31. juli 2009, 19:07 – opdateret 31. juli 2009, 22:23

Sidste år vedtog Folketinget loven om fribyer, som tilbyder forfulgte forfattere og deres eventuelle familie et midlertidigt ophold i Danmark, typisk af to års varighed. Dermed bragte Danmark sig i selskab med en række andre lande, der allerede har tiltrådt ordningen, bl.a. Sverige, Norge, Tyskland, Spanien og England.

Der er på verdensplan i øjeblikket 23 såkaldte fribyer, fordelt på ni lande. De udgør et netværk kaldet ICORN: »The International Cities Of Refuge Network«. ICORN samarbejder med den internationale forfatterforening PEN, som anslår, at der rundt om i verden er omkring 700 forfulgte forfattere, der har brug for beskyttelse.

Ingen har forestillet sig, at Danmarks medvirken i denne sammenhæng skulle udvirke mirakler, men lidt har også ret. En håndfuld eller to af disse forfulgte forfattere kunne vi vel sagtens overkomme at tilbyde et par års refugium under fredelige himmelstrøg.

Det har man i hvert fald kunnet i Norge, der nu huser ti udenlandske forfattere og deres familier. Herhjemme tilkendegav mindst 12 byer deres positive interesse. ni af disse har været involveret i nærmere drøftelser med Kulturministeriet.

Da det var vanskeligt at overskue alle praktiske konsekvenser af lovforslaget, enedes man om at evaluere resultatet efter et år. Det må så være på tide, for loven trådte i kraft den 1. juli 2008. Og lad det være sagt med det samme: den evaluering er hurtigt overstået. Der er absolut ingen grund til at mobilisere det tunge artilleri fra Danmarks Evalueringsinstitut.

Der er nemlig ganske enkelt intet at evaluere på. Alle de gode viljer og fromme ønsker har været omsonst. Ikke en eneste udenlandsk forfatter har nydt gavn af loven om fribyer. Der eksisterer nemlig i dagens Danmark ikke en eneste af slagsen.

Dette står unægtelig i skærende kontrast til alt den ståhej, der gik forud for lovens vedtagelse. Her har det ikke ligefrem skortet på euforiske fanfarer.

En kronik i Jyllands-Posten i april 2007, skrevet af daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj og daværende kulturminister Brian Mikkelsen indledes med denne salut: »Borgerlige frihedsrettigheder forpligter. Derfor rækker vi nu hånden frem mod de forfattere, journalister og skribenter, der uden for vort lands grænser er forfulgte, fordi de insisterer på at give deres mening til kende. En fribyordning, hvor danske byer giver husly til forfulgte forfattere, skal sætte handling bag ordene.«

Senere omtales den dræbte russiske journalist Anna Politkovskaya som et eksempel på de forfulgte.

Det er lige før tårerne står i øjnene på læseren – hvor er den sag dog ædel og god! Og hvor er det godt, at man her i Danmark nu tager sig sammen og træder hjælpende til.

Der blev i offentligheden holdt adskillige skåltaler for den danske frisindstradition. Ikke mindst var det magtpåliggende i kølvandet på Muhammedtegningerne at vise, at ytringsfriheden hører til kronjuvelerne i den danske politiske kultur. Samtidig ville man dermed få markeret, at der her var tale om et universelt princip, der gøres gældende overalt på jorden. Alt dette ville man nu få markeret både symbolsk og reelt ved at indføre friby-ordningen.

Men ak! Det hele viste sig at være stor ståhej for ingenting.

Hvorfor alle disse skønne spildte kræfter? Hvad er der sket? Hvor ligger hunden begravet?

Jo, regeringen havde gjort regning uden vært. Det fremgik af lovforslaget, at alle omkostninger i forbindelse med de forfulgte forfatteres ophold var staten uvedkommende. Udgifterne påhvilede alene de kommuner, der tilbød sig som fribyer.

Som daværende kulturminister Brian Mikkelsen belærende påpegede: der er jo netop tale om fri-byer – ikke sandt? Derefter faldt den ene efter den anden potentielle friby fra.

Det kræver ikke megen fornemmelse for de politiske realiteter at indse, hvor svært kommunalpolitikerne vil have ved at forsvare udgifter til eksotiske udenlandske forfatterfamilier, når borgerne samtidig skal stå model til nedskæringer i ældreomsorgen, folkeskolerne og daginstitutionerne.

Mest udholdende har Århus Kommune været. Her har man regnet sig frem til, at den årlige udgift til ophold for en familie med to børn vil beløbe sig til ca. en million kr., alt inklusive. Man henvendte sig til kulturminister Carina Christensen med et tilbud om at slå halv skade.

Men svaret var definitivt nej – eller på ministerdansk: »Det er naturligvis beklageligt, at friby-ordningen ikke i første omgang bærer frugt… Men den manglende umiddelbare tilslutning ændrer ikke på, at staten som udgangspunkt ikke finansierer fribyerne.« Dermed er friby-ordningen reelt lagt i graven.

Der er næppe tvivl om, at initiativet nu ligger hos regeringen, nærmere bestemt hos kulturminister Carina Christensen. Men selv om hun personligt og som konservativ politiker kunne have sympati for ordningen, har hun et problem. Alt tyder nemlig på, at regeringens støtteparti DF trives storartet med, at ordningen ikke er blevet til noget.

Ved at vælte alle udgifterne over på kommunerne har man i DF sikret sig, at loven aldrig vil få de store virkninger. En eller to forfattere kan gå an, men loven måtte under ingen omstændigheder føre til »masseindvandring af forfulgte forfattere«, som det lød fra DF. For en sikkerheds skyld mente man det også nødvendigt at afkræve »en ydmyg og respektfuld holdning til Danmark og danskerne« hos gæsterne. Så var tonen slået an.

Skal man tage DF på ordet, kunne noget tyde på, at ordet gæstfri her til lands har ændret betydning. Det betyder ikke længere venligt imødekommende, men det modsatte. Gæstfri betyder, at man helst er fri for gæster – på linje med at være salmonellafri, giftfri og bakteriefri.

Lad os endnu engang give ordet til Brian Mikkelsen. I sin grundlovstale i 2007 præsenterer han fribyordningen i lyset af den danske frisindstradition:

»Ved at give de forfulgte forfattere ophold her i landet engagerer vi Danmark i en aktiv kamp for ytringsfrihed på verdensplan…Århus, Frederikshavn, Kolding, Odense, Fredericia, Holstebro, Ballerup, Roskilde og Frederiksberg, er blot nogle af de byer, der har meldt deres interesse i ordningen. Det er jeg stolt er som kulturminister, det er jeg stolt af som dansker.«

Lige nu er der ikke så meget at være stolt af, hvad enten man kalder sig kulturminister eller almindelig dansker. Tillad mig i min politiske uforstand at komme med et forslag: Hvad med en fifty-fifty-ordning mellem staten og kommunerne?

Og tillad mig at opstille et succeskriterium for det kommende år: hvis ikke vi her i Danmark kan præstere mindst fem fribyer i løbet af 2010, så har vi et problem.

Og det problem kan ikke løses med kroner og ører.