ansigt til ansigt med livets mysterier.

Mange ønsker heller ikke en hospitalspræst, fordi de ved, at præsten ved sit præsteløfte skal arbejde inden for en specifik referenceramme (folkekirkens bekendelsesskrifter). Patienterne er måske nok optaget af tro og tvivl, men ikke hvis samtalen bunder i en dogmatisk grundforståelse. Selvom præsten kan tænke både den etiske og eksistentielle dimension ind i samtalen, er samtalens forståelseshorisont stadig værdimæssigt defineret udfra en luthersk-evangelisk teologi.

Hvad gør vi med patienter, der ikke ønsker en psykolog eller en præst? Hvilke muligheder har de for at få luft for nagende refleksioner, for at få refleksionernes stressende og til tider nedbrydende karakter vendt til noget skabende, der styrker patientens livskvalitet og livsforståelse? Den gruppe patienter, som ikke ønsker en psykolog eller en præst bliver i dag ladt i stikken, for vi har ikke nogen egentlige alternativer at tilbyde.

Mange patienter er plaget af de eviggyldige spørgsmål i et alvorligt sygdomsforløb. Jeg bruger ordet plaget, fordi de ikke ved, hvordan de skal gå til disse spørgsmål, eller hvad de skal stille op med dem; spørgsmål som filosofien gennem sin lange historie har behandlet: Hvad er dette liv, hvad er det gode liv, hvad er etisk forsvarligt, hvad er den fri vilje, hvad er nærvær, straf, sorg, tid, kærlighed, retfærdighed, mening, identitet?Filosofien har i årtusinder funderet over menneskelivets grundvilkår. I det gamle Grækenland udgik den fra dialoger mellem to eller flere om det gode, det skønne, det sande og det retfærdige. Filosofisk praksis er i et omsorgsperspektiv et redskab til at tilvejebringe en værdi- og begrebsafklaring, til at bygge sammenhæng i patientens livsverden og bevidstgøre en mere filosoferende måde at forholde sig til sin tilværelse på.

Fokus i den filosofiske samtale er patientens eksistentielle tanker om sin livssituation. Vejlederen og patienten undersøger i fællesskab de temaer, der ligger patienten på sinde. Samtalen er en dialog, hvor der spørges ind til sagen selv, til forundringen over og meningen med de begreber og temaer, der optager patienten.

Gennem samtalen udfordres patientens skjulte antagelser og indgroede overbevisninger af filosofiske temaer, og patientens forståelse af sine grundliggende idealer og værdier fordybes. I den filosofiske samtale drejer det sig først og fremmest om at blive klogere på sin egen livsverden, på sine ideer om sig selv, andre og verden. Tilgangen er den åbne og undersøgende. Målet er således ikke at finde de evigegyldige sandheder, men at lade sig inspirere af spørgsmålene.

Filosofisk praksis er ikke terapi, men den har en terapeutisk effekt. Eksistentiel filosofiske samtaler virker forløsende og konstruktive. Det er lindrende at erkende, at disse store temaer er forankret i en lang historie med et væld af forskellige perspektiveringer. Vejlederen giver patienten alternative måder at tænke på.

Rehabillitering betyder ikke alene, at der nu er kommet nogenlunde balance i patientens fysik og kemi. Rehabilitering betyder, at mennesket igen er blevet helt, at tilværelsens små overskårne stykker er sat sammen i patientens eksistentielle mosaik.

Når vi bliver syge, stiller vi spørgsmål. Spørgsmål, der skærer direkte ind i filosofien. Ville det ikke være en idé at gøre brug af folk, der er uddannet i disse spørgsmål og trænet i samtale? Er det ikke på høje tid, at vi også i det danske behandlingssystem får filosofiske vejledere?dsfp.dk

Dansk Selskab for Filosofisk Praksis. Forum og videnscenter for udvikling af den filosofiske praksis i DanmarktKronikken i morgen:

»Barnets bedste er ikke godt nok endnu«

Forsker, ph.d. i sociologi Kathrine Vitus Andersen

skriver om bedre perspektiv for børnene i skilsmisser.