3. januar 2005, 03:30

Når Karen Blixen bruges som sandhedsvidne både for og imod islam og imod kristendommen, som det sker i debatten for tiden, kan det være svært at få øje på, om hendes »syn« på de to religioner overhovedet kan føre os videre i vore bestræbelser på at løse de problemer, som tilsyneladende eksisterer mellem de to retninger. Jeg vil selv nødig bruge hende som sandhedsvidne; men som inspirationskilde er det min overbevisning, at hun, hvad religion angår, slet ikke er udtømt. Jeg ser tværtimod i hendes forfatterskab en etisk og åndelig udfordring, som vi endnu slet ikke har taget konsekvensen af at have hørt - måske fordi vi ikke har villet være bevidste om, at vi har hørt den. Og denne udfordring har intet at gøre med at træffe et valg mellem de to religioner islam og kristendom.

Blixen er nemlig ikke interesseret i at vælge mellem religioner som sådan. Hun er interesseret i religiøs praksis - i selv at blive hellig. Når Blixen kritiserer kristendommen på grund af dogmet om Kristus, der tager menneskenes synder på sig, er der også udelukkende tale om en fortolkning af Jesu Kristi liv på jord. Der er ikke tale om en kritik af Jesus Kristus, men der er en afstandtagen til den folkekirkelige retning, som anser den guddommelige plan for gående ud på, at Gud inkarneret i Jesus skulle have taget alle vore synder på sig. Hun ville meget gerne have sig frabedt, at nogen som helst skulle tage sine skylder på sig. Hun ville ganske enkelt gerne selv stå til regnskab. Fandt det andet uværdigt. Som sådan ville man vel, hvis endelig man skulle hæfte en politisk etikette på Blixen, sige, at hun mere end noget andet gennem sit syn erklærede sig som social-liberal. Men af den ekstremt åndeligt vitale slags.

Når hun i sine fortællinger så hyppigt kredser om Gud, Jesu livsprojekt og mulighederne for menneskelige udviklingsveje som sådan, ender det store spørgsmål nemlig altid med at blive, om det, vi længes så ubændigt efter, nu mon også lader sig realisere på jord. At vi længes efter noget, er der ingen tvivl om. Alle personer i det blixenske univers længes - måske lige bortset fra dem, som angiveligt er undfanget i søvne - men de er der så alene for at illustrere forskellen på mennesker, der forsøger at skabe sig en skæbne, og dem, der må nøjes med at have en.

Allerede fra Blixens første spæde litterære forsøg i marionetkomedien »Sandhedens hævn«, kredser hun om det motiv, at vi som hellig forpligtelse har selv både at være skuespilforfatter, instruktør, scenograf, kostumier, skuespillere, sufflør og publikum i vort liv. Altså: At der ingen er at skyde skylden på for en sørgelig 3. akt.

Ønsker man derfor paradis på jord, ønsker man den fred, som det hellige evangelium bebuder, er der altså intet andet at gøre end at blive hellig i betydningen lig helheden, således at man, som kongen i »Det gamle Danmark«, kan se »... at hans Ensomhed just var hans Styrke, for han selv var hele Verden«. Der er ofte peget på, at Blixen ikke selv ønskede at komme i paradis. Hun plejede at skæmte med, at vingerne måtte være besværlige at have på ryggen under elskovsleg. Men atter er her tale om paradisforestillingen som en statisk tilstand, hvori ingen udvikling finder sted. Det betyder ikke, at længslen efter et andet hjem ikke er til stede. Præcis hvad det så er for et hjem, Blixen længes efter, er ikke det mest afgørende i denne sammenhæng. Det vigtigste er, at vejen går gennem det store mysterium, som netop Jesus banede vejen for gennem sit væsen og sin praksis. Dette fremgår ikke mindst af fascinationen af fjerdingfyrstens vin, som netop ikke drejer sig om en vin overhovedet, men det Jesus gav sine disciple under den hellige nadver, den hellige handling, hvori de netop blev ét med ham i ånd og kød. Selv blev guddommeliggjort.

Det er her, vi finder den egentlige blixenske udfordring: I guddommeliggørelsen af det enkelte menneske. Og det er her, vi har det kristne mysterium, som Blixen mig bekendt udelukkende har følt ren taknemmelighed og ydmyghed i forhold til.

Mon ikke ordet autonomi ville være det mest dækkende, hvis man skulle oversætte denne åndelige begivenhed til moderne dansk?

Det autonome menneske er karakteristisk ved ikke at modtage nogen som helst ordrer. Det autonome menneske har sig selv, sin egen indre åndelige autoritet, at stole på. Det autonome menneske er kort og godt et væsen, som træffer beslutninger ud fra en egen indre kerne, men vel vidende, at denne indre kerne rummer interessefællesskab med alle andre væsener, som det derfor også giver empati. Jeg vil driste mig til at påstå, at selve autonomibegrebet er forudsætningen for et velfungerende demokrati, såvel som for en velfungerende familie eller en velfungerende virksomhed.

Kognitionsneurologerne definerer denne specielle autonome egenskab som værende identisk med en funktion, der først kan forekomme på et niveau i menneskehedens udvikling, hvor frontallappen er blevet så udviklet, at man kan træffe beslutninger ud fra en dimension, som er karakteristisk ved at rumme en så høj grad af kompleksitet, at de tjener almenvellets interesse. Dette indebærer blandt andet, at hjernen ikke er kapret af følelser, hverken sympatiske eller antipatiske, når beslutninger træffes. På den anden side ignorerer den dem heller ikke. Den tager sig af dem på den måde, at den inddrager bevidstheden om dem i mængden af kompleksitet.

Der er det specielle ved denne funktion, at hjernen først er udviklet til at kunne fungere sådan, når den er omkring 21 år. Rent bevidsthedsmæssigt er hjernefunktionen således i højere grad præget af ydre påvirkninger og følelser knyttet til primitiv selvopretholdelse og -hævdelse end af autonomi indtil denne alder.

Foretager vi nu det tankeeksperiment, at den samme lovmæssighed gælder for makro- som for mikrokosmos, hvilket allerede fysikeren Ørsted pegede på som en naturvidenskabelig kendsgerning, menneskeheden med fordel kunne drage nytte af, også hvad angik vort åndelige, mentale og følelsesmæssige liv, og at menneskeheden i sin helhed udgør planetens hjernefunktion, så skulle den altså nu overgå fra at fungere i tilstande, hvor den var kapret af følelser og dermed kaos, til tilstande, hvor der handledes ud fra overblik over den globale situation - i en proces hvor man gav de lidende hjerneceller, altså de medmennesker, som led under tyranner af forskellig art, empati - og dermed i en ny verdensorden.

Set fra mit ståsted i verden er det netop det, som er ved at ske - med Bush, Blair og Fogh Rasmussen som markante lokomotiver.

Skulle man endvidere driste sig videre i tankeeksperimentet og se i øjnene, hvad det er, den såkaldte krig mod Irak forsøger at bekæmpe, er det da heller ikke religionen islam, der noget sted er beskrevet som fjendebillede, men alene et aspekt af lydighedsdimensionen i dele af den dertil knyttede kultur.

Men som den enkelte hjerne kun kan handle autonomt, når den tager sig guddommeligt næstekærligt - empatisk - også af de såkaldte destruktive følelser, der måtte poppe op i én selv og andre, må planetens frontallap, de ansvarlige for den ny verdensorden, rent logisk betragtet selvfølgelig også tage sig af menneskehedens destruktive følelser, som de nu fremkommer hos såkaldte muslimer, kristne, ateister og andre.Islam bruges som skræmmebillede af dem, der frygter ensretning i form af tilslørede underdanige kvinder, forbud mod ytringsfrihed osv. - men tænk nu, hvis grundmekanismer, som har med frygt at gøre, fungerer så ens i os mennesker, at dele af muslimerne måske i lige så høj grad frygter ensretning i form af kvinder med blottede maver og ring plus kokain i næsen eller en ølflaske i den ene hånd og en cigaret i den anden.

Blixen talte om, at det i nazismen, hun var skræmt af, var tanken om ensretning af mennesker.

Hvis nu Blixens tænkning er så universel og klassisk, som det ser ud til, at der er enighed om, eftersom hun klart indgår som emne til at blive kanoniseret, kunne vi vel i det mindste stille os spørgsmålet, om det vi frygter i islam i højeste grad er ensretningen og dermed mangel på mulighed for at videreudvikle det autonome væsen? Og hvis svaret er ja, så spørge sig, om det vi kalder islam ikke i højere grad simpelthen er identisk med en form for tænkning, der er karakteristisk ved at være kapret af følelser og befinder sig i et andet menneskeligt paradigme end den empatiske tankeform? Og som også findes i vor egen kulturs sarkasme, ikke mindst i den dræbte hollandske instruktør van Goghs? Og om det at beskytte sarkasmen som udtryksform i ytringsfrihedens navn måske i virkeligheden tjener samme formål, som hvis man giver en destruktiv parasit gode vækstbetingelser? Selvdestruktion?

Hvis vi tør driste os til at tænke således, kan vi måske komme ind i en egentlig fordomsfri tænkning.

Den danske intuitionstænker Martinus har i sin fortolkning af juleevangeliet udlagt krybbesymbolikken som en illustration af den menneskelige udviklingsvej. Han peger på, at når Jesus ifølge legenden blev født i en stald og havde en krybbe, et fodertrug, som leje, skyldtes det, at mennesket først kan blive et rigtigt menneske, forstået som et menneske i Guds billede, et næstekærligt menneske, når vi ser, at der må et paradigmeskift til: Et skift fra en eksistensform, der er baseret på de dyriske drifter, og hvori yngelplejeinstinktet og stammefællesskabet spiller den største rolle, til den livsform, som Jesus demonstrerede for os ved at drive den ud i dens yderste konsekvens.

Man kunne måske også kalde det et skift fra et paradigme, hvori man har en skæbne, til et paradigme, hvori man skaber sig en skæbne.