Gennem næsten et år har præsident Obamas slogan været »Change you can believe in«, og det, vi alle har ventet på så længe, er nu endelig kommet: forandring. Hvis man åbner avisen, ser nyheder eller kigger i sin tegnebog, ønsker man at tro på forandring. Jeg vil også gerne være en »believer«.
2. februar 2009, 22:30
Desværre er det svært at tro på forandring med de protektionistiske udsagn, der er kommet fra Obama-administrationen. Præsident Obama har sat spørgsmålstegn ved, om udenlandske investeringer i amerikanske virksomheder er en fordel for den amerikanske økonomi, og han har promoveret en potentiel »Buy American«-klausul i den for nylig gennemførte hjælpepakke. Pludselig ser den forandring, vi har ventet på med spænding, ud til at være den slags forandring, vi sagtens kan undvære.
Hvis den amerikanske reaktion på den økonomiske nedtur er at skabe flere handelshindringer, flere offentlige investeringer samt et ønske om at lade udenlandske investeringer i USA blive hjemme, så er USA dømt til at gentage fortidens fejltagelser fra 1930ernes mislykkede politikker, der kun bidrog til at forværre den daværende økonomiske krise.
De amerikanske protektionistiske politikker vil højst sandsynligt skabe en bølge af gengældelse fra europæiske og asiatiske nationer. I vor globaliserede verden, med leverandører der handler på kryds og tværs af kontinenter, vil forstyrrelser i enhver form for samhandel have store konsekvenser. Det er klart, at statsministeren og regeringen må understrege denne pointe meget tidligt i forløbet med den nye præsident.
I sin indsættelsestale understregede Obama vigtigheden af ikke blot at bedømme USAs økonomi ud fra størrelsen på BNP, men også på dens evne til at give muligheder for enhver. Desværre vil protektionistiske politikker have en dramatisk indflydelse på både muligheder og fremgang. I forhold til udviklingslandene vil kombinationen af recession og protektionistiske handelspolitikker reducere amerikansk import og investeringer. Dette vil være med til at sænke den globale vækst og derved skabe mere fattigdom og politisk uro i disse lande
Hvis man skal tro på forandring i forhold til økonomien, bliver præsident Obama nødt til at være modig nok til at gå imod de protektionistiske politikker og tilskynde en økonomisk dagsorden, der skaber lige vilkår. Både på kort og lang sigt vil protektionisme svække USA og den globale økonomi og kaste skygger over fremtidige trends i samhandel og investeringer, hvilket vil ændre væksten, der har gavnet både rige og fattige lande gennem de sidste to årtier.
Tallene nedenfor er overbevisende argumenter til Obama for ikke at føre protektionistisk politik:
• Amerikanske datterselskaber af udenlandske virksomheder har 3,5 mio. ansatte
• Europæiske datterselsskaber af amerikanske virksomheder har 4 mio. ansatte
• Næsten 20 pct. af amerikansk eksport kommer fra amerikanske datterselsskaber af udenlandske virksomheder
• OECD peger på, at en dollar, der bliver brugt på direkte udenlandske investeringer, leder til to dollar i yderligere eksport.
Hvis Obama og Kongressen promoverer anti-handel og en protektionistisk dagsorden, er jeg bange for, at den amerikanske økonomi vil fremme fattigdom og ikke fremgang.
Jeg tvivler på, at det er den slags forandring, Obama havde i tankerne.

































