8. oktober 2006, 22:30

I juni 2006 kom betænkningen Barnets Perspektiv fra Udvalget om Forældremyndighed og Samvær nedsat af familieminister Lars Barfoed (K). Betænkningen udgør forarbejdet til den længe ventede ændring af Forældremyndighedsloven, som forventes fremsat i Folketinget i efteråret 2006.

»Barnets bedste« og »barnets perspektiv« har i flere år været mantraet for alle, der har haft en mening om, hvad der skal ske med børn i forbindelse med skilsmisse.

Det gælder både mor, far, politikere, dommere, sagsbehandlere, børnepsykologer osv. Alle vil se tingene fra barnets perspektiv, og alle vil barnets bedste. Og ikke desto mindre er de ofte rygende uenige om, hvad der skal ske med børnene.

Problemet er præcis, at der med »barnets bedste« og »barnets perspektiv« er tale om så uklare begreber, at man kan lægge nærmest et hvilket som helst indhold ind i dem. Det gør dem til både politisk og bureaukratisk set meget bekvemme størrelser. På den ene side er det umuligt at være uenig i, at barnets perspektiv jo er det vigtigste, og på den anden side kan de bruges til at begrunde og legitimere stort set enhver beslutning.

I det følgende findes fem forslag til forbedringer af Forældremyndighedsloven. Disse er uomgængelige, hvis man vil andet og mere med snakken om »barnets perspektiv« end blot at skabe et retorisk spin, der kan bruges som undskyldning for ikke at lave grundlæggende om på et system, som i årevis har været utidssvarende og uhensigtsmæssigt. Fælles forældremyndighed bør være reglen og ikke undtagelsen.

Set fra barnets perspektiv er fælles forældremyndighed mellem forældrene en sikring af dets ret til kontakt og samvær med begge dets forældre. Et barn kan ikke selv håndhæve denne ret, og derfor har det brug for nogle advokater til at tale for sig. Forældremyndigheden giver netop forældrene denne rolle som barnets advokater. Det giver dem begge to ret til at råbe vagt i gevær, når de mener, at barnets velbefindende og herunder dets ret til to forældre bliver trådt under fode.

I dag er det således, at domstolene ikke kan stadfæste eller idømme en fælles forældremyndighed. Argumentet for denne regel har været, at hvis forældrene ikke kan blive enige omkring barnet, så er der konflikt omkring barnet, og så vil den fælles forældremyndighed blot fastholde barnet i en konflikt mellem forældrene.

I betænkningen fastholdes dette argument, idet man betinger idømmelsen af fælles forældremyndighed, at forældrene kan samarbejde om barnet.

Set fra barnets perspektiv er dette er imidlertid en bagvendt logik. Hvis forældrene er enige om, hvad der skal ske med barnet, kan det jo være lige gyldigt, om der er fælles forældremyndighed eller ej.

Men præcis i de tilfælde, hvor der er uenighed mellem forældrene, har barnet netop brug for to advokater, som kan repræsentere de forskellige sider af sagen, der er i spil. Derfor er det uansvarligt overfor barnet at umyndiggøre den ene af dets to forældre netop i de situationer, hvor det har mest brug for begge forældrene. En forælder bør kun kunne fratages forældremyndigheden, hvis han eller hun beviseligt er uegnet til at tage vare på sit barn. Uenighed med den anden forælder må aldrig kunne være en begrundelse i sig selv. Desuden løser en juridisk umyndiggørelse af den ene part ikke den grundlæggende psykologiske konflikt efter en skilsmisse. Flytning af barnets bopæl kræver samtykke fra samværsforælderen.

Set fra barnets perspektiv er den vigtigste beslutning efter en skilsmisse, hvor det skal bo. Dels hvilken forælder, det skal bo hos, dels hvor denne forælder så vælger at bosætte sig efterfølgende. Derfor gør familieministeren klogt i ikke at følge udvalgets forslag om, at en forælder, som en gang har fået status af bopælsforælder, derefter frit kan flytte barnet rundt i både ind- og udland uden den anden forælders samtykke.

Hvis den ene forælder suverænt kan flytte barnets bopæl, hvordan kan man så garantere, at barnets perspektiv bliver inddraget i en for barnet så vigtig beslutning, der kan betyde skift af skole og venner og evt. en forringet mulighed for samvær med den anden forælder. Her er det afgørende, at samværsforælderen har mulighed for at gøre indsigelser og kræve, at myndighederne ser på sagen igen under de nye omstændigheder. Forældrene deles om at hente og bringe barnet i forbindelse med samvær.

Set fra barnets perspektiv er det allerbedst, hvis forældrene efter en skilsmisse bliver boende så tæt som muligt på hinanden. Det giver de bedste muligheder for at opretholde kontakten til dem begge.

Derfor er det paradoksalt, at man i dag automatisk pålægger samværsforælderen det fulde økonomiske og praktiske ansvar for at hente og bringe barnet i forbindelse med samvær. Ved i stedet at dele dette ansvar mellem forældrene skaber man et incitament for begge parter til at blive boende tæt på hinanden. Træls for bopælsforælderen, der nu ikke længere kan flytte til den anden ende af landet uden at skulle spekulere på det øgede besvær omkring samvær. Men fedt for barnet, fordi det tvinger begge forældre til at overveje de praktiske konsekvenser for barnets samvær, når de overvejer en eventuel flytning. Brud på samværsaftalen og andre former for samværschikane straffes efter Straffelovens §215.

Set fra barnets perspektiv er det at blive forhindret i samvær med den ene af sine forældre en krænkelse af dets ret til to forældre og et alvorligt psykisk overgreb. Hvis man en gang har fastsat en samværsaftale, hvor barnets perspektiv er blevet inddraget, så må det vel også være i barnets perspektiv, at denne samværsaftale bliver overholdt.

I dag straffes samværschikane fra bopælsforælderens side i praksis højst med dagbøder, og det er i realiteten muligt at køre både systemet og den anden forælder træt, så samværet til sidst helt ophører. Sådanne huller i systemet bør lukkes med mere kontante sanktionsmuligheder.

Der sættes ekstra ressourcer af til gennemførelsen af en overgangsordning i forbindelse med lovændringerne, hvor visse gamle sager bliver revurderet efter de nye regler.

En ændring af lovgivningen, som i højere grad tager hensyn til barnets perspektiv, indebærer jo en erkendelse af, at barnets perspektiv ikke i tilstrækkelig grad har været inddraget hidtil.

Tal fra Socialforskningsinstituttet viser, at cirka en tredjedel af de børn, hvis forældre ikke lever sammen, helt eller delvist har mistet kontakten med den ene af deres forældre.

For det første bør forældre, som i retten er erklæret egnede og fortsat har ret til samvær med deres børn, men som alligevel har fået frataget deres forældremyndighed, gives en ny mulighed for at få andel i en fælles forældremyndighed.

For det andet bør de sager, hvor et barns samvær med samværsforælderen er blevet suspenderet på grund af samværschikane og konfliktskabende adfærd fra bopælsforælderens side, underkastes en revurdering. Barnets perspektiv må vel også gælde for disse børn, og de bør gives en ny chance for at få kontakt med deres far.Det skal ikke være nogen hemmelighed, at disse forslag medfører en forskydning i magtbalancen i den skilte familie. På forskellig vis betyder de alle i praksis en indskrænkning i kvindens nærmest enevældige position i den skilte familie.

Medmindre man mener, at mødre pr. definition tager barnets perspektiv i alle de beslutninger, de træffer efter en skilsmisse, er det imidlertid naivt at tro, at man kan sikre barnets perspektiv uden også at indskrænke mødrenes magt.

Hvad nytter konfliktmægling, hvis moderen blot kan modsætte sig ethvert kompromis for derefter at få den fulde forældremyndighed i byretten med den begrundelse, at forældrene ikke kan samarbejde? Og hvad nytter høring af børn, hvis moderen - efter at bopæl og samvær en gang er fastlagt i henhold til barnets ønsker - uden videre kan kuldkaste barnets udtrykte ønsker om samvær med far ved at flytte til den anden ende af landet eller simpelthen bryde samværsaftalen uden nævneværdige konsekvenser?

Hvis det skal blive til mere end blot snak om barnets perspektiv, skal der rykkes rundt på de juridiske grundregler i skilsmissefamilien.

familiestyrelsen.dk/foraeldremyndighed

Søg under »Betænkning« i søgefeltet