Det svenske kongepar aflægger i disse dage officielt besøg i Danmark. Som det sig hør og bør ved sådanne lejligheder, holdes der festtaler om vigtigheden af samarbejde og forståelse vore to broderlande imellem.
10. maj 2007, 03:30
Forholdet mellem Danmark og Sverige er noget særligt. Vi har ikke kun handelsforbindelser med hinanden, men udvikler i disse år særdeles tætte og integrerede bånd i Øresundsregionen.
Øresundsregionen er ikke længere en politisk vision, men er nu ved at blive omsat i praktisk hverdag for titusindvis af borgere med en hverdag på begge sider af Øresund.
Den gode historie er, at borgere og virksomheder har taget Øresundsregionen til sig.
Den dårlige historie er, at de rammevilkår for integration, der sættes af politikere i Danmark og Sverige, halter langt bag efter udviklingen, og på mange områder grænser til det pinagtige for et moderne velfærdssamfund.
Først nogle billeder på den gode historie:
En ung svensker er vokset op i Stockholm, tager sin uddannelse som ingeniør i Göteborg, slår sig ned med sin danske kæreste i Malmø. Hun arbejder i en viden-intensiv virksomhed i København, der skriger på kvalificeret arbejdskraft. I dag pendler knap 5.000 svenskere til Danmark - et tal der ventes tredoblet de næste 10 år!
Et dansk par, der begge arbejder i Storkøbenhavn, får opfyldt sine boligdrømme og ønsker til et børnevenligt lokalområde i Skåne. I dag har ca. 20.000 danskere bosat sig i Skåne med fortsat arbejde i Danmark. En stigning på mere end 4.000 danskere bare i 2006 - og udviklingen fortsætter!
Mange danske og svenske virksomheder betragter i dag Øresundsregionen som ét nærmarked. Eksempelvis har mobiltelefonselskabet 3 nedbrudt landegrænsen for sine kunder, og Nordea har afskaffet gebyrer for valutaoverførsler mellem Øresundsborgeres konti.
Den gode historie er særligt drevet af, at der er langt flere ligheder end forskelle mellem danskere og svenskere. Nok er der kulturelle forskelle, men de er ikke væsentligt større end de naturlige forskelle, der er mellem vestjyder og københavnere i Danmark eller mellem unge og gamle i Sverige.
Tilsyneladende går udviklingen i retning af en velintegreret Øresundsregion. Den gode historie overskygges desværre af, at de titusindvis af borgere, der har en hverdag på begge sider af Øresund, oplever store barrierer for integrationen.
Foreningen ÖresundsBorger har identificeret mere end 50 barrierer for fri bevægelighed i Øresundsregionen. Karakteristisk for de fleste barrierer er, at ansvaret for både problemet og ikke mindst dets løsning ligger hos politikerne i Danmark og Sverige. Her nævner vi tre af de største barrierer for integration af Øresundsregionen:
1. Øresundsbrons prispolitik er integrationsfjendsk: Modsat de fleste andre infrastrukturinvesteringer i Danmark og Sverige er Øresundsbron 100 procent brugerfinansieret. Øresundsbrons bestyrelse, der er udpeget af den danske og svenske regering, har valgt en aggressiv og integrationsfjendsk tilbagebetalingsstrategi, der betyder, at Øresundsbron skal være tilbagebetalt i løbet af de næste 24 år. Altså på væsentligt kortere tid end den forventede livstid for broen på ca. 100 år, og tilmed en strategi, der vil imponere selv den mest afdragsivrige parcelhusejer. Selvom biltrafikken er steget med 21 pct. det seneste år, har Øresundsbron - helt uden kritik fra integrationsivrige politikere - valgt at øge priserne med op til 14 pct. for de mest velintegrerede Øresundsborgere. Ville politikere i Danmark mon have accepteret, at en nordjysk familie, der dagligt anvender Limfjordstunnelen, skulle betale op mod 6.000 kr. om måneden for dette stykke motorvej? Politikerne bør følge uafhængige rapporter, der peger på, at Øresundsbron skal bruges som brobygger for varig integration af Øresundsregionen og dermed mere ses som investering med henblik på at opnå samfundsmæssige gevinster og ikke blot med fokus på snæver finansiel rentabilitet.
2. Arbejdstagere og arbejdsgivere udsættes for risici: Danskere og svenskere bosat i Sverige udsætter sig selv og deres arbejdsgivere for væsentlige risici ved at tage arbejde i Danmark. F.eks. tillader mange danske arbejdsgivere (både private virksomheder og kommuner) ikke bibeskæftigelse i Sverige, da dette kan udsætte den danske virksomhed for arbejdsgiverbeskatning i Sverige. Borgere bosat i Sverige med arbejde i Danmark kan være medlem af en dansk A-kasse. Men i tilfælde af arbejdsløshed ryger man ud af det danske system, og overføres efter ventetid på flere måneder til det svenske system, hvor ydelsessatsen er væsentligt lavere. Dette system medfører i dag, at mange undlader A-kassedækning, hvilket udsætter disse Øresundsborgere for risici i tilfælde af lavkonjunktur og arbejdsløshed.
3. Mangel på legitim skattefinansiering og demokratisk stemmeret: Paradoksalt nok betaler danskere i Skåne indkomstskat i Danmark uden at have stemmeret til det danske Folketing. Omvendt har danskere stemmeret i den lokale kommune i Skåne, men betaler ikke lokalskat til den lokale kommune. For at kompensere det svenske samfund for brug af offentlige services er der indgået en skatteaftale mellem den danske og svenske stat. Problemet er, at kompensationen havner i Stockholm, uden at de lokale borgmestre i Malmø, Vellinge eller Helsingborg får andet end håndører til finansiering af Øresundsborgernes brug af skole, børnehave, ældrepleje, veje osv. Hvis danske borgere i Skåne med arbejde i Danmark fortsat skal kunne se deres svenske naboer i øjnene over hækken, er det nødvendigt, at den danske regering tager medansvar for, at danske statsborgere betaler lokalskat direkte til det lokalsamfund, vi er en del af i Skåne.
Grundlaget for integration burde være til stede, da Danmark og Sverige er to velfungerende, demokratiske velfærdsstater med medborgerrettigheder. Problemet er bare, at dette kendetegner landene hver for sig!
Kronikkens skribenter og titusinder af andre borgere med en hverdag på begge sider af Øresund ser stort på landegrænser. Vi lander derfor med et stort maveplask i Øresund midt mellem to velfungerende velfærdssystemer.
Borgere med en hverdag på begge sider af Øresund er nutidens pionerer. Vi sætter kød og blod på den politiske vision om Øresundsregionen. Mere end 20.000 borgere bor i dag i Skåne og arbejder i Danmark, et tal der ventes at stige til 40.000 inden for de næste 5 år.
Maveplaskene vil tage til i årene der kommer og vil - medmindre politikerne handler nu - ende med en flodbølge, der kan ramme både Folketinget i København og Riksdagen i Stockholm.
Der er behov for, at de fælles problemer løses ved fælles indsats i Øresundsregionen. Det er en opgave for den danske og svenske regering i fællesskab. Øresundsregionen har potentialet til at blive et forbillede for regionernes Europa, men kun hvis politiske visioner følges op med solidt politisk håndværk.
Vi opfordrer til, at man etablerer et reelt politisk ejerskab til Øresundsregionen, der indebærer politisk prioritering af indsatsområder. Lovgivningen på begge sider af Øresund skal harmoniseres. Hvor harmonisering ikke er muligt, skal der laves særlovgivning. Målet er at belønne de borgere, der investerer i integrationen over Øresund, i stedet for at udsætte de selvsamme borgere for risici og usikkerhed. En fuldt integreret Øresundsregion, der har slået varige rødder, kan dermed være en realitet inden for 8-15 år.
Hvis de gode intentioner og visioner ikke omsættes i reelle initiativer, betyder det bl.a., at danskere og svenskere må ty til domstolsprøvelser for at sikre sig de velfærdsgoder, der for danskere og svenskere i hvert af landene er velerhvervede rettigheder. Danskere vil rykke teltpælene op og flytte tilbage til Danmark, og svenskere vil tage arbejde i Skåne i stedet for på det nu glohede danske arbejdsmarked. Regionen vil være sårbar over for konjunkturbevægelser, enkeltsager, valutakursudsving. En fuldt integreret Øresundsregion får dermed længere udsigter og kan i bedste fald først være en realitet i løbet af 25-30 år.
Endnu en gang velkommen til det svenske kongepar - velkommen til Øresundsregionen. Kongeparret skal opleve den gode historie og at båndene knyttes endnu tættere i disse år mellem Danmark og Sverige i Øresundsregionen.
Foreningen ÖresundsBorger håber, at følget af politikere og embedsmænd bruger statsbesøget som anledning til at omskrive det, der i dag er den dårlige historie om integrationen af Øresundsregionen.
