Dagens brev

Digitalisering med ambitioner

»Hvad venter vi på?« lyder det retoriske spørgsmål fra Det Digitale Råd i et debatindlæg her i avisen forleden. Spørgsmålet er rejst for at få gang i digitaliseringen af store velfærdsområder som folkeskolen og sundhed/pleje. Digitaliseringen kan hæve serviceniveauet og kvaliteten på de pågældende områder, argumenteres det.

Ambitionen om øget digitalisering er svær at være uenig i.

Til gengæld mangler Det Digitale Råd at hæve blikket fra digitalisering for digitaliseringens skyld til at omhandle de lærere, elever og andre nøglepersoner, som er del af digitalisering på skoleområdet. Rådet mangler at tænke i pædagogiske målsætninger og egentlig merværdi for både lærer og elev og dermed også i sidste ende vores samfund. At få papiret væk og spare penge i kopirummet er ikke et mål i sig selv. Det højere mål er at udnytte potentialet for bedre læring for den enkelte elev, og f.eks. muligheden for deling af viden på tværs af elever og lærere og på tværs af klasser og skoler.

Den nye læring er allerede i gang hos vores børn. Børn og unge bruger i dag Youtube, Google, Facebook og andre medier, når de researcher til en skoleopgave. For dem er læring ikke længere bare en bog og et opgaveark. Læring og viden er et virvar af forskellige kilder, som de gerne vil dele på tværs og helst hele tiden. Derfor er et vigtigt element i digitalisering på skoleområdet at skabe rammerne, så elever – og lærere – kan have alle materialer ét sted. For selvom vores børn kaldes »digitale indfødte,« er det vores erfaring, at de nu mere end nogensinde skal tages i hånden.

Samtidig skal lærerne have bedre mulighed for at udnytte digitaliseringens potentiale i deres undervisning. De skal kunne skabe et enklere flow i undervisningen og samle de nødvendige kilder og materialer til et samlet forløb om Hippie-tiden eller Den Kolde Krig. Ét sted, mange medier. Ét overblik, mange materialer – og ikke kun for den IT-stærke lærer.

Det Digitale Råd har fine ambitioner for, at eleverne skal kunne gå på det trådløse netværk på ét minut – og at halvdelen af alle undervisningsmaterialer skal være digitale. Men de ambitioner er værdiløse, hvis de ikke sættes ind i en større sammenhæng, hvor læring, viden og kreativitet er vores vigtigste råstof i en globaliseret verden de næste mange år.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.